Ny film
Hollywood er ved at få smag for smådeprimerende date-film med et stærkt skæbnemotiv. Det kan være forhold med ulykkelig slutning som Richard Gere og Winona Ryders efterårsaffære i New York eller forhold med en ulykkelig start som Tilfældige Hjerter, hvor Harrison Ford og Kristin Scott Thomas finder sammen, efter deres ægtefæller er omkommet. Don Roos romantiske melodrama Bounce placerer sig i sidstnævnte kategori, tilsat en portion kosmisk skyld. En selvsikker reklamemand (Ben Affleck) giver ved filmens start en anden mand (Tony Goldwyn) sin flybillet. Flyet falder ned, og han martres af dårlig samvittighed, der driver hans hang til sprut ud i alkoholisme.
Overraskende sæbet
Som en del af et AA-program skal han opsøge folk, han har gjort fortræd og opsøger enken (Gwyneth Paltrow), og de begynder at gå ud sammen. Men han får aldrig fortalt det dér med billetten, og spørgsmålet er, hvornår han får gjort det, og hvordan hun vil reagere. I film afhængig af sådanne centrale sandhedsafsløringer er timingen essentiel. Manuskriptforfatteren Don Roos har bl.a. med Michelle Pfeiffer-filmen Love Fields tidligere vist, at han kan skrue en god historie med store temaer som racisme og klasseforskelle sammen.
Men Bounce er overraskende soapet i forhold til hans tidligere film og føles tit for manipulerende. Man ser for få konfrontationer og for mange konsekvenser. Man ser aldrig Paltrow få sandheden at vide, og der går for lang tid, før det sker. Affleck rømmer sig flere gange nervøst, men der sker aldrig noget, og til sidst er man ved at blive desperat. Især fordi man i forvejen har svært ved at købe hans karakters store rejse fra egocentrisk karrieremand til sympatisk kæreste med børnetække.
Affleck har ikke det store register, og når sarkasmen skal holdes i ave, er hans vigtigste våben væk.
For Paltrows skyld
Paltrow viser til gengæld en ny side af sit talent med et underspillet intenst portræt af en kvinde med en tragisk aura. Hun fanger hele tiden Afflecks vittigheder vidunderligt sent, og man får lyst til at holde af hende trods hendes manglende tro på sig selv. Måske er det fordi, de to
skuespillere har dannet par i virkeligheden, at der faktisk opstår en smule kemi på lærredet.
Bounce har hjertet på rette sted, men er et frustrerende bekendtskab. Roos har flere velskrevne scener undervejs, og dialogen er længder bedre end i de fleste Hollywoodfilm. Hans instruktion er ret tilbageholdende, formodentlig fordi han tror for meget på sit eget materiale. Er man til sentimental romantik, kan man prøve Bounce for Paltrows skyld, men er man ikke til schmaltz, bliver den for sød og sæbet.
*Bounce. Amerikansk. Manuskript og instruktion: Don Roos. (Palads)
