Læsetid: 2 min.

Patentregler til genforhandling

WTO’s kritiserede patentregler i TRIPS-aftalen kan ikke undgå at komme til ny forhandling. Det mener både eksperter og WTO’s generalsekretær
17. maj 2001

PARIS – De omstridte patent-regler i den såkaldte TRIPS-aftale under Verdenshandelsorganisationen WTO kan blive ændret. Tiden er inde til at genoptage debatten om reglernes fordele og ulemper.
Det siger WTO’s general-sekretær, Mike Moore, der dog som WTO’s øverste embedsmand ikke personligt vil tage stilling i sagen, der senest skabte røre under 39 medicinalselskabers retssag mod Sydafrika om adgangen til billig aids-medicin.
En genforhandling af TRIPS-aftalen, der giver virksomheder 20 års patentbeskyttelse på ’intellektuel ejendom’ – f.eks. opskriften på en aids-medicin – er en sandsynlig konsekvens, hvis WTO’s medlemslande under deres næste møde til november beslutter at indlede en ny forhandlingsrunde om regler for den internationale handel.
»Vi bør være tillidsfulde nok til at gøre status over, hvad vi har lært. Der er selvfølgelig en modsigelse i denne sag: Alle ønsker at komme i himlen, men ingen vil dø – alle ønsker, at der skabes økonomiske muligheder for at løse essentielle problemer, men ingen vil betale. Det handler om at finde balancen,« siger Mike Moore.

Kritik af TRIPS-aftale
Hans udtalelser blev fremsat onsdag under OECD’s Forum 2001 om Bæredygtighed og ny økonomi i Paris.
Forinden var TRIPS-aftalen blev mødt med kritiske kommentarer fra blandt andet den danske miljø- og energiminister, Svend Auken, og den fremtrædende økonom Jagdish Bhagwati fra Columbia University.
»Patent på ’intellektuel ejendom’ i et vidensbaseret økonomi er en selvmodsigelse. Når begreber og ideer – foruden også levende organismer – kan opnå patentbeskyttelse efter WTO-reglerne, så er det noget, der bør kalde på bekymring i OECD-kredsen.«
»Vi ødelægger mange gode muligheder for vidensdeling i den ny økonomi, hvis vi tillader beskyttelse af intellektuel ejendom. Det er simpelthen at bevæge sig den forkerte vej,« sagde Svend Auken på OECD-mødet.

Stjæl mine ideer
»Jeg har altid levet i det forfængelige håb, at nogen vil stjæle mine ideer,« tilføjede den danske minister. »Hvis vi nu er i færd med at skabe myriader af nye typer kontrol og ny protektionisme i spørgsmålet om udbredelse af viden, så har vi et problem.«
Professor Bhagwati er enig i, at TRIPS-aftalen ikke er rimelig i sin aktuelle form.
»20 års patent på intellektuel ejendom er for meget. Nul år er for lidt. Vi er nødt til at genforhandle TRIPS-aftalen og prøve at finde den rette balance. Efter kontroversen om aids-retssagen er revurderingen af aftalen i virkeligheden sat i gang. WTO-landene vil foretage en ny debat om og vurdering af TRIPS i tiden frem til en ny WTO-forhandlingsrunde. Det er jeg sikker på,« siger Jagdish
Bhagwati.

Strider mod hinanden
Professor Shalini Venturelli, American University i Washington, gør opmærksom på de forskellige sektorers modstriden rettigheder:
»Det er en falsk problemstilling bare at tale om ja eller nej til intellektuelle rettigheder. Der er tre aktører i denne sag: Der er de kreative mennesker – forskere, opfindere, kunstnerne – der får de nye tanker. De har ikke behov for patentbeskyttelse. De vil gerne udbrede deres ideer og tanker.«
»Dem, der vil have beskyttelse, er dem, der udnytter og omsætter ideerne, og de har behov for et incitament for at gøre ideerne til noget brugbart. Her opstår konflikten med ’det offentlige rum’. Det offentlige rum må beskyttes, så viden kan flyde i det – ellers udtørrer kilden til fremtidens ideer,« siger Shalini Venturelli.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu