Læsetid: 3 min.

Pegefjumlen på hans ankomstudstyr

F.P. Jac finder drømmens faner frem og folder dem ud en gang til
18. maj 2001

(2. sektion)

Dokudrama
Man kunne næsten få mistanke om, at Michael Strunge er ved at forvandle sig til en slags dansk udgave ikke af Rimbaud, som han selv ville have ønsket sig, men snarere af Neal Cassady. Søren Ulrik Thomsen har skrevet et fint digt og et fint essay om ham (ikke kun om ham, men det er den bedste del af det), og nu har også F.P Jac udgivet sit radiospil fra 1998 om venskabet mellem ham selv og Strunge.
Det hedder Som om at vi ikke var plot nok og er en slags drømmespil i og med at erindringer og drømmen om, hvordan det var at være ung for tyve år siden jo selvfølgelig glider sammen, og den unge Jac og hans makker ’Mikker’ alle deres indbyrdes forskelle til trods taler Jac’sk i munden på hinanden.
Stykket starter et par dage efter, at de to unge håbefulde digtere første gang har mødt hinanden til en af Poul Borums forfattersøndage i oktober 1977, og det slutter på Nordvangs psykiatriske afdeling fem et halvt år senere og altså ikke, som der står på bagsiden af bogen, med Strunges død i 1986 – en hændelse der ligger som en uudtalt men altgennemtrængende begivenhed lige uden for
bogens ramme.

Arrogance
I løbet af de fem år når de to at gå fra at være ukendte forfatterspirer med store drømme om Det Kommende til at være en ny digtergenerations store tilløbsstykker og i mellemtiden at have haft adskillige diskussioner og skænderier om poesiens og generationens væsen. Opture, nedture og – ikke mindst – drukture følger rask efter hinanden i dobbeltportrættet af to unge mænd, som er så arrogante og følsomme, som det vist kun er unge mænd, der kan være. Hver på deres vidt forskellige måde selvfølgelig, og det er det, der er omdrejningspunktet: Strunge er idealistisk og fanatisk, Jac brovtende og hedonistisk.
Undervejs skildres det, hvordan Jacs Borgen-debut blev udsendt i samme uge som Jens August Schade, hans store forbillede, døde, og derfor blev helt overset. Ikke desto mindre forestiller man sig, at Jac må have knebet sig i armen, da det gik op for ham. Det er nærmest en slags tronfølge, som finder sted: Den lyse digter er død, den lyse digter længe leve. Og det gjorde han så og gør det jo stadigvæk, selv om han havde proklameret det modsatte.

Skrøbelighed
Bogens forside (som er usædvanlig vellykket) består af to fotos af de to hovedpersoner skåret ud som et puslespil og samlet, så de udgør ét ansigt. To sider af samme sag, og sagen er en Ny Poesi, som både skal formulere det eksistentielle nærvær – ’vi er fandme til’ – og manifestere en eller anden utopisk revolution, »et laserlys fra en tids gennembrud.«
Nu er det jo altså Jac og ikke Strunge, der fører pennen, og det kan derfor ikke undre, at det er det første aspekt, som dominerer her. Eller – i og med at det jo er en erindret historie, der oprulles – at perspektivet forskydes til et ’vi var fandme til’. Vi var der, og vi gjorde en forskel. Et sted fantaserer Jac om, at han skulle have været sømand og udbryder: »Så havde man da haft et erindringsstof med historier i. Og det skal man nu ikke sådan kimse ad.« Strunge svarer: »Hold dog op Jac, du skal slet ikke skrive historier. Alt det forståelige pis. Du vakler hele tiden så inderligt. Du er ikke så sikker i din rus alligevel...«
Det er netop den usikkerhed og skrøbelighed, de to har til fælles, og det er selvfølgelig også det, der gør, at man kan holde deres tirader og bravader ud. Det er vel sådan set den egentlige historie, som allerede fortælles på allerførste side: Jac: »Den der nervøsitet kender du vel også.« Mikker: »Mon ikke, men det er vel derfor, vi skriver...« Det er det vel, og det er alt plot nok.

^*F.P. Jac: Som om at vi ikke var plot nok – Et radiospil. 57 s., 149 kr. Borgen. Udk. i dag

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her