Læsetid: 5 min.

Slaget om russisk film

Privatisering skal sætte gang i Ruslands hårdt trængte filmindustri, men reaktionerne er ikke udelt begejstrede
25. maj 2001

(2. sektion)

Film
MOSKVA – Ruslands regering vil privatisere landets 40 statslige filmstudier og investere i en modernisering af de ofte faldefærdige biografer. Men på Ruslands største filmstudie, Mosfilm, advarer man om, at de hovedkuldse ændringer truer filmbranchens fremtid.
Regeringens tiltag skal ses på baggrund af en langvarig kunstnerisk og kommerciel krise for russisk film. I Sovjet-årene var film, sammen med vodka, en af landets største eksportartikler, men siden er det gået ned ad bakke.
Rusland havde ganske vist en film i hovedkonkurrencen på den nys overståede Cannes-festival, med Aleksander Sokurovs Taurus, men ellers har der ikke været megen international succes i de senere år. Den seneste russiske produktion, der for alvor tiltrak sig bred opmærksomhed, var Nikita Mikhalkovs Oscarvinder, det anti-stalinistiske drama Brændt af solen fra 1993.
På hjemmefronten er russiske film ligeledes under stigende pres. Antallet af produktioner er faldet brat siden Sovjet-tiden, fra 120 til 150 film pr. år til mellem 30 og 50 på årsbasis. Der er blevet langt mellem tilskuerne til de nye russiske film. På landsplan sælger russiske produktioner kun syv procent af alle billetter, og i Moskva er andelen nede på blot tre procent.
Den russiske regering håber dens nye initiativ kan sætte liv i filmindustrien ved en indsats på to fronter. Dels skal de statsejede filmstudier omdannes til aktieselskaber med henblik på privatisering og frasalg til private investorer. Dels skal en ny statslig organisation under navnet Russisk Distribution formidle et større fremstød for russisk film gennem renovering af biografer og mere effektiv promovering og udlejning af filmene.

Slaget om Mosfilm
Den første, og mest kontroversielle, del af planen vedrører privatiseringen af filmstudierne. Ud af de 40 studier er de 37 mindre, regionale studier, der for størstepartens vedkommende ikke har produceret spillefilm i årevis. Af de tre store russiske studier har Lenfilm i Sankt Petersborg og Gorkij Studierne i Moskva givet udtryk for, at de ser positivt på regeringens plan, der i sidste måned blev udmøntet i et direktiv fra præsident Vladimir Putin.
Interessen samler sig nu om det største af studierne, det legendariske Mosfilm, hvor ledelsen protesterer højlydt mod regeringens planer, som, man mener, truer russisk films fremtid.
»Mosfilm er et førsteklasses europæisk studie i rimelig god stand,« siger Karen Shakhnazarov, filminstruktør og direktør for Mosfilm. »Hvis der sker noget med Mosfilm, vil russisk film ophøre med at eksistere.«
De enorme filmstudier dækker et område på henved fire hektar i det sydlige Moskva med talrige pavilloner og store samlinger af dekorationer, materiel og arkiver. Mosfilm har, for eksempel, 200 panserkøretøjer og 7.000 skydevåben opmagasineret til brug som rekvisitter i krigsfilm.
Mosfilms ledelse frygter, at investorer vil søge at overtage studiet for at frasælge dets attraktive landområder, eller bygge hoteller og golfbaner på territoriet. Bekymringen er ikke nødvendigvis grundløs.
»På den anden side af gaden var der et godt filmlaboratorium, en hård konkurrent for vores laboratorium. Det blev privatiseret, og nu ligger der et kasino,« siger Shakhnazarov.

Dårlig distribution
Kritikere af Mosfilm-ledelsen hævder dog, at modstanden mod privatiseringen skyldes, at direktørerne selv forlængst har ’privatiseret’ organisationen, og ikke ønsker, at investorer udefra skal afdække forholdene. Regeringen påpeger, at det nye direktiv ikke åbner mulighed for at omdanne studierne til hoteldrift, eller lignende, og at Mosfilms unikke samling af film – fra Eisenstein til
nutiden – forbliver i statseje.
Den anden halvdel af regeringens plan, der søger at rette op på distribution og fremvisning af russisk film har fået en mere udelt positiv modtagelse. Film-distributionen halter voldsomt, og de fleste russiske biografer er i særdeles dårlig stand. Ud af Ruslands 1560 biografer lever kun 80 op til vestlige standarder med for eksempel Dolby-systemer, vurderer det russiske kulturministerium. Den situation skal dannelsen af Russisk Distribution rette op på, blandt andet ved at renovere 150 biografer for et beløb på omkring 500 millioner kroner.
Erfaringer fra Moskva viser, at en forbedring af biografoplevelsen kan tiltrække store tilskuergrupper, som er parat til at betale vestlige priser for billetten.
Ifølge Daniil Dondurej, redaktør af tidsskriftet Filmkunst, står et par moderniserede biografer i Moskvas centrum for 30 procent af alle indtægter fra biografdrift i hele Rusland.
Regeringen har sat sig særdeles ambitiøse mål for sin indsats på området: At firedoble russiske films andel af billetsalget til 30 procent. Men for at nå sådanne højder skal der tiltrækkes store midler både til produktion og distribution. Dondurej påpeger, at tv må bidrage mere gennem, for eksempel, co-produktioner.
»De nationale tv-kanaler kan takke de film russerne ser for en tredjedel af deres indtjening,« vurderer han. »Det er på tide at forstå, at tv også må deltage i finansieringen af filmindustrien.«

Lille gennemslagskraft
Til syvende og sidste er det dog instruktørernes gennemslagskraft, der skal puste nyt liv i russisk film. Rusland har en række kunstnerisk
ambitiøse instruktører, der imidlertid har haft svært ved at finde vejen til et større publikum. Den eksklusive og pressesky Aleksander Sokurov, der foretrækker at holde sig i hjembyen Sankt Petersborg langt væk fra intrigerne i det filmpolitiske miljø i Moskva, har ikke nogen prætentioner i retning af at blive en kassesucces.
Halvfemsernes anden store russiske profil, Nikita Mikhalkov, er Sokurovs absolutte modsætning: Konstant i mediernes søgelys og altid parat med en eksplicit politisk stillingtagen. Mikhalkovs politiske aktivisme – der blandt andet har udmøntet sig i kraftig støtte til Putin – synes dog ikke at have haft en gavnlig effekt på hans produktion. Mikhalkovs timelange kostumedrama Barberen i Sibirien fra 1999 – med et efter russiske forhold gigantisk budget på knap 300 millioner kroner – blev sablet ned af kritikken og tiltrak heller ikke det store publikum.
Yngre instruktører har i de senere år skabt flere kunstnerisk vellykkede film – for eksempel Sergej Bodrovs Tjetjeniens-drama Bjergenes fange fra 1996, og adskillige produktioner af den talentfulde Valerij Todorovskij, blandt andet periode-dramaet Katja Ismajlova. I den yngre generation formåede Aleksej Balabanovs mafiathriller Broderen fra 1997 at blive et hit både hos publikum og en stor del af kritikerne.
Nu håber både branchen og regeringen, at reformerne i filmindustrien vil skaffe det råderum og de penge, der kan få talenterne ud over rampen og ind i landets mere end 1.500 biografsale.

*Nikita Mikhalkovs ’Barberen i Sibirien’ er lige udsendt på dansk video

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu