Læsetid: 4 min.

Producer som auteur

I forbindelse med det seneste udspil fra producer-geniet Missy Elliott kigger vi lidt på producerens rolle i moderne populærmusik
23. maj 2001

Ny cd
Inden for populærmusikken spiller produceren en enorm rolle, om end det som regel foregår i kulissen. Det er sjældent vedkommendes navn bliver kendt uden for en snæver kreds, selvom det ofte er hans eller hendes fortjeneste, at en given kunstner finder og formår at definere sin ’lyd’. Størst berømmelse er tilfaldet George Martin, lyddesigner for alle tiders mest elskede orkester: The Beatles. Men allerede før the fab four’s verdensgennembrud satte amerikaneren Phil Spector en ny standard for hvordan pop kunne og skulle lyde med sin såkaldte Wall Of Sound-teknik, hvor kunstnerne var marionetter i skabelsen af Spectors unikke soniske vision – hvilket gjorde ham til den første producer-som-auteur.
Men selvom den gode producer sætter sit umiskendelige præg på de plader han lydbearbejder, er jobbets nobleste funktion at få det bedste frem i artisten – især nu, hvor de elektroniske muligheder i studiet næsten er uendelige. For at illustrere pointen, lad os forestille os Stones anno 1968-73 uden Jimmy Millers venlige, men bestemte hånd, reggae uden Clement ’Coxsone’ Dodd og Lee ’Scratch’ Perry, Queen (og Gasolin!) uden Roy Thomas Baker, Joy Division uden Mark Hannett, Frankie Goes To Hollywood uden Trevor Horn, Public Enemy uden The Bomb Squad, Primal Scream’s Screamadelica uden Andy Weatherall ... ja, fortsæt selv listen: Det er f.eks. ikke et tilfælde, at de to bedste Bob Dylan-plader i mands minde – Oh Mercy fra 1989 og Time Out Of Mind fra 1997 – begge er produceret af Daniel Lanois, der ud over at få det absolut bedste frem i Gamle Gnavpot også sætter sit eget øjeblikkeligt identificerbare præg på produktet – uden at overskygge solisten.

Holdbare grundspor
Men der findes næppe en genre, hvor producerens rolle er så altafgørende som indenfor sort musik. Checker man credits på de sidste fem-seks års hiphop- og R&B-udgivelser, er der en håndfuld navne, man støder på igen og igen: Jermaine Dupri, RZA, Antonio »LA« Reid, Rodney Jenkins, Kevin ’She’kspere’
Briggs og et par stykker til. Disse koryfæer indforskrives mod klækkelig hyre for at tilførende pågældende plade de fornødne hits – aldrig hele albums, dertil er de for dyre! – thi sort musik er målrettet mod radio- og tv-eksponering ud fra devicen: Ingen airplay, intet pladesalg. Tilfælles har disse navne evnen til at producere (og skrive!) hits ved at give det velkendte en markant drejning og i processen sætte deres signatur på det værket.
Men de to navne man heftigst har scannet credits efter de sidste par år, er Missy ’Misdemeanor’ Elliott og hendes makker, Tim ’Timbaland’ Mosley – hvad enten de står opført sammen eller hver for sig, er de garanter for at grundsporet holder herfra og til evigheden, uanset solistens indsats. Og der har været efterspørgsel efter den gode Elliott: Hendes navn findes på plader med et veritabelt who’s who på hiphop/R&B-scenen p.t.: Eminem, Destiny’s Child, 702, Outkast, Busta Rhymes, Ginuwine, Janet Jackson, Whitney Houston – som Missy Elliott rask væk kalder ’my niggah’, but she’s still Mrs. Houston to you, boy-o! – Aaliyah, den i DK så sørgeligt underkendte Mariah Carey samt sågar kryddersilden Mel B. I processen har hun tilført hiphop-scenen lidt tiltrængt humor, givet R&B’en en hiphop-fornemmelse og i processen ændret lyden af moderne sort musik.

Furiøst moderne
Men Missy Elliott er selv pladekunstner i en sådan grad, at hun radikaliserede sort musik med sin debut fra 1997: Supa Dupa Fly, hvis uangribelige og stilskabende hybrid af R&B og hiphop skabte en form, der overflødiggjorde kategoriseringer. Lyden var furiøst moderne, bygget op omkring Timbalands knivskarpe stacccato beats, som lagde grunden for den futuristiske funk, der dominerer dagens hitlister og i processen gjorde kort proces med den indsmigrende og sample-drevne lyd, Sean ’Puffy’
Combs havde lanceret et par år tidligere. Desuden fremstod hun i sine cutting edge-videoer langt fra tidens abnormale bikiniklædte bimbo-norm ved at være lille og kraftigt bygget, hvilket kun fremhævedes af det oppustelige gummi-jumpsuit hun bar i gennembrudsvideoen The Rain. Og hendes tekstunivers var – og er – en forrykt blanding af sort humor, kvindelig selvsikkerhed, hjemmefabrikerede visdomsord og skæv surrealisme.
På sit tredje udspil – Miss E. So Addictive – er denne geniale auteur tilbage i fuldt flor, fuld af en uimodsigelig – og uimodståelig! – legesyge, helt på højde med de mange kopister, der er dukket op i hende og Timbalands kølvand: Baglæns afspillede sitarer, hawaii-guitarer, sære kliklyde, boblende tablaer, forvredne kotoer, bizarre samples. I de bedste tilfælde lyder det på én gang minimalistisk og komplekst, alarmerende futuristisk og umiddelbart tilgængeligt. Mens teksterne denne gang især kredser om god sex, danse-hele-natten og kærlighed uden økonomiske komplikationer.
For én, hvis tidligste barndomsminde var synet af hendes far som iført militærstøvler sparkede hendes mor i ansigtet, har Missy Elliott ’come a long way, baby’, som de sagde i cigaretreklamerne engang. Hun er en positiv og konstruktiv stemme på en scene, hvor uansvarlighed glorificeres, hun er særdeles bevidst om sin position som rollemodel for unge piger og kvinder, hvilket medfører, at hun ikke glorificerer stoffer, vold, porno eller sågar cigaretrygning og så – nå ja – er hun den største kvindelige producer verden endnu har set.

*Missy Elliott: Miss E. So Addictive (The Gold Mind/Elektra/Warner)

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu