Læsetid: 12 min.

At plante et træ i den bosniske jord...

Kasim Redic har en drøm, der er mere ydmyg end de flestes. Men han skal ikke regne med, at den går i opfyldelse. Drømme har dårlige kår i Bosnien
4. maj 2001

(2. sektion)

Bussen er på vej til Bosnien, og stemningen er elektrisk af spænding og sitrende minder fra en frygtelig fortid. Men sangene om Sarajevo og den bosniske jord, om floderne, fuglene og glæden ved livet sender de tunge tanker på flugt og gør timerne korte.
71-årige Kasim Redic sidder og stirrer ud af ruden, mens de andre synger og griner. Af og til slår han takt med foden til den velkendte folkemusik. Han siger ikke så meget, og selv når han smiler, er der et lidt sørgmodigt udtryk i hans ansigt. Men humor har han:
»Hvad vi snakker om? Vi snakker om alle de smukke og gode ting, om alt det positive, vi kan huske fra vores land. Så du kan nok regne ud, at vi ikke diskuterer politik,« siger han via tolk til Informations udsendte medarbejdere.
Han skutter sig lidt, selv om der er lunt i bussen, og han har en grøn uldtrøje og en termovest under jakken. På jakkens revers sidder en lille badge med det bosniske flag og påskriften: Stop the war Bosnia Hercegovina.
Vi har fået lov til at følge Kasim Redic på hans rejse tilbage til det land, han forlod for otte år siden. Som beskrevet i Information den 25. april flygtede Kasim fra borgerkrigen i Bosnien i 1993. Han er fuldt ud tilfreds med den måde, han er blevet modtaget på i Danmark, og taknemmelig for det danske sundhedsvæsen, nu hvor hans kone har fået sukkersyge. Men han vil gerne hjem. Derfor sidder han i bussen, der skal bringe 45 ældre bosniere tilbage til deres land, så de kan sondere terrænet, både det fysiske og det mentale, og overveje, om de vil og kan vende hjem.

Landkortene over Bosnien har forandret sig, siden krigsudbruddet. Hvad der før for de fleste var en republik i Jugoslavien og et multietnisk, mulitireligiøst og alligevel homogent samfund, er nu et splittet land præget af frygt, mistillid, fordomme og had. Krigens arkitekter fortalte en ny historie, som er svær at udslette af både den kollektive hukommelse og af landskabet. Alle ved nu, hvem der er serbere, kroater og bosniakker (muslimske bosniere), og alle ved, at det har betydning.
Områder, der før var blandede, er nu næsten ’etnisk rene’. Dayton-aftalen giver ganske vist alle ret til at vende hjem til det sted, de flygtede fra, men tilbageflytningen forhindres af modvillige myndigheder og af, at internt fordrevne er flyttet ind i flygtningenes huse. Selv om de nye beboere i nogle tilfælde har en ledig bolig et andet sted i landet, bliver de sjældent tvunget til at flytte.
Alligevel forsøger Kasim at fastholde ideen om, at alle først og fremmest er mennesker. Men hans mistillid og frygt, som fodres af minderne om massakrer og massevoldtægter, titter alligevel frem i hans fortælling om den serbiske officer i hans landsby. Da borgerkrigen begyndte, bedyrede officeren, at i deres landsby skulle de nok holde stand og holde sammen. Ingen skulle splitte deres sammenhold. Det holdt ikke stik, og officeren rådede Kasim til at flygte. Men Kasim fulgte først hans råd, efter at tre maskerede serbiske nationalister trængte ind i hans hus, truede hans datter og kone på livet, voldtog den ene svigerdatter og plyndrede huset.
Den serbiske officer vidste sandsynligvis, hvad der ventede landsbyens muslimske indbyggere. Det var i området omkring byen Prijedor, hvor Kasim boede, at de systematiske udrensninger begyndte. I den nærliggende storlandsby Kosanrac blev cirka 13.000 ud af 37.000 indbyggere dræbt. Massegrave venter stadig på at blive åbnet, så ligene kan identificeres. Krigsforbrydere har kronede dage som ansatte i den lokale administration. Huse venter på at blive bygget op, marker på at blive dyrket.
Kasim ved godt, at officeren næppe kunne gøre meget mere, end han gjorde, uden at sætte sit eget liv på spil. Alligevel rumler spørgsmålet i hans hoved: Kunne han have gjort mere? Var det drømmen om et Storserbien, der forhindrede ham i at hjælpe?
Da Kasim sidste sommer var tilbage i landsbyen, mødte han den serbiske officer. Han spurgte til Kasims liv i Danmark, og Kasim svarede, at han slet ikke kunne klage, at han havde et lille hus, fik penge fra staten og medicinsk hjælp til sin syge kone. Officeren svarede med noget, der muligvis var ment som en vittighed: »Hvis Radovan Karadzic og hans kumpaner havde vidst, hvor godt bosnierne har det i Danmark, ville de have fordrevet serberne og ikke bosniakkerne dertil.«
Kasim griner. Men tilføjer: »Hvis jeg vender hjem, ved jeg ikke, om jeg vil tage imod hjælp fra ham, sådan som jeg gjorde, dengang alle hjalp hinanden. Jeg vil tænke mig om en ekstra gang.«

Utrygheden og de ubesvarede spørgsmål er der hos alle bosnierne i bussen. Hos Smail, der for tre år siden forsøgte at flytte hjem til Banja Luka, men måtte opgive, fordi hans lejlighed var beboet af fordrevne serbere; for Hadic, i hvis hus der bor serbere, selv om det for et år siden blev afgjort, at han havde ret til at vende hjem til sit hus; og for Munip, der hos de lokale myndigheder har fået at vide, at han kan bruge sit ejendomsbevis som biografbillet, men ikke til at få sin bolig igen.
Igen og igen har de spurgt sig selv: Hvem kan gøre for, at Bosnien blev splittet i borgerkrig? Var det medierne, der spredte propagandaen? Var det soldaterne, der lukkede øjnene for det, de blev beordret til at gøre? Var det de intellektuelle serbere på Sarajevos universitet, der ville bruge nationalismen som spydspids for deres egen opstigen i et post-kommunistisk samfund? Var det de serbiske bønder, der lod sig fortrylle af fortællingen om det undertrykte serbiske folk?
De tænker deres, men taler ikke om det, bosnierne i bussen, og trods alt det uforklarlige, der skete i deres hjemland, vil de gerne tilbage. Længslen efter hjemlandet kan socialrådgiver Lisbeth Brask Jensen fra Horsens Kommunes Flygtninge- og Indvandrerrådgivning mærke i sin kontakt med de ældre bosniere i Horsens. Derfor tog hun initiativ til turen, som kommunen og Dansk Flygtningehjælp finansierer:
»Jeg håber, at turen kan bidrage til en afklaringsproces hos den enkelte. Det er langt fra sikkert, at ret mange af deltagerne vender hjem, men forhåbentlig får de et mere realistisk billede af situationen i deres hjemby. For dem, der opgiver at vende hjem, bliver det måske nemmere at affinde sig med livet i Danmark,« siger hun.
Det tog tid at overbevise bosnierne om, at deres deltagelse på turen ikke vil betyde, at de bliver tvunget tilbage. Mange af dem har slægtninge i Tyskland, hvor nogle af delstaterne i 1996 og 1997 inddrog opholdstilladelser og sendte folk retur til de formelt set fredelige områder.
Da det blev klart, at den danske politik ikke rummer den slags strategier, sagde 21 bosniere fra Horsens og 23 fra andre kommuner ja til at tage med på turen. En del måtte sige fra på grund af dårligt helbred, men for dem bliver der et informationsmøde snarest efter hjemkomsten.
Forhåbentlig vil nogle af deltagerne på turen kunne fortælle dem, der blev i Danmark, at alt ikke er så slemt, som de frygtede. Måske vil de møde nogle serbere, der ikke vil forhindre dem i at vende hjem. Måske vil myndighederne ligefrem være imødekommende. De ældre bosniske flygtninge i Danmark har jo den fordel, at de siden 1. januar 2000 har haft mulighed for at få ca. 1.500 kroner i reintegrationsbistand hver måned de første fem år efter hjemkomsten. Det kan måske dæmpe myndighedernes uvilje, der ud over intolerance over for muslimer skyldes en katastrofal økonomi uden plads til pensionsudgifter på budgettet.

Særligt slemt står det til i Republika Srpska, den serbisk kontrollerede del af Bosnien, hvortil kun få flygtninge er vendt tilbage. Tal fra UNHCR viser, at sidste år vendte 117.000 internt fordrevne hjem til Republika Srpska fra andre dele af Bosnien-Hercegovina, men langt de fleste af dem var serbere, lige som kun 6.000 af de 29.000 flygtninge, der sidste år vendte hjem fra udlandet, var bosniakker. Kun 57 af de 1.436 bosniske flygtninge, der er i løbet af 1994-2000 er vendt hjem efter ophold i Danmark, er vendt tilbage til Republika Srpska.
Det er sket, at de hjemvendte bosniakker bliver overfaldet eller deres huse brændt ned. Så det er forståeligt, at buspassagererne har paraderne oppe. Også mere end nødvendigt. Da bussen pludselig holder halvt ude i rabatten på en helt forkert afkørsel fra motorvejen ved Hamborg, opstår der panik på øverste dæk. For os, der ikke forstår bosnisk, er det svært at finde ud af, hvad der foregår. Det viser sig, at nogle passagerer har fundet ud af, at chaufføren er serber. De frygter, at han med sin motorvejsmanøvre med vilje udsætter dem for fare eller forsøger at forsinke ankomsten til Bosnien. Det desperate udtryk i den unge chaufførs ansigt, da han forsøger at bugsere bussen tilbage på sporet, fortæller en anden historie.
Tolken får dæmpet gemytterne, og vi når grænsen til Bosnien uden yderligere forsinkelser. Da det bosniske landskab dukker frem bag grænsebommene, bliver stemningen hektisk, vemodig og anspændt på samme tid. »Bosna, bosna,« hvisker kvinden bag mig. Andre synger, nogle lader tårerne trille.
Kasim knuger sin sorte alpehue mellem hænderne. Der er endnu et par timers kørsel til Banja Luka, hvor han skal skifte til en minibus mod Prijedor.

Så snart vi er kommet over grænsen, er ingen i tvivl om, hvilken del af Bosnien-Hercegovina vi er kommet ind i. I føderationen mellem bosniakker og kroater, der udgør 51 procent af territoriet, er næsten alle skilte skrevet med latinske bogstaver. Men her i Republika Srpska er gadenavne ændret og opkaldt efter serbiske folkehelte, vejskilte står kun med kyrillisk skrift, og i skolerne terpes officiel serbisk historie med bøger importeret fra Beograd. De to delstater har helt forskellig lovgivning, og det giver problemer, når internt fordrevne skal genhuses i den anden del af landet. Etniske skel kender ikke til fornuft og logik.
Det er følelser, der styrer meget af det, der foregår i Bosnien, og hvad det angår, adskiller flygtningene i bussen sig ikke fra beboerne i deres hjemland. Kasim ved, at det bliver vanskeligt at vende hjem. Men fornuft er ikke nok, når det handler om de sidste år i ens liv. Det går op for os, da vi sammen med Kasim kører ud til hans hus, eller rettere til det sted, hvor hans hus engang lå. Nu er der så lidt tilbage, at man næsten ikke kan kalde det en ruin. I resterne af stueetagen hænger stadig fliser på nogle af murene, enkelte steder er der lidt afskallet maling. Men alt det, der gør en bunke mursten til et hjem, er væk. Møbler, tøj, gardiner, elektriske installationer, køkkengrej, toiletkumme. Intet er tilbage. Serberne tog det med sig. De plyndrede huset, hærgede det og kastede granater mod det. Siden har de nye serbiske beboere i området brugt murbrokkerne til at bygge nye huse.
»Der er endnu mindre tilbage nu end sidste år,« siger Kasim stille, mens tårerne hober sig op i hans øjne. Han går planløst rundt mellem de blomstrende frugttræer og buske, han selv har plantet, og forklarer, hvor der var garage, hvor køerne havde deres stald, hvor han ville have bygget et nyt hus, så hele familien kunne bo på samme grund. De nye hus blev bremset af krigen, men det lykkedes at få plads til 20 flygtninge i det gamle hus.
Vi bemærker, at hækken er klippet og græsset slået. Det viser sig, at Kasim har betalt en mand fra landsbyen for at ordne haven. Han vil ikke vise sin grund frem i overgroet tilstand.
Midt i det hele stopper han op, bøjer sig ned og hiver noget frem fra græsset. Det er en læderbøjle med jernskelet, som hans datter gik med i en periode, efter at hun var kommet til skade med sin hofte. Det er længe siden. Dengang, ingen kunne forestille sig en krig. Lidt efter finder Kasim en barnesko. Han kigger på den uden at kunne afgøre, om den stammer fra et af hans egne børnebørn. Så smider han begge ting i græsset, og vi går tilbage til bilen. Lidt borte ser vi fabrikken, hvor han arbejdede i 23 år. Den er udbombet og tom. Kasims lille skov er brændt ned og erstattet af tæt krat.

Kasim inviterer på en kop kaffe hos det ægtepar, han har boet hos det sidste stykke tid. De er blandt de bosniakiske familier i landsbyen, der er vendt hjem. De hjemvendte kan tælles på én hånd. Vi får kaffe, og Kasim fortæller om de grusomme film, der kører forbi hans indre blik efter besøget ved resterne af hans hus. Så stopper han og tager sig til hovedet.
»Jeg ville gerne fortælle mere, men jeg kan ikke klare det. Jeg får hovedpine,« siger han undskyldende. På vej op ad trappen mistede han bevidstheden og faldt på afsatsen.
Han fortæller i stedet om sine forhandlinger med myndighederne i Prijedor. De skal udstede en byggetilladelse, før han kan starte genopbygningen af sit hus. Kasim har vist dem de papirer, der beviser, at grunden med resterne af huset er hans, men lige lidt hjælper det, og Kasim kan ikke søge om genopbygningsstøtte hos nogen hjælpeorganisationer, før tilladelsen er i hus.
»Jeg sparer så meget op, jeg kan. Men min kones medicin mod sukkersyge er dyr, så jeg får aldrig råd til selv at betale for hele genopbygningen,« siger Kasim.
Trods forhindringerne lever drømmen. Det er svært for andre at forstå. Der er noget med bosniere og deres jord. Så meget står klart. Især når man læser bogen I Bosnien, hvor mange forskellige bosniere fortæller om krigens betydning for dem. Nenad Tanovic, en fysikprofessor, der var i Danmark under hele krigen, skriver: »Himlen over Danmark er den samme som himlen over Bosnien. Men havet er nyt for mig. Og landet er et ganske andet. Og vinden. Og luften. Heller ikke solen dufter på samme måde som derhjemme.(...) I Bosnien står træerne i fuld blomst. Hvordan skal jeg forklare jer, at jeg kan dufte Bosnien hér, hvor træerne er nøgne?«

Fysikprofessoren er kommet tilbage til hus og job i Sarajevo. Og til træerne, der dufter om foråret.
For Kasim er der lang vej endnu – hvor ydmyg hans drøm end er:
»Jeg har en kolonihave i Danmark, hvor jeg kan dyrke jorden, næsten som her i Bosnien. Alligevel er det ikke det samme. I Danmark er det ikke min jord, og at plante et træ er ikke det samme. Jeg ved ikke, om du kan forstå det, men jeg vil så gerne plante et træ i min bosniske jord.«
For mange andre i bussen er situationen den samme, for nogle få er der lys forude. Alle kan de give Dansk Flygtningehjælp ret i den formulering, de bruger på deres hjemmeside: »At vende hjem er ikke klaret med en enkeltbillet ud af Danmark.«
Heller ikke med en returrejse i bus.

Hjem til hvad?
Kasim Redic er 71 år og pensionist. Han er gift med Hava og har fem børn og otte børnebørn. Indtil 1992 levede han et roligt liv i en landsby i det nordvestlige Bosnien. Så brød krigen ud, og efter to år med chikane og trusler blev huset plyndret. Familien flygtede via Kroatien til Danmark. Kasim og hans kone bor nu i Horsens, men de vil gerne hjem til Bosnien. Derfor deltog Kasim sammen med 44 andre bosniere på en bustur til Bosnien arrangeret af Dansk Flygtningehjælp og Horsens Kommune. Information var med på turen.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her