Læsetid: 6 min.

’Jeg vil ikke smide nogen på gaden’

Smail Malkics plan om at vende hjem til sin bolig i Bosnien bremses af modvillige myndigheder, kroatisk lovgivning og en stædig serbisk familie.
8. maj 2001

BANJA LUKA – Smail Malkic er glad. Han er tilbage i sin hjemby, Banja Luka, og sidder i solen på en café og drikker hvidvin blandet op med mineralvand. Imens fortæller han Information om sine fremtidsplaner. De er meget enkle, men alligevel temmelig usikre. Smail har nemlig ikke selv ret stor indflydelse på, om de kan føres ud i livet.
Planerne går ud på, at han gerne vil flytte fra Horsens, hvor han har boet siden 1995, tilbage til Banja Luka, hvor han boede, indtil han måtte flygte fra krigen i Bosnien.
Derfor tog han med på en bustur til Bosnien arrangeret af Horsens Kommune og Dansk Flygtningehjælp. De 45 deltagere på turen har alle seriøse planer om at vende hjem, men vil gerne sondere terrænet i deres hjembyer, inden de beslutter sig. Det er en god idé. De har ganske vist alle indgivet ansøgning om at få deres boliger tilbage, og Smail har lige som mange andre fået et certifikat på, at boligen retmæssigt er hans.
Men én ting er rettigheder på et stykke papir, noget andet er virkeligheden i Banja Luka. Byen ligger nu i Repu-blika Srpska, den serbiskkontrollerede del af Bosnien, hvor myndighederne generelt er mere end uvillige til at hjælpe bosniakkerne (de muslimske bosniere) hjem til deres boliger.

Serbere i lejligheden
Ganske vist kan Smail, som er 66 år, få den såkaldte reintegrationsbistand med sig fra Danmark – en månedlig ydelse på ca. 1.500 kroner de næste fem år. Noget tyder på, at den nationalistiske vision om etnisk renhed lever endnu og vejer tungere end den slags danske småpenge. Myndighederne gør intet for at få den serbiske familie, der bor i Smails lejlghed, til at flytte.
Familien blev under krigen tvunget på flugt fra Krajina-provinsen i Kroatien og endte i Banja Luka, hvor de fordrev Smail fra hans lejlighed. De bor der endnu, seks år efter.
»Jeg var henne og hilse på dem forleden dag, og de tog sådan set godt nok imod mig. Men der var ikke tale om, at de vil flytte frivilligt, og jeg vil ikke smide nogen på gaden. Det må være en opgave for det internationale samfunds repræsentanter,« siger Smail og smiler sit stille, blide smil.
Han sætter sin lid til Dayton-aftalen, selv om den indtil videre kun har sikret 14-15 procent af de flygtninge, der har en bolig i Republika Srp-ska og ønsker at vende hjem, mulighed for det. Resten er – lige som Smail – i en venteposition.
Smail tager en slurk af hvidvinen og læner sig tilbage. Eftermiddagssolen rammer ham på issen, der ellers på det meste af turen har været dækket af en forvasket bøllehat. Humøret er højere end en time tidligere.
Da sad Smail til møde på det mørke rådhus sammen med en række andre flygtninge fra Danmark og repræsentanter for Horsens Kommune og Dansk Flygtningehjælp. Der var mulighed for at stille spørgsmål til repræsentanter for borgmesteren og ’Kommis-sionen for Internt Fordrevne og Flygtninges tilbagevenden’. De sad for enden af det nussede plysbetrukne konferencebord, og flygtningene sad bænket på de to langsider og skævede nervøst til hinanden, mens de drak små slurke af kaffen.
Myndighedspersonernes vage forsikringer om, at »vi gør vores maksimale for at hjælpe alle så godt som muligt«, fik efterhånden vreden, bitterheden og stoltheden op i flygtningene. På skift rejste de sig op og stillede spørgsmål – enten til den generelle behandling af boligsagerne eller til deres egne konkrete sager.
Smail stillede gentagne gange det samme spørgsmål: »Hvorfor har kommunen kun åbent to timer om ugen på kontoret for tilbagelevering af boliger?«
Borgmesterens stedfortræder lovede, at kontoret »i fremtiden« vil være åbent hver dag fra kl. 9-11. Han præciserede dog ikke, hvornår ’fremtiden’ begynder, og han ville ikke give noget bud på, hvornår folk med certifikater på deres boliger får lov at flytte ind i dem.
Ordet tålmodighed gik igen i stedfortræderens lange enetaler. Han forklarede, at kommunens økonomi er dårlig, og at de 15.000 Krajina-serbere i byen udgør et indtil videre uløseligt problem.
Smail forstår godt, at bolig-puslespillet er kompliceret, og han tror mere end de fleste andre på busturen på, at tingene går i den rigtige retning.
»Stemningen i byen er meget bedre end i 1998, da jeg første gang forsøgte at vende hjem. Dengang var der ingen i kommunen, der overhovedet følte sig forpligtet til at kigge på min sag, og efter to måneder, hvor jeg havde boet hos nogle gamle serbiske venner, måtte jeg rejse hjem til Danmark,« siger han.

Slagt muslimerne
Han drømmer om, at Banja Luka igen bliver hans by – et sted, hvor både serbere og bosniakker kan leve. Han hader ikke serberne.
Han har stadig serbiske venner, »som kysser mig på kinden og omfavner mig, når vi mødes på gaden, selv nu, hvor vi ikke har set hinanden i flere år«, som han siger. Og det folkekøkken, han sammen med andre bosniere i Horsens har taget initiativ til at starte, er åbent for alle fattige i Banja Luka uanset etnisk baggrund.
Minderne om krigen og grafittien på husmurene, der opfordrer til at »slagte alle muslimer, der er tilbage«, får ham til at føle sig en smule utryg, og der er tidligere serbiske venner, han ikke har lyst til at møde på gaden. De minder ham om, at det ufattelige kunne ske: At venner forrådte venner, naboer skød på hinanden, lærere angav deres elever, og ægtefæller skiltes, fordi de tilhørte hver deres etniske gruppe. De samme minder vælder frem, når han passerer de tomme pladser, hvor byens 16 moskeer stod, indtil de i 1993 blev jævnet med jorden af serbiske nationalister.
Alligevel holder Smail ikke mindre af sin hjemby. Han viser stolt det hele frem, floden Vrbas og cafeerne langs den, borgen, der blev opført i 800-tallet af byens bosnisk kristne, de nyudsprungne bøge-træer og kvarteret, hvor hans lejlighed ligger. 200 meter fra hans tidligere hjem drejer vi dog og går i en anden retning. Den ene konfrontation med den serbiske familie var nok.
Det stærke ønske om at vende hjem går igen hos mange ældre flygtninge på busturen, men chancen for, at ønsket kan gå i opfyldelse, er ikke stor. Tiden er ikke på bosniakkernes side. Som en af deltagerne i mødet på rådhuset sagde:
»Kan I ikke fortælle mig, hvad udsigterne er? Jeg har brug for at vide det, for hvis jeg ikke vender hjem i år, gør jeg det aldrig. Jeg er gammel, og jeg vil gerne vide, om jeg kan komme hjem og dø i Bosnien.«
Det er sådan nogle ting, der diskuteres på vej hjem i bussen, mens højttalerne sender sentimentale bosniske sange ud, og passagerne nynner med – nogle med tårerne piblende frem i øjenkrogene, andre med et træt blik, der afslører, at de ikke har fået meget søvn på den 24 timer lange bustur. Smail ser forholdsvis frisk ud.
Han er mere afklaret end de fleste.
»For mig er det en selvfølge, at jeg vender hjem. Det har det været, lige siden jeg forlod Banja Luka. Spørgsmålet er blot hvornår,« siger han.

FAKTA
Hjemvendtes boligproblemer
*Før krigen udgjorde bosniakkerne 25 procent af indbyggerne i Banja Luka. Nu udgør de under fem procent. Mange af bosniakkernes boliger er nu beboet af serbere, der under krigen blev fordrevet fra den kroatiske Krajina-provins.
*Efter regeringsskiftet i Kroatien er det blevet muligt for Krajina-serberne at vende hjem. Tidl. beboere af lejeboliger har dog mistet retten til at få deres boliger retur. De har ret til kompensation, men den kroatiske regering har ikke afsat midler til det mg

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her