Læsetid: 5 min.

OVERBLIK

19. maj 2001


USA-minister vil have soldater hjem fra Balkan
*Den amerikanske forsvarsminister, Donald Rumsfeld, presser på for at få trukket de 3.300 amerikanske soldater hjem fra Bosnien. Det skriver det amerikanske dagblad Washington Post fredag.
Rumsfeld siger i et interview med avisen, at han ønsker at begrænse antallet af amerikanske militære missioner ude i verden og især i Bosnien, fordi deres mission er slut.
Det var et af præsident George W. Bushs løfter under valgkampagnen at trække de amerikanske soldater hjem fra Balkan. Men hans udenrigsminister, Colin Powell, har prøvet at undgå at komme til at provokere de europæiske NATO-allierede ved at køre for hårdt på i det spørgsmål.
De europæiske NATO-lande gentager ofte, at USAs bidrag til de internationale fredsstyrker på Balkan ikke er særligt stort. Og hvis en NATO-alliance skal give mening, så kan USA ikke undslå sig at påtage sig en del af byr-den.
Rumsfeld siger, at han overvejer at droppe det hidtidige princip om, at USA skal være i stand til at føre krig i to områder af verden samtidig, når der planlægges for omfanget af de amerikanske styrker, og hvor hurtigt de skal være i stand til at rykke ud.

USA kritiseres fra alle sider
*Fra alle sider hagler kritikken ned over USAs præsident, George W. Bush, efter offentliggørelsen af en ny storstilet energiplan.
Den skal øge den samlede energikapacitet med 50 procent og sikre amerikanerne energi og brændstof nok til i overflod at fortsætte den amerikanske livsstil ind i det 21. århundrede.
Greenpeace reagerede prompte med at placere fem ton kul i vicepræsident Dick Cheneys indkørsel sammen med en håndfuld olietønder fra hvert af de store olieselskaber, der har postet millioner af dollar i præsident Bush’ præsidentkampagne.

Længere barsel kan gøre børn sundere
*Venstre og de konservatives forslag om en étårig barsel er en god idé, mener børne- og ungdomslæge Vibeke Manniche. Hun mener, at en længere barsel vil betyde sundere danske børn.
Men ligestillingsministeren Lotte Bundsgaards (S) krav om, at en del af den 12 måneder lange barsel skal være forbeholdt fædrene, er ikke et synspunkt Vibeke Manniche støtter.
»Jeg er ked af at skulle sige det, men i barnets første leveår er mor altså vigtigst,« siger Vibeke Manniche, men understreger, at barnet naturligvis også har brug for at knytte sig til sin far i det første leveår.

Bush og Putin mødes til juni
*USA’s præsident, George W. Bush, og Ruslands præsident, Vladimir Putin, skal have deres første topmøde i Slovenien i juni, sagde en amerikansk regeringsembedsmand i går. Embedsmanden sagde, at topmødet skal finde sted i afslutningen af Bush’ allerede planlagte besøg i Europa i midten af juni, hvor han også skal besøge Spanien, Belgien, Polen og Sverige.

Hollandsk firma skal hæve Kursk
*Rusland underskrev i går en kontrakt med det hollandske selskab Mammoet om at hæve atomubåden Kursk, der forliste og endte på bunden af Barentshavet sidste sommer. Alle 118 ombordværende omkom. Ruslands vicepremierminister Ilja Klebanov sagde i går at første fase i operationen i Barentshavet vil finde sted fra midten af juni til begyndelsen af september, og at selve bjærgningsaktionen vil finde sted før den 10. september.

Krigsveteraner truer skoleledere
*Krigsveteraner invaderede torsdag Speciss College i Zimbabwes hovedstad Harare, skrev avisen The Daily News. Krigsveteranerne forlangte lønforhøjelse for 14 medarbejdere på en teknisk skole i Mugaba og truede skolens chefer. Den tekniske skole drives også af Speciss Group.

Told & Skat jagter svenske smuglere
*Trods åbne grænser efter Schengen, vil danske toldere være ekstra meget oppe på dupperne, når Scandlines lørdag åbner et 4.000 kvadratmeter stort flydende supermarked i den tyske by Puttgarden, oplyser Regionalen i Næstved.
Billige tilbud på dagligvarer, øl, vin, cigaretter og spiritus skal lokke nye kunder om bord på færgerne mellem Rødby og Puttgarden – og især svenskere forventes at blive storsmuglere, oplyser viceregionschef Peter Rasmussen fra Told & Skat i Køge.
Han skønner, at danske forretninger i København og Helsingør har tabt op mod 90 mio. kr. i omsætning. Nu tager svenskerne nemlig i stedet på éndags smuglerture til Tyskland. Scanlines sigter på at konkurrere med store

Roskilde Festival 2001 godkendt
*Festivalfreaks og andet godtfolk kan for alvor begynde at glæde sig. Årets Roskilde Festival bliver gennemført. Fredag modtog festivalledelsen den endelige tilladelse fra Roskilde Politi, skriver Roskilde Festival 2001 i en pressemeddelelse.
Tilladelsen er givet på baggrund af en detaljeret omsorgs- og sikkerhedsvurdering, der blev afleveret til politiet mandag den 7. maj. Siden har politiet i Roskilde gennemgået materialet og set nøjere på en række områders indretning og håndtering, og de har nu godkendt arrangørernes omsorgs- og sikkerhedsvurdering.

Kina afviserTaiwan- tilbud om forsoning
*Kina afviser Taiwans præ-sident, Chen Shui-bians forslag om, at Kinas præsident, Jiang Zemin, og han giver hinanden et historisk håndtryk og holder et forsoningsmøde. Taiwans præsident forestiller sig, at mødet med Kinas præsident skal ske i forbindelse med topmødet mellem lederne i Det Økonomiske Samarbejde i Asien og Stillehavsområdet (APEC) i oktober.
Men dette afviser Kinas udenrigsminister, Tang Jia-xuan. Han siger, at Taiwan må følge den sædvanlige optagelsesprocedure, som tidligere har umuliggjort Taiwans deltagelse i APEC.

Israel: Kampfly mod Nablus
*Voldsspiralen i Mellem-østen nåede i går nye højder, da en palæstinensisk terrorbombe og israelske raketangreb kostede nye menneskeliv og sårede i den gamle konflikt. Efter et krisemøde i den israelske regering hævnede landet morgenens terrorbombe, da israelske kamphelikoptere beskød Nablus med raketter.
Samtidig sagde vidner i Rammalah, der også ligger på Vestbredden nær Jerusalem, at de palæstinensiske myndigheders sikkerhedshovedkvarter var blevet ramt af raketter affyret af et israelsk kampfly.

Telenor går ikke videre med TDC
*Det norske teleselskab Telenor meddelte fredag fondsbørsen i Oslo, at man ikke vil fortsætte samtaler med TDC’s hovedaktionær SBC om SBC’s ejerandel i det danske teleselskab. Dermed fik nordmændene hurtigt aflivet tanken om en norsk-dansk telefusion, som først blev bragt frem offentligt onsdag.
»Fra vores side har vi ikke tænkt at gå videre med samtalerne,« siger Telenors pressetalsmand Dag Melgaard til det norske nyhedsbureau NTB.

Gruppevoldtægt koster hoveder
*Syv saudiarabere blev fredag halshugget med sværd i Saudi-Arabien. Landets indenrigsministerium meddelte, at de syv var fundet skyldige i gruppevoldtægt, som de havde gennemført under indflydelse af alkohol, mens de truede ofret med knive.
Voldtægten fandt sted i Mekka-provinsen i det vestlige Saudi-Arabien, sagde ministeriet, der ikke opgav navn, alder eller nationalitet på ofret.
Dermed er ialt 38 mennesker blevet henrettet i Saudi-Arabien i år.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her