Læsetid: 3 min.

Præsidentindens gamle klæder

The Metropolitan Museum of Art i New York udstiller Jacqueline Kennedys designede rober som udtryk for vellykket tøjdiplomatik
17. maj 2001

Musealt
Da præsident Kennedy i 1962 kom hjem til USA efter et ovenud vellykket Frankrigsvisit, betegnede han sig som ’manden, der ledsagede Jacqueline Kennedy til Paris’. I modebyen var det hans frankofile og stilfulde hustru, der stjal billedet, bl.a. ved hjælp af en række nøje designede kjoler fra nogle af tidens kendteste modeskabere.
De kjoler udstiller The Museum of Modern Art i New York nu sammen med en række andre fra Jackies garderobeskab i løbet af tiden som præsidentfrue. Omkring 80 originale outfits har fundet plads sammen med en række dokumenter, magasiner, tv-klip og andet, som omhandler deres tilblivelse, brug og ikke mindst mediemodtagelse.
Udstillingen illustrerer, hvordan Jacqueline Kennedys tøjvalg var en vigtig brik
i Kennedy-administrationen, hvad enten det gjaldt om at finde tilpas klædeligt, men konservativt udseende kampagnetøj til at stjæle rampelyset fra modkandidatens kone Pat Nixon (vel at mærke uden at stjæle billedet fra den kære John F. selv) eller om efter valgsejren at finde passende klæder til besøg hos paven, rideture i parken eller eftermiddagsbådture i Indien.

Designet diplomatik
Vogue-redaktøren Hamish Bowles står bag den storstilede udstilling ’Jacqueline Kennedy: The White House Years’, som giver et tankevækkende billede af udseendets stigende politiske betydning i den gryende farve-tv-tid.
Kjolerne er egentlig overraskende simple og ens i snit og udformning. Jacqueline Kennedy gik kræsent efter det klassiske og fandt det tilpas underspillede udtryk i designeren Oleg Cassinis både elegante og moderne kreationer. Mange var inspireret af tidens franske designere, men genskabt i egen regi, så der var et amerikansk touch.
Det er interessant at få indblik i de mange overvejelser bag hver kreation, både i forhold til dens umiddelbare appel og dens forankring i forskellige landes historie eller traditioner. Jacqueline Kennedy arbejdede hårdt for at finde den perfekte kjole til hver lejlighed, og hendes ikoniske stil har holdt sig med årene. Hun forstod betydningen af at tage sig godt ud i medierne og af at have et attraktivt image. Stil var et vigtigt politisk våben, og man kan roligt sige, at Jackie og hendes smukke rober vandt slaget med både de nationale og internationale medier.

Substans over stil?
Bowles har arbejdet hårdt for at gøre udstillingen til et stykke afslørende kultur-
historie og de amerikanske medier har belønnet hans tøj-arkæologi med flotte anmeldelser. The New York Times’ Herbert Muschamp hyldede udstillingen som ’et første klasses show om politisk kunst’, måske det bedste i sin genre siden Metropolitan havde en udstilling om Harlem i 1968. Han synes, at showet repræsenterer ’substans over stil’, og at det er den stærkeste udstilling om mediernes rolle i forandringen af moderne amerikansk liv, han nogensinde har set.
Det er store ord om en udstilling med, ja, primært 80 kjoler, og jeg må indrømme, at jeg ikke fik samme omvæltende oplevelse ud af hverken kjolerne eller klenodierne. Historisk er det værd at bide mærke i Jackies forståelse af billeders betydning og hendes håndfaste mediehåndtering, men den kontekst gør ikke den konkrete udstilling specielt mere spændende, hvis man ikke i forvejen er til klassisk tøjdesign.
Til gengæld var det sjovt at iagttage de utallige besøgende på den hektiske åbningsdag. Mange fik tilfredsstillet nogle prinsessedrømme ved at komme helt tæt på ikonets klæder, og for en gangs skyld holdt folk sig ikke tilbage med at give deres uforbeholdne mening om de forskellige ’værker’.

Sommerens blockbuster
Der er ingen tvivl om, at sommerens blockbuster er hjemme for The Metropolitan Museum. Kennedy-kjolerne trækker tilsyneladende mere end særudstillingerne med Vermeer og William Blake, og spørgsmålet er, om flere af byens museer får øjnene op for det nye tøjtrend.
Guggenheim Museet havde i efteråret en velbesøgt udstilling med Armani-kreationer. Den var omdiskuteret pga. den åbenlyse forbindelse med et eksisterende modehus, og The Metropolitan valgte ifølge New York Times sidste forår at aflyse en udstilling om Chanel, fordi museets medarbejdere var bekymrede over Karl Lagerfelds involvering i projektet.
Kennedy-kjolerne var imidlertid historiske nok til at kunne gå an, og L’Oréal og Condé Nast (som ejer Vogue) ville gerne sponsorere. Så Metropolitan fik sin modeudstilling – og endda en substantiel blåstempling fra The New York Times. Det kunne nok godt danne mode ... så måske indtager Prinsesse Diana eller Madonnas identitetsskabende tøjvalg snart andre af storbyens museumssale. Ballet er åbnet.

*Jacqueline Kennedy: The White House Years – Selections from the John F. Kennedy Library and Museum kan ses på The Metropolitan Museum i New York indtil d. 29. juli.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her