Ny bog
De fleste børn er som Pippi Langstrømpe tingfindere, som samler på de mærkværdigste genstande: Ølkapsler, hjulkapsler, grankogler gnavet af egern og mus, eller sten som når de ligger på en strand, glitrer i flotte farver. Et sneglehus kan, for det rette blik, blive en kostelig skat.
Med årene mister de fleste af os barnets evne til at se værdi i værdiløse objekter. Vi socialiseres til en fornuft, der dikterer, at selv tid kan gøres op i penge, og som belærer os om, at hvis en ting ikke har en pris, er den som regel uden værdi. Systemet afslører sig i butikkerne: Sig blot et navn, og de svarer dig med et tal, som Dan Turèll engang skrev.
Han havde, som den digter han var, bevaret barnets tingfinderevne men blot overført den til sproget. Samme opmærksomhed har kendetegnet Tore Ørnsbo (f. 1970) i hans to bøger Inkubationer (1997) og Menageri (1999), som rummede sikre vidnesbyrd om muligheden af at gøre overraskende fund i det fælles. Til gengæld havde de det problem, at hans kompositoriske formåen kun indimellem stod mål med hans punktuelle præcision. Hvad teksterne samlede sammen, det fik de ikke altid afleveret i ét overbevisende kast.
Køn og socialitet
Man skulle på denne baggrund tro, at det var uforsigtigt af Tore Ørnsbo nu at prøve kræfter med det lange digt. Men Kronologi i trappeform lykkes langt hen ad vejen, primært i kraft af ydmyghed over for sit bærende projekt.
Som titlen antyder, krydses i digtet tidens og rummets dimensioner. Et udviklingsforløb af personlig art indlejres i et generations- og samfundsbillede, med parcelhuset og storbyen som rammer. En ung mand på tredive gør prøvende status over sit liv, alt imens han kommenterer omgivelserne punktuelt punkterende, stikordsagtigt satiriserende.
Med hvad skal jeg ligne denne slægt? spurgte i sin tid Jesus. Tore Ørnsbo spørger tilsvarende åbent:
med hvad skal vi ligne os selv
en pivet Adam
der forgæves
kalder sit ribben hjem
en tåbe der går ind
i et stormagasin
med et hvidt flag
hævet over hovedet
Det første billede angiver her en kønslig ambivalens, det andet en social. Kvinderne er måske blevet for stærke og samfundssystemet lovlig massivt. Længere ude i digtets verden antydes en omfattende civilisationskritik og et forsigtigt religiøst perspektiv.
Nye begyndelser
Om civilisationen i almindelighed taler Tore Ørnsbo tidligt i digtet, dér hvor han kalder drømmen et veneblåt barn og med tanke på det 20. århundrede siger, at dette barn først nu har fået øje på sig selv
og ser århundredet
ikke er et ægte tæppe
overhældt med blod
men et barneværelse
nogen er vokset ud af
måske kan man også i morgen
mærke sine fødder blive født
her på kanten af århundredet
som eneste trøst
At mærke sine fødder blive født, det peger på en personlig potentialitet, en begyndelsens mulighed, en tanke, der da også foldes ud omkring midten af digtet, hvor det skifter fra jeg til vi og samler sig til en karakteristik af forfatterens generation:
vi er løsenet
for endnu uopdagede
kontinenter
bygningsværker sat for svaj
i vinden
kunstskatte klæbende
til mørket
gruopvækkende forbrydelser
fuldendte
ventende på et gerningsøjeblik
tilbedelser med endnu ikke
fastsat adressat
uafprøvede køn
og sagesløse længsler
Passagen er et illustrativt eksempel på, hvordan digteren løber energien af sig i detaljeophobninger, alt imens helhedsbilledet fortoner sig. Men samtidig hæfter man sig ved hans formulering sagesløse længsler. Den griber nogle strofer tilbage, hvor det om en kvinde hedder, at hendes stemme er en ru længsel »efter vand eller ting/ der ikke lader sig forklare«.
Her åbnes et videre perspektiv, en drift mod noget fuldkommen anderledes eller noget anderledes fuldkomment end det beskrevne velkendte og velordnede samfund. I samme retning trækker enkelte billed-fund rundt om i digtet: Kirkerne der ligger som sunkne skibe med kølen vendt mod himlen og korset der ligger i sit fløjl dybt i bevidsthedernes telepatiske postordrekatalog, som en slags pant på skæbnens behov for et kompas.
En sulten lytter
Hvor disse antydninger peger hen man kunne også nævne profet, malmklokke, bøn er vanskeligt at dechifrere. Tore Ørnsbo har formentlig læseren i tankerne, når han siger, at »hvad byen gylper op/ hænger som en våd stjerne/ fra min drøbel/ parat til en sulten lytter«, eller når det siges, at »en dag vil også du/ blive halet frem ved hårene/ af forståelsens drevne domptører«. Disse håndsrækninger følges dog ikke op. Selv for den, der ved langsom lytten forsøger at forstå, løser digtet sig op i lutter spørgende enkeltpunkter.
Når jeg ikke desto mindre umiddelbart synes godt om bogen, skyldes det en skrøbelighed, en formal porøsitet, en tillidvækkende søgen. Digtet virker ægte og ærligt midt i sin flygtighed, som indholdet af en pose, et barn havde med i en skov. Han lægger ordene som ting ud på et bord, usikker på deres betydning, men overbevist om, at de hver for sig og sammen har en værdi midt i deres nytteløshed.
*Tore Ørnsbo: Kronologi i trappeform. 31 s., 148 kr. Samleren. Udkommer i dag
