Læsetid: 3 min.

Skønhed i modbydeligheden

KZ-overlevere og selvmordskandidaters møde med isenkræmmeren fra Tønder
25. maj 2001

(2. sektion)

Radio
I Hanne Risgaards mandag-morgen-samtale på P1 var der – som for det meste i hendes udsendelser – til slut en overraskende sekvens, der fik i hvert fald denne lytter til at sidde med noget der lignede en klump i halsen.
Denne mandag morgen handlede det om en noget usædvanlig pensionist på 83 år med en oplagthedskurve ganske nær det optimale. Herværende klummeskriver har faktisk adskillige gange, og i embeds medfør, mødt og talt med samme treogfirsårige, men det er så langt tilbage som i 1958, da den dengang fyrreårige var en nyudnævnt udviklingschef ved navn Mogens Dyre hos Danfoss på Als. Udviklingsafdelingen var en fabrik i fabrikken med et brainstormende opfinderteam, hvis værksted kunne ligne Danmarks største fysiklokale. Mogens Dyre forsøgte ved flere lejligheder at banke ind i undertegnedes hoved, hvad der egentlig foregår i en termostat. Han havde, og har stadig den dag i dag, ry for at være en fortrinlig pædagog. Men i dette tilfælde slog hverken hans eller mine evner til.
I samtalen med Hanne Risgaard hørte vi om Dyres karriere fra studentereksamen i 1936 over en militær karriere, der indbefattede en uddannelse som våbeningeniør, og frem til stillingen på Danfoss. Og vi hørte om hans mange aktuelle aktiviteter, blandt andre hjemmefremstillingen af forskellige mekaniske dippedutter, der måske nok kan købes i færdigfabrikerede udgaver, men som en mand med Dyres fortid ikke kan have tillid til. Alt sammen meget godt.

Væk med depressionen
Men så slap der noget ud, som jeg ikke hørte om i 1958, men som jeg på en måde har mødt hos andre, der har delt skæbne med Dyre. Først 45 til 50 år efter begivenhederne fandt sted begynder de, der oplevede dem, at tale om dem. Som medlem af en modstandsgruppe på Als var Dyre blevet arresteret i oktober 1944 og havnede i Neuengamme. Oplevelserne her har simpelthen været så bestialske, at de med ufattelig kraft blev fortrængt på vejen hjem i de hvide busser. Som man kan brænde efter at fortælle om en smuk oplevelse, kan man brænde inde med en, der simpelthen var for rædselsfuld.
Det får mig til at tænke på alle dem, der ikke fik levet længe nok til at frigøre sig fra de tungebindende traumer, og som derfor heller aldrig fik rædslerne ud af kroppen.
Midt i fortællingen om al modbydeligheden dukker så pludselig en beretning frem af stor skønhed. Ingen kunne bebrejde fangerne, at depressioner over deres situation af og til kunne tage overhånd og bringe dem på randen af selvmord. Dyre fortalte om en isenkræmmer, Helge Petersen, fra Tønder, der kom til at spille en afgørende rolle for adskillige af disse selvmordskandidater. Når han fornemmede hvor det bar hen for en kammerat, sørgede han for at komme op på siden af ham, der hvor de nu befandt sig på tvangsarbejde. Så begyndte han at udspørge kammeraten om hans hjem, hvilken by det nu var, han boede i:
»Er det i nummer 27 eller 28 i Nørregade du bor? 27, javel, hvilken sal? Hænger der et spejl i entreen? Vender vinduerne i stuen mod syd eller mod vest? Vil du have blødkogt æg eller spejleæg med bacon den første morgen, når vi nu snart kommer hjem?»
Og lige så stille fik han vendt den deprimerede medfanges selvmorderiske tanker til ny appetit på livet. Ved denne list lykkedes det ham at redde mindst en seks syv stykker, fortalte Dyre. Ja, hvad kan ikke en isenkræmmer fra Tønder udrette, når bare lejligheden byder sig?

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her