Læsetid: 3 min.

Rygter fra randområder

Unge mandlige sangskrivere med noget på hjerte bevæger sig diskret rundt i musikindustriens kulisser og leverer mental historieskrivning for millennium-generationen
7. maj 2001

Nye cd’er
De bliver ved med at skrive sange, gør de: Selvom singer-songwriteren med jævne mellemrum erklæres for enten død eller overflødig eller passé eller rent ud anakronistisk, bliver de som ukrudt ved med at skyde op.
Og tak skaberen for det … set fra denne skribents position spiller de en vigtig rolle på tidens scene, eftersom det ligger i sagens natur at de til en vis grad er vor tids mentale historieskrivere. Thi hos de syngende sangskrivere er der i de lykkeligste tilfælde en passende balance mellem det melodiske, det klanglige og det tekstlige. Kikser en af de størrelser, kommer man til gengæld nemt til at stå med de der dårligt sungne dagbøger på et rystende rudimentært melodisk grundlag – gerne uopfindsomt produceret og arrangeret, fordi man er pissestolt af at komme fra et land uden høje bjerge – som vi desværre kun kender alt for godt fra de danske varianter af slagsen – Michael Falch, Poul Krebs, Majbritte Ulrikkeholm og hvad de nu ellers hedder.
Ikke at man lige kan nynne de komplekse melodier på den fremragende, men herhjemme noget oversete amerikaner, Duncan Sheiks nyeste udspil, Phantom Moon. Sheik har to fortrinlige albums bag sig, den smukke og trodsige debut Duncan Sheik fra 1996 og det mere ambitiøse Humming fra ’98, hvor der kom vingefang over det rytmiske, og de luksuriøst arrangerede strygere besad en egen himmelstræbende skønhed.
Phantom Moon betegner noget af en detour for Sheik, idet de 14 sange alle er med tekster af skuespilforfatteren Steven Sater og i vid udstrækning indspillet med The London Session Orchestra og en lille rytmegruppe. Vi befinder os i et saligt eksperimenterende singer-songwriter-univers, hvor enhver med respekt for det alt for tidligt afdøde britiske halvfjerdserikon Nick Drakes få plader vil føle sig fuldstændig hjemme.
Teksterne er mindre konkrete end Sheiks egne, og det undrer ikke, når man læser, at de to traf hinanden på et buddhistisk seminar, thi der er er noget drømmende og uhåndgribeligt over ordene, som musikken komplementerer fuldstændig. At pladen er udsendt på Warners underselskab for ’seriøs’ kompositionsmusik, Nonesuch, siger lidt om intentionerne bag det stilfærdige mesterværk, som kan give mindelser om såvel Elvis Costellos samarbejde med The Brodsky Quartet som Mark Hollis’ skamfuldt oversete debut fra 1999. Kræs for den kræsne.

Ingen maskinangst
Rent sonisk hviler der noget firseragtigt over australske Alex Lloyds sublime Black The Sun, men på den fede måde: Det er uhåndgribeligt, hvad det præcis er – måske co-producer Ed Bullers påvirkning, måske en vis uskyld i forhold til det elektroniske – der giver den der firserambiens, men her fusioneres gedigne sange med alskens electronica, og trods Lloyds udbredte brug af akustisk guitar, er der overhovedet ingen maskinangst at spore på denne melodisk sikre og veludførte debut.
Sangene tager hele tiden overraskende drejninger, sære detaljer popper uventet op i lydbilledet, rytmebokse, synthesizere og samplere blandes ubesværet med akustiske klange, men det hele holdes sammen af den 25-årige Lloyds mørke, men ikke dystre udsyn. Han besidder en særdeles udtryksfuld stemme, som vel nærmest ligger et sted mellem Richard Ashcroft og David Gray, og som sangskriver går han gerne en omvej for at undgå de værste klicheer. Det er sjældent at høre folk, der er decideret lydligt visionære i singer-songwriter-genren, men Lloyd tager flere chancer end de fleste. Og tak for det.

Patos, gejst og rejsning
Den på en gang mest poppede og sørgmodige af disse tre lovende ungersvende er svenske Jay-Jay Johanson, som gladeligt mixer det hele – effektiv croon, stort orkester, drilsk electronica, industriel percussion, himmelstræbende melodier, kærlighedssmertende tekster – til en smertetynget, men også livgivende blanding, der meget passende hedder Poison. Det er Johansons tredje udgivelse og til dato mest vellykkede. Man får lyst til at tage ordet triphop i sin mund – hvis man forestiller sig noget i stil med Portishead i skærgårdsversion, er man på rette spor, men Johanson har i høj grad en egen tone, selvom der er ekkoer af såvel John Barrys filmmusik som af avantgardeklange at finde i mixet her.
Forcen ved Poison er, at Johanson ikke glemmer sangskrivningen midt i alle de lydlige eksperimenter – han er i stand til at skrive såvel mindeværdige melodier som tekster, der når ud over poppens patologiske pludderstadie. Her er patos, gejst og rejsning på drengen, trods den håndgribelige skrøbelighed i sangforedraget, og man bliver en smule skæv af at eksponeres for dette tusmørketintede univers … skæv, jo vist, men også lindret, stimuleret og berørt. Mit hjerte, hvad vil du mer’?

*Duncan Sheik: Phantom Moon (Nonesuch/Warner) www.duncansheik.com
*Alex Lloyd: Black The Sun (EMI) www.alexlloyd.com
n*ay-Jay Johnson: Poison (Ricochet/BMG) www.multimania.com/jjjohan

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her