’Rør ikke ved vores Silvio’

Det officielle Italien rykker tættere sammen i forsvar for Silvio Berlusconi, der er blevet hårdt angrebet i en række af den internationale presses sværvægtere. Torsdag var det en bredside fra franske Le Nouvel Observateur, der fik Italiens statsoverhovede, Carlo Azeglio Ciampi, til at rykke Berlusconi til undsætning. Tydeligt irriteret forsikrede republikkens præsident, at »uanset hvem, der vinder det italienske valg, har Europa intet at frygte«.
Og at det nu er Italiens omdømme i verden, der står på spil, blev tydeligt i går med en erklæring fra Fiat-imperiets hovedaktionær, Gianni Agnelli, om at den internationale presses angreb på Berlusconi bekom ham dårligt.
»Vi er ikke nogen bananrepublik,« sagde Agnelli, der også er senator på livstid.
Mellem ham og Berlusconi har der aldrig været et godt forhold, og det er kendt, at Fiat-magnaten politisk er lige til venstre for centrum.
»Når nu også Agnelli siger dette, så betyder det, at det er sandt, for han har i almindelighed aldrig været særligt imødekommende over for Berlusconi og centrum-højrefløjen,« sagde Berlusconis tætte allierede Gianfranco Fini fra det post-fascistiske Alleanza Nazionale, og han lancerede den teori, at hetzen, som han kalder det, skyldes at de store europæiske lande hellere ser et svækket Italien end det dynamiske, økonomiske kraftcenter, som Berlusconi og hans allierede lover, at forvandle landet til.
Berlusconi er i hjemlandet også styrket ved at det italienske udenrigsministerium blankt har afvist at ophæve den parlamentariske immunitet, Berlusconi besidder i kraft af sit sæde i Europa-Parlamentet, og lade ham blive retsforfulgt i Spanien for skattesvig, regnskabsfalsk og omgåelse af anti-trustloven
Det var det konservative spanske dagblad El Mundo, der i tirsdags leverede det hidtil hårdeste slag mod Berlusconis troværdighed ved at bringe nye oplysninger i en sag, som ikke er gammel - som dem, den øvrige europæiske presse har bragt i erindring – men har et anklageskrift ventende i den spanske hovedstad. I korthed lyder det, at Berlusconi skal have omgået den spanske anti-trustlov ved at lade offshore-selskaber eje aktier i den spanske tv-kanal Telecinco ud over de 25 procent, han selv officielt besad, og som er hvad loven tillader; og gennem de samme selskaber med adresse i forskellige af verdens skattely, skal han have drejet tv-stationens indtægter uden om både det italienske og spanske skattevæsen, samt tømt tv-selskabet for værdier, inden han lod det gå konkurs.
For Berlusconi er El Mundos artikler ekstra generende, fordi avisen er en stærk støtte for den spanske ministerpræsident Aznar, som Berlusconi regner for både personlig ven og politisk forbillede, men efter El Mundos og Garzóns afsløringer er kærligheden nu ikke mere gengældt, lyder det fra avisens chefredaktør – om hvem Berlusconi opfriskede den historie, at han var blevet smugfotograferet under samværet med en sort prostitueret. (Citeret af dagbladet La Repubblica i går.) Illustrativt for debatniveauet i den italienske valgkamp.
Berlusconis eget dagblad Il Giornale – der har broderen Paolo som stråmand, fordi man i Italien ikke både må eje tv-stationer og dagblade - har en anden forklaring på udlandets hetz mod chefen: Både The Economist og El Mundo har samme ejer, det britiske selskab Pearson, og angrebene er simpelthen dikteret af en international medielobbys interesse i at tvinge prisen på Berlusconis tv-selskaber ned, inden han bliver nødt til at sælge dem.
For så presset er Berlusconi, at han er nødt til at løse interessekonflikten, inden han bliver valgt eller kort efter.
»Inden valget offentliggør jeg, om jeg vil sælge,« forlød det fra Berlusconi i gårsdagens aviser.
Rupert Murdoch har længe lignet en køber, men han har i går meddelt, at han ikke er interesseret.