Læsetid: 3 min.

Opvarmning til blodsudgydelser

Tortur og forsvindinger hører til dagens uorden i Zimbabwe, og det bliver værre endnu op til præsidentvalget næste år, spår chefredaktør
4. maj 2001

Tortur og forsvindinger hører til dagens uorden i Zimbabwe, og det bliver værre
endnu op til præsidentvalget næste år, spår chefredaktør

Medlemmer af parlamentet, journalister og tilfældigt forbipasserende bliver gennembanket i dagens Zimbabwe. Arbejdsløsheden og inflationen er oppe på omkring 55 procent. Et præsidentvalg i begyndelsen af næste år, hvor præsident Robert Mugabe genopstiller, vil bringe det tidligere afrikanske foregangsland endnu mere på hælene.
Det billede tegner chefredaktøren på den uafhængige søndagsavis The Standard, Mark Gova Chavunduka, i et interview med Information.
I forbindelse med parlamentsvalget i juni i fjor blev mindst 40 dræbt af politiske årsager.
»Jeg forventer, at præsidentvalget bliver endnu blodigere end parlamentsvalget. Mugabe bliver mere og mere upopulær, og han er parat til at bruge alle midler for at chikanere og skræmme folk. Krigsveteraners angreb på oppositionsfolk ude på landet vil tage til samtidig med flere overfald i byerne,« spår Mark Gova Chavunduka.
Amnesty International anslår samme pessimistiske tone i en ny rapport:
»Amnesty International frygter, at tortur, politiske drab og forsvindinger samt andre brud på menneskerettighederne vil fortsætte og måske eskalere op til præsidentvalget.«

I skudlinien
Adspurgt om eksempler på overtrædelser af menneskerettighederne siger Chavunduka:
»Har du to dage til det her interview?«
Han ved, hvad han taler om. I januar 1999 blev han anholdt, gennembanket og udsat for elektrochok, efter at The Standard havde skrevet om et mislykket kupforsøg mod Mugabe. I øjeblikket er han sigtet for bagvaskelse, fordi The Standard har skrevet om en retssag i New York, hvor Robert Mugabe er sagsøgt for overtrædelser af menneskerettighederne under valgkampen i fjor.
»Mugabe og hans parti ZANU-PF forsøger med alle midler at chikanere kritiske journalister. Hvis det ikke var for hjælp fra udenlandske organisationer, så var The Standard lukket alene på grund af udgifterne til retssager. Et nyt eksempel på regeringens forsøg på at kvæle oppositionen er, at man nu vil forlange, at alle journalister skal godkendes af myndighederne. Det er jo latterligt,« udbryder Chavunduka.

Ude af kontrol
På det seneste er en række virksomheder blevet udplyndret af de såkaldte krigsvete-raner, som også åbenlyst har opfordret til angreb på udenlandske ambassader på grund af deres støtte til oppositionen. Overgrebene formindsker yderligere investeringslysten i en økonomi, hvis dårligdom symboliseres af kilometerlange køer ved benzintankene og daglige strømudfald.
Krigsveteranerne anses af mange for Robert Mugabes forlængede arm, fordi de hidtil stort set er gået straffri på trods af deres mord, overfald og besættelser af farme. Chavunduka siger om veteranerne:
»De er en flok bøller, hvoraf flere er omkring 18 år og derfor aldrig har oplevet krigen, der førte til uafhængigheden i 1980. Den ene leder Chenjerai Hunzvi ’Hitler’ har ulovligt tilranet sig en masse penge fra krigsveteranernes organisation, og den anden, Joseph Chinotimba, er sigtet for mord.«
»Veteranerne føler nu og formodentlig med rette, at de i høj grad var med til at sikre, at ZANU-PF valgt en smal sejr ved parlamentsvalget. Den indsats vil de have betaling for, og Mugabe kan ikke standse dem.«

Udlandet skuffer
Flere gange har EU og det britiske statssamfund Commonwealth protesteret over forholdene i Zimbabwe. Men Chavunduka er skuffet over udlandets reaktioner.
»Flere donorer har sagt, at de vil kanalisere deres bistand unden om regeringen og i stedet støtte organisationer og oppositionspartier. Men indtil videre har vi ikke mærket meget til den støtte. Den bør komme snarest, for ellers hjælper det ikke meget i forhold til præsidentvalget.«
Chavunduka er ligesom mange udenlanske iagttagere spændte på en retssag mod lederen af Bevægelsen for Demokratisk Forandring (MDC), Morgan Tsvangirai. Han står på mandag tiltalt for terrorisme, fordi han i en tale sidste år har sagt, at hvis ikke Mugabe går frivilligt, så »vil vi fjerne ham med magt«.
»Bliver Tsvangirai dømt, så kan det føre til oprør. Men MDC vil nok som hidtil opfordre folk til i stedet at udtrykke deres følelser ved stemmeurnerne. Vi skal ikke give Mugabe et påskud for at indføre undtagelsestilstand,« siger Chavunduka.

FAKTA
Pressen angribes
*Det er farligt at være kritisk journalist i Zimbabwe. Overfald og dødstrusler forekommer ofte, og indirekte forsøger regeringspartiet ZANU-PF med lovgivning at stramme grebet om medierne. Nylige eksempler på overgreb:
*28. januar blev den uafhængige avis Daily News udsat for et bombeangreb få timer efter, at informationsminister Jonathan Moyo havde sagt, at staten vil bringe avisen til tavshed.
*10. marts blev Njabulo Ncube, chef for avisen Financial Gazettes redaktion i storbyen Bulawayo, under et møde truet på livet af en krigsveteran.
*Forrige uge blev journalist Samuel Mungadze fra søndagsavisen The Standard gennembanket af to mænd, som beskyldte ham for at skrive for en regeringsfjendtlig avis.
Læs mere på www.amnesty.org hai

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu