Læsetid: 4 min.

Det periodiske system

Martin Larsens digte er lærde og legende, og ofte må man minde sig selv om, at han faktisk er debutant
8. maj 2001

Digte
Informations lyrikanmelder Martin Larsens debutdigtsamling består kun af otte digte, plus digtet på omslagets bagside. Til gengæld er de otte digte uhyre ekspansive, både tematisk og formelt. Det signaliserer et selvbevidst, ironisk og legende brud med den minimalistiske poesitradition i alle dens (f.eks. danske) udtværede afskygninger.
Ekspansionen har bevægelse og strøm som sit point of no return. Derfor indledes de første digte med forskellige citater, der kan relateres til den heraklitiske verdensanskuelse panta rei, »alt flyder«. Der citeres bl.a. fra »Prædikerens Bog« om vinden, som altid skifter retning, og Paul Celan: »’Alles fliesst’: Auch dieser Gedanke, und bringt er nicht alles wieder zum Stehen?«
Larsens sprog bevæger sig, men roligt og unervøst. Ro er et projektil. Sproget er hypotaktisk og favner det hele: verden, digteren, digtet og sproget i digtet – intet mindre: Digterens sind (...) »floats on forgetfulness,« citerer han.
Men er digteren i stand til at flyde på, ikke drukne i, verdens trivialiteter og tegne noget utopisk frem? Svaret er ja. Det er så gennemført, at man hele tiden må minde sig selv om, at han faktisk er debutant. Ikke mindst har Larsen megen humor, som afbalancerer det prætentiøse; kåde sammenstillinger mellem f.eks. drømmen om det lidt højtidelige »Terra Incognita« (ukendt land) og den hverdagsagtige tristesse over, at man har set alle filmene i videobutikken.
For at fange det hele fører Larsen flere epistemologiske diskussioner samtidig. Sprogfilosofiske spørgsmål går igen: Hvordan beskrive verden? Er den romantiske forestilling om at forstå naturens og dyrenes sprog still going strong?
Diskussionen om forholdet mellem løbsk bevidsthed og strukturet sprog munder ud i et spørgsmål om, hvorvidt digtjeget skal gøre sig ulejlighed med at være sprogligt præcis, når han er lykkelig! I vurderingen af lykke kontra præcision gør jeget den – fristende, men fatale? – fejl at tænke, at han er lykkelig. Lykken gør ham så mistænksom, at han alligevel citerer Tu Fu: »Digtets gud råder ikke i lykkens himmel. I nærheden af et lykkeligt menneske griner en djævel altid.«
Her lyder Tu Fu vestlig. Der er noget masochistisk i at bringe så smukke ord ind i disse digte. Jeg vil citere Emerson, frit efter hukommelsen: »I hate all those quotations. Say it with your own words.« Larsen er klar over faren. Det monstrøse er der med overlæg: »For mange ideer om tingen og aldrig tingen selv.«
Larsens digte er i en vis forstand avancerede. Der lånes uhæmmet fra anden poesi. Jeg skal ikke kede læseren med at nævne alle navnene. Referencerne til mere eller mindre kendte teoretiske eksempler er mange: Ockhams ragekniv, Achilles’ skildpadde, kvanteteori, Wittgenstein, Fermats Teorem, Anselms problem, Bretons projekt osv.
Disse navneskilte på viden kan ikke fungere som stort mere end overfladiske markører for Larsens ’valgslægtskaber’. Digte giver ikke plads til videnskabelig grundighed, medmindre man ekspanderer som Hugh MacDiarmid.

Tillidskrise afblæst
Jeg synes alligevel ikke, man bør lade sig irritere over det eller slå Larsen oven i hovedet med Alan Sokal. Epistemologiens tillidskrise over for digtet kan afblæses: Digtet ruler.
På dirigent Larsens repertoire optræder ellers religionshistoriske autoriteter som Adam, Thor, Zeus, Indra, Buddha, Gud; tid & sted er bl.a. Nirvana, Elysium og Erebus. Kaptajn Charon er turistfører: »Til højre/ses Scylla, til venstre Charybdis. Vi ønsker Dem et behageligt krydstogt.« Jo tak!
Digtene fremstår som muterede patchwork. Larsens digte er i slægt med Peter Waterhouse og den tidlige Ulf Eriksson. En digter, som åbenbart har været vigtig, er John Ashbery. Også Ashberys lange digt »The Wave« er drejet rundt om et panta rei, bølgen, og fornemmelsen af »strangeness« går igen som et refræn. Hos Larsen genfinder man den indstilling: »Alting var så sært.«
Af Ashbery har Larsen lært at indføre et afvæbnende, selvafslørende tonefald (»Intet kan eksistere andet end det der findes. Aha«), ironi og et aggressivt, om end ikke altid eksplicit, forhold til traditionen. Trivielle indsigter står side om side med avancerede. Konventionel filosoferen afløses af hard core selvransagelse.
Det er imponerende. Det svimler for læseren, når digtene bare fortsætter med at ekspandere, overskride, ekspandere. Kun enkelte gange er ekspansionen en gammel, porøs elastik, der skal nå rundt om arkivet af løse ark, og springer.

Forbløffende gå-på-mod
Titlen bør ikke læses bogstaveligt. Dens vage løfte om, at Larsen vil give sit bud på, hvilken materie der ligger til grund for alt, svigtes. Men det flydende er centralt. Græske førsokratikere kogte verden ned til elementer som ild eller vand. Calderon mente, livets stof var drømmen. Larsen er klog nok til at undgå enhver essentialisme.
Han er ikke en elementernes poet i Bachelards fodspor og foretager ikke et prometeisk ildtyveri. Creeleys »alt er vand« ligger ikke for Larsen. Solen og ilden dukker alligevel op hele tiden: »Vi lysende indsigters vandbærere, keepers of the flame.« Bevægelse er centralt: Formen overskrider sig selv. Forsvinden og frembringelse er ét, forsvinden er den første bevæger!
Hos en indianerstamme bestod manddomsprøven i at gå alene rundt i glohede klippelandskaber i tre dage med en mundfuld vand i munden uden at synke. Den, der sank vandet, havde tabt. Larsen har med forbløffende gå-på-mod vist, at han har klaret at bringe sin mundfuld vand tilbage fra sin orale pastorale.

*Martin Larsen: Det stof alting er gjort af. Digte. 60 s., 150 kroner. Gyldendal. Udkommer i dag

*Espen Stueland (f. 1970) er norsk digter og essayist, kritiker ved Aftenposten og medlem af redaktionen for litteraturtidsskriftVagant

*Oversat af Birgit Ibsen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her