Læsetid: 2 min.

Med skridtbind og krykstok

Preben Harris og Co. i mellemfornøjelig, latrinærhumoristisk og smårevsende revy om at stå med det ene ben i graven
22. maj 2001

Revy
Det er noget rigtig skidt at blive gammel i et hastigt og moderne samfund som vores, der halser efter evig ungdom med antirynkecremer, siliconerede babser og baller af stål. Der er ikke plads til god gammeldags alderdomssvækkelse i et samfund, hvor hukommelse regnes i giga-byte, og minder er noget man har lov at ha’, hvis de ellers er dokumenteret med digitalt kamera og kan zippes og mailes til fortravlede slægtninge rundt om i verden.
Og det er netop denne holdning, som det aldrende team bag rollator-revyen Skrotbunken på Folketeatret tager kampen op med: »Vi skal komme efter dig!«, råber de fem skuespillere, Preben Harris, Bende Harris, Grethe Mogensen, Flemming Sørensen og Gitte Siem i kor som en slet skjult trussel mod de yngre ignoranter, der måtte være mødt op i salen.
At det er en generation, der nok skal forstå at sætte sig igennem, lader Grete Mogensen ingen tvivle på, når hun giver den gas som en pragtfuld senilitets-syrlig gammel harpe, der hverken er tilfreds, når hun får besøg eller bliver ladt i fred.
Heller ikke Preben Harris tager det uomgængelige for givet, når han med mobiltelefonen i den ene hånd og aftalekalenderen i den anden forsøger at indgå realitetsforhandlinger med manden med leen med det formål at få et par år mere blandt de levende.
Og Bende og Preben Harris lader søvnbesvær og snorken være, hvad det være vil og tager sig en mimrende ’prostata-cha-cha-cha’.
Skuespillet er gedigent, men heller ikke mere. Og kun enkelte gange får især Gitte Siem og Preben Harris (trods sprutten og hakken i replikkerne) hævet forestillingen over revy-genrens traditionelle umba-umba-rytme.

Navlepillende brokrøve
Forestillingens tekster er skrevet af nogle af generationens ypperste smædeskrivere: Benny Andersen, Niels Brunse, Jesper Jensen, Peter Poulsen og Klaus Rifbjerg.
Men bortset fra enkelte glødende perler – som den aldrende lakoniske omskrivning af Benny Andersens vise-klassiker om Nina: »Nina er gået i bad, og jeg er da ligeglad. For om lidt er kisten klar« – så synes teksterne overraskende flade. Det handler om Viagra, tissetrang, glemsomhed og døvhed. Latrinærhumoren og det mellemfornøjelige er fællesnævneren. Og disse temaer taget i betragtning er det ikke så underligt, at alderdommen kan virke skræmmende, nærmest frygtindgydende på mange.
Og skal man være lidt ungdommelig hvas i mælet, så tegner forestillingen et tydeligt billede af en generation af selvbevidste og krævende egoist-pensionister.
Det er en hord af navlepillende brokrøve, der vil »blæse på sønner og døtre«, og som ikke vil ende som deres forældre; ensomme og spundet ind i selvfornægtende beskedenhed på en afkrog på et af de plejehjem, som den nu pensionsmodne generation selv har sørget for flittigt at reducere med den politiske beskærersaks.
Forestillingen levner ingen tvivl om, at de spirende pensionister i hvert fald ikke ønsker en alderdom som den, de selv har budt deres forældre!

*Skrotbunken. Revy af Benny Andersen, Niels Brunse, Jesper Jensen, Peter Poulsen og Klaus Rifbjerg. Instr. Palle Kjærulff-Schmidt. Musik: Fini Højstrup. Folketeatret. Til 2. jun.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her