Læsetid: 3 min.

Paven kan antænde konflikt

I sig selv rykker pavebesøget i Syrien ikke ved meget, men det kan være en gnist, som får krisen til at eskalere
8. maj 2001

TEL AVIV – »Fra dette sted, så vansiret af krig, løfter jeg min røst i bøn for fred i Det hellige Land og i verden,« sagde pave Johannes Paul i går under et besøg i Golanhøjderne. Det romersk-katolske kirkes overhoved deltog i en ceremoni i spøgelsesbyen Kuneitra, som ligger lige op ad våbenhvilelinjen til den israelsk besatte del af Golan.
Paven søgte at undgå politiske landminer under besøget på den politisk ladede lokalitet. Blandt andet valgte han at fremsige en bøn i stedet for at holde en tale, som uvægerlig ville have ført en stribe taler med politisk indhold fra øvrige notabiliteter med sig. Et oliventræ, symbolet på fred, blev stillet frem og velsignet af paven, der også velsignede alle, som arbejder for fred. Men navnlig i Kuneitra blev det tydeligt, at de politiske undertoner var vanskelige at undgå. Byen blev ødelagt under de hårde kampe mellem syriske og israelske tropper under krigen i 1973, og syrerne har aldrig siden genopbygget den, men i stedet valgt at bevare ruinerne som mindesmærke for, hvad man fra officielt hold kalder »de israelske grusomheder«.
Under pavebesøget vinkede skaren, som for en stor dels vedkommende bestod af tidligere beboere af Kuneitra, med Vatikanets og det syriske flag, men det var tydeligt, at mange havde valgt det gule flag med symbolet for Libanons muslimske Hizbollah-milits.

Ikke inviteret
I Libanon har pavebesøget vakt voldsom debat, fordi Syrien efter manges mening bruger det til at skaffe sig legitimitet. Trods ministerpræsident Rafik Hariris personlige appel til Vatikanet blev landets maronitiske kardinal, Nasrallah Butros Sfeir, ikke inviteret til Syrien i disse dage. Afvisningen betragtes som politisk, idet Sfeir er blandt Libanons mest åbenmundede kritikere af de 35.000 syriske soldater, som befinder sig i landet og ikke mindst den syriske støtte til Hizbollah.
»Kardinalens udtalelser om den fortsatte tilstedeværelse af syrisk militær og efterretningstjeneste har gjort ham til et symbol på den stærkt kontroversielle sag, som tilhængere kalder det ultimative udtryk for libanesisk patriotisme, mens modstandere angriber ham og hans for at begå forræderi,« skriver Beirut-avisen Daily Star i en leder.

Gidsler
Israel yder også sit bidrag til magtkampen i denne del af den mellemøstlige konflikt. I landets parlament, Knesset, er parlamentarikerne godt på vej til at vedtage en ny lov, som skal stille yderligere vanskeligheder i vejen for en eventuel frigivelse af 15 liba-nesere fra israelsk fængsel.
Blandt de fængslede libanesere er to højtstående medlemmer af muslimske grupper. Sheikh Abdel Karim Obeid var åndelig leder for Hizbollah, da israelere tog ham til fange i 1989, og Mustafa Dirani var sikkerhedschef for Amal, en anden militant muslimsk gruppe. Dirani har siddet i fængsel siden israelske soldater bortførte ham fra sit hjem i Bekaa-dalen den 21. maj 1994.
De øvrige er mindre betydende medlemmer af Hizbollah, og nogle stykker af dem er blot libanesere, som var uheldige nok til at befinde sig på det forkerte sted på det forkerte tidspunkt. Fælles for dem alle er, at de har siddet varetægtsfængslet i op til 15 år uden på noget tidspunkt at have modtaget dom. Da de ikke kan betragtes som krigsfanger, skal den nye lov give mulighed for at opretholde fængslingen af »medlemmer af fjendtlige organisationer«. For et år siden havde Israels højesteret beordret otte af libaneserne frigivet, hvilket blev standset ved daværende ministerpræsident Ehud Baraks personlige indgriben.

Eksplosiv atmosfære
»Det er alt sammen små elementer, som ikke umiddelbart ændrer noget ved den eksplosive atmosfære langs den israelsk-libanesiske grænse. Ingen af parterne er interesserede i, at konflikten eskalerer, men det kan alligevel nemt blive resultatet,« siger eksperten Eyal Zisser fra Tel Avivs Universitet. Han betragter en lov om Obeid og Dirani som relativt ubetydelig i sig selv, fordi den reelt ikke vil ændre noget for de libanesiske fanger. Men som signal over for Hizbollah og styret i Damaskus ligger der en potentiel fare i loven.
»Da Israel bombede den syriske stilling i sidste måned, var det en voldsom gengældelse for en relativt beskeden Hizbollah-aktion, som ganske vist kostede en israelsk soldat livet. Men det afgørende er, at Bashar (al Assad) ikke svarede igen. Det ved vi ikke, om han gør næste gang,« tilføjer Eyal Zisser.
På samme måde betragter han pavebesøget. I sig selv rykker det ikke ved noget, men det kan sætte nogle reaktioner igang, som kan bringe situationen ud af kontrol: »Det havde nok været klogere af paven at holde sig væk!«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her