Læsetid: 5 min.

OVERBLIK

17. maj 2001


Danskere føler sig truede af stress
*En helt frisk Gallup-analyse viser, at mere end hver tredje dansker peger på stress i hverdagen som en direkte trussel mod deres sundhed. I aldersgruppen 25 til 39 år svarer hele 47 procent, at stress er en af de tre væsentligste trusler mod deres sundhed.
I analysen, som blev gennemført i første uge af maj, blev et repræsentativt udsnit af den danske befolkning bedt om at pege på de tre største trusler mod deres sundhed. Stress, sygdomme og miljøforurening er de tre ting, danskerne frygter mest. Stress er topscorer med hele 35 procent, mens 32 procent peger på sygdomme som den største trussel mod sundheden og 31 procent på forurening.

Bosniere skal sendes hjem
*Små seks år efter krigen i Bosnien sluttede, er Udlændingestyrelsen herhjemme nu ved at lukke grænsebommen for bosniske flygtninge. I denne uge effektuerer styrelsen en ny praksis, hvorefter langt de fleste asylansøgere fra Bosnien ikke vil få opholdstilladelse i Danmark, mens det tidligere var omvendt.
»Forholdene i Bosnien er nu så forbedrede, at der ikke længere er grund til at forskelsbehandle dem i forhold til andre asylansøgere, siger kontorchef i Udlændingestyrelsen Lisbet L. Sørensen.
Af de 2.815 mennesker, der i årets første tre måneder søgte om asyl i Danmark, kom de 926 fra Bosnien.

Gjellerup afviser kritik
*Finansminister Pia Gjellerup (S) forstår ikke kritikken af Finansministeriets nyudnævnte departementschef, Karsten Dybvad. Kritikken, som især kredser om Dybvads tilknytning til arbejderbevægelsen og Socialdemokratiet, fremføres blandt andet af Venstres finansordfører, Thor Pedersen, i Berlingske Tidende onsdag.
»I forvejen har Socialdemokratiet gjort Finansministeriet til et instrument i bevægelsen. Det må give anledning til visse overvejelser, at man så kort tid før et valg placerer en departementschef med en fortid i Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, LO og hos Nyrup i Statsministeriet,« siger Thor Pedersen.
Men Pia Gjellerup afviser denne bredside mod hendes nyudnævnte topchef, blandt andet ved at henvise til, at hans sidste arbejdsplads var stillingen som departementschef i Trafikministeriet.
»Det er et yderst kompetent menneske med en meget, meget overbevisende karriere bag sig, siger Pia Gjellerup til Ritzau.

Nye sanktioner over for Irak
*USA har henvendt sig til medlemmerne af FN’s sikkerhedsråd med et forslag til en ny sanktionspolitik over for Irak, hvis hensigt det er at friholde Iraks civile økonomi, men samtidig bevare den overordnede finansielle kontrol, siger FN-diplomater.
Et arbejdspapir fra USA, som er blevet afleveret til Sikkerhedsrådets fire andre permanente medlemmer – Frankrig, Storbritannien, Rusland og Kina – indeholder mange af de forslag, som blev offentliggjort af den amerikanske regering tidligere på året. Med sit udspil håber USA at genoprette den svindende internationale støtte til at forbyde våbenrelaterede materialer.

TDC i søgelyset i Norge
*Det danske teleselskab TDC (Tele Danmark) er i søgelyset hos den norske konkurrent Telenor. Så meget står klart efter onsdagens meddelelse fra Telenor til den norske fondsbørs. Men ud over det er parterne i sagen meget tilbageholdende med oplysninger. Telenor bekræftede i går formiddag i en kortfattet meddelelse til fondsbørsen i Oslo, at man havde været i samtaler med det amerikanske teleselskab SBC om aktieposten i TDC, og at disse samtaler muligvis eller muligvis ikke ville fortsætte. Den norske stat ejer 77 procent af aktierne i Telenor. Mere generelt oplyste Telenor, at dets mål er at styrke sin position i Norden, og at man derfor fører uforpligtende samtaler med
TDC’s hovedaktionær, SBC Communications.

Ny støtte til bedre mad
*Fødevarevirksomheder i hele landet kan de næste tre år søge støtte fra Fødevareministeriet til forskning og udvikling af sundere og bedre fødevarer. Fødevareminister Ritt Bjerregaard (S) iværksatte i går en ny lov, der frem til år 2004 giver alle led i fødevarekæden mulighed for at søge om tilskud til forsknings- og udviklingsprojekter, der kan gøre fødevareproduktionen grønnere, sundere, af højere kvalitet og med større respekt for dyrevelfærd.
Der er afsat mere end en halv mia. kr. til støtteordningen, der især er henvendt til små og mellemstore virksomheder, der ikke selv har økonomiske ressourcer til den slags projekter.

14 albanske oprørere dræbt
*14 etnisk albanske oprørere blev dræbt og otte andre sårede under sammenstød tirsdag med jugoslaviske styrker i det sydlige Serbien. Det oplyste en højtstående jugoslavisk befalingsmand. Yderligere 80 oprørere har overgivet sig, sagde oberstløjtnant Ninoslav Kristic, chef for Jugoslaviens væbnede styrker og Det Serbiske Indenrigsministeriums styrker.

Aktuelts uge-avis på vej
*De tidligere medarbejdere på det lukkede Aktuelt, som arbejder med udgivelsen af en ny ugeavis, regner med, at den første udgave af Aktuelt Weekend vil være på gaden fredag den 31. august. Ifølge hjemmesiden www.aktuelt.dk/weekend har projektet fået en række positive tilkendegivelser fra både læsere, samarbejdspartnere og mulige investorer.
»Vi har endnu ikke fået et nej fra nogen af de folk, vi har henvendt os til. Jeg betragter det som 99 procent sikkert, at avisen bliver til noget,« siger journalist Nicolai Kampmann, tidligere tillidsmand på Aktuelt og en af talsmændene for projektet.
På den redaktionelle side finpudses konceptet endeligt i denne uge. Aktieselskabet Weekend A/S er dannet og skal danne rammen for udgivelsen af avisen. Man regner med et startoplag på ca. 20.000.

Forhandlinger startet
*Regeringens ambitioner om bedre sygehuse skulle helst følges op af flere penge fra staten til amterne, som står for sygehusdriften. Ellers ender man med nye, amtslige skattestigninger.
Det var signalet fra formanden for Amtsrådsforeningen, Kresten Philipsen (V), inden han onsdag morgen satte sig ind til det første forhandlingsmøde i Finansministeriet om amternes økonomi for det næste år.
»Det skulle helst ikke ende i uenighed og skattestigninger. Men lad os nu se,« siger han til Ritzau. Forhandlingerne fortsætter frem til juni måned.

EU: Sharon har ansvaret for at skabe fred
*Ansvaret for at skabe fred i Mellemøsten ligger hos den israelske regering. Det mener den svenske udenrigsminister Anna Lindh, som i dette halvår er formand for EU's udenrigsministre.
Hun var i går i Strasbourg for at orientere Europa-Parlamentet om EU’s bestræbelser på at hjælpe fredsprocessen mellem palæstinensere og israelere i gang igen, og formanden for EU’s udenrigsministre afleverede et klart budskab til den israelske regeringsleder Ariel Sharon.
»Hovedansvaret for at vende tilbage til forhandlingsbordet ligger hos Sharon. Det er den israelske regering, der skal vise viljen til at forhandle,« sagde Anna Lindh.
Siden de væbnede kampe og gadeuroligheder brød ud i Israel og de palæstinensiske selvstyreområder i september sidste år, har over 500 mennesker mistet livet. Heraf har langt størstedelen været palæstinensere.
Ingen af parterne har turdet nærme sig forhandlingsbordet, så muligheden for at tvinge dem tilbage til ved hjælp af økonomiske sanktioner har været nævnt i debatten. Det er EU-kommissionens holdning, at de isralelske bosættelser på Vestbredden, Gaza, Golan-højderne og Øst-Jerusalem er ulovlige og i strid med international lov.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu