Læsetid: 4 min.

Disse smukke duer

Brevvekslingen mellem maleren Matisse og skribenten og tegneren André Rouveyre er udgivet for første gang af en dansk kunsthistoriker. Det er blevet en elegant og udsøgt publikation
3. maj 2001

Ny bog
Kunsthistorikeren Hanne Finsen kan indlede sit smukke arbejde med beretningen om, hvorledes hun som ung studerende fik adgang til den 81-årige maler, der udtalte, at de nok kunne samarbejde. Det var hans udtryk for ønsket om at lade frøken Finsen sidde model for et tegnet portræt. Den gode engel, der havde givet hende adgang til mesteren selv – og sådan noget glemmes aldrig – mente vist, at dermed måtte det være godt, for der blev ikke tid til at sidde for Matisse. Vi andre gik glip af et yndigt pigehoved i den kalligrafisk fuldkomne form, der uddrog essensen af det sete. Men mødet i 1951 har nu fået den smukkest tænkelige følgevirkning: En udgave af korrespondancen imellem Matisse og hans ven André Rouveyre, nu knap et ekko af et navn i fransk litteraturhistorie. De var ungdomsbekendte og kunne datere deres første møde til 1896, men det var anden verdenskrig, der for alvor bragte dem sammen igen.

Kongelige Bibliotek
Størstedelen af de mange bevarede breve findes i København, et sært lykketræf, der skyldes Rouveyres uselviskhed og hans store beundring for Georg Brandes, med hvem han tidligere havde korresponderet. En del af brevene blev forsynet med fine tegninger af Matisse, og det er dem, Rouveyre omtaler som ’Disse smukke duer’. Det fremgår iøvrigt af et senere brev fra Matisse, at han tog disse ydmyge papirværker højst alvorligt og at han anså dem for fuldgyldige kunstneriske udtryk, som han lagde betydelig omhu i.
Den udgivne korrespondance omfatter 670 tættrykte sider med et utal af noter til de over 1.100 breve og notitser, og Matisse skrev til Rouveyre så sent som lidt over en måned før sin død. Den første kontakt skyldes Matisses bestræbelser for at hjælpe sin søn, der er i armeen under Første Verdenskrig, og den altid hjælpsomme Rouveyre kan stå ham bi i dette. Så taber de hinanden noget af syne, indtil 1940’erne, hvor de begge opholdt sig i Sydfrankrig og ofte dagligt udvekslede meget lange epistler. Rouveyre inspirerede Matisse til en intens beskæftigelse med fransk poesi, og han kunne med sin fine fornemmelse for stil og indhold og en stor lydhørhed over for Matisse som illustrator være til hjælp under udarbejdelsen af nogle af de smukkeste bøger, der er udgivet i Frankrig.
Det er nogle ældre herrer, der brevveksler, og det er ikke så lidt, vi får at vide om deres helbred. Matisse levede med bevidstheden om lige at være undsluppet døden ved en operation, og den fattigere Rouveyre lider ganske enkelt nød under varemanglen i den franske provins. De er dog begge i stand til at finde bedre mad i Sydfrankrig end deres venner i Paris, og Matisse skriver lyrisk både om oliven, foie gras fra egne gæs og ferskener, der får ham til at tænke på ungdomsårene med kopiering af Chardin på Louvre.
Der er en sublim enkelhed over Matisse, som ikke kan undre den, der holder af hans billeder. Blomster og træer gør ham lykkelig, og et af de mærkeligste breve drejer sig om hans forsøg på at tegne et træ. Ungdommens akademiske tegnestil forkastes: Den skaber ikke nogen forbindelse imellem tingene, men stiller dem blot op i nærheden af hinanden uden et følelsesmæssigt bånd. Han siger et sted, at det kun er erfaringen, der duer, når han skal skabe billeder, men det er en erfaring af en særlig art, en næsten orientalsk indlevelse i det groende, voksende. Matisse kan ikke stille noget op med impressionismens krav om troskab imod øjeblikket: Erindringen er af større betydning for ham.

Jongleuren
Når det gælder træet, kan han næsten identificere sig med stammen og længe bliver han hængende i denne oplevelse, for pludselig at opleve, at nu kan han tegne grene og blade. Han finder, at tomrummet betyder lige så meget som bladene, og ved intens øvelse når han et tilfredsstillende resultat:
’Jeg tænker på en jongleur, som lærer at jonglere med to bolde, senere med 3, 4, 5, 6, så tilføjer han en ske til de han har, og til sidst sin hat’.
Cirkusmetaforerne fører lige over i de vigtigste Matisse-værker fra perioden, papirklippene i Jazz, der oprindelig indbefattede linedanserinden Mimi Bræk-Halsens første kommunion. Collagerne interesserede desværre ikke Rouveyre så videre meget, men det intense samarbejde om digte af Ronsard og Charles d’Orleans og de citater, Matisse udvælger af Louise Labé og Baudelaire er vidunderlig læsning. Den åndelige horisont er vid, også selvom de to herrers bevægelsesradius er stærkt begrænset af krigens realitet.
Kun i et par sætninger afsløres det, at Madame Matisse og datteren Madeleine er internerede, og at Matisse længe tror, at hans datter er deporteret til Tyskland. Da han hører hendes beretning om tortur og flugt skriver han, at det var stof til en bog af Dostojevskij.
Den lethed, der findes i hans kunst har sin tyngde i både erfaring og kultur, og så i den disciplin, hvormed han trods sygdom og isolation dagligt kæmper med tusch og farver. Det er altid bevægende at beskæftige sig med Matisse, og man har tidligere kunnet glæde sig over hans korrespondance med Bonnard, der også har krigen som resonansbund.
Hanne Finsens udgivelse af Rouveyre-brevene er et betydeligt bidrag til den europæiske åndshistorie.

*Matisse Rouveyre Correspondance. Édition établie, présentée et annotée par Hanne Finsen. Flammarion, 670 s. ill. sort-hvid og farver. 660 Ffcs

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her