Læsetid: 6 min.

Fra sneglenes liv

En fremragende udgivelse af H.C. Andersens brevveksling med Jonas Collin den yngre dokumenterer nok en gang, at Andersen er svær at blive færdig med
10. maj 2001

(2. sektion)

Breve
Den (u)hellige treenighed i H.C. Andersens liv bestod af Jonas Collin d. ældre, sønnen Edvard og hans søn Jonas d.y. Den gamle havde sat digterens karriere i scene, Edvard var hans jævnaldrende ven, Jonas d.y. hans rejsekammerat på to større udflugter i Europa, den ene til Spanien, hvor de var sammen i ikke mindre end ni måneder.
Det var – for at sige det mildt – ikke en tur uden komplikationer, og der var ikke noget med at stå af i utide, bordet fangede, der stod ikke et fly parat, hvis den ene af de to kombattanter pludselig fik lyst til at stikke af og lægge luft til den anden, og så er der det særlige ved det, at den 58-årige Andersen havde inviteret Jonas, som var 23. Ikke alene forskellen i alder komplicerede ekskursionen, der var også tale om et afhængighedsforhold, hvor både pengene og den sociale kløft, som skilte de to rejsende, spillede en alvorlig rolle. Værst var det ved nærmere eftersyn måske, at digteren helt explicit krævede taknemmelighed af rejsekammeraten, for den generøsitet hans selv frivilligt havde påført ham.

Nye opdagelser
Det kan man få dokumentation for i en fremragende brevsamling, som er befordret i trykken af Kirsten Dreyer og forsynet med hendes sammenkædende tekster og et omfattende net af kommentarer, sted- og navneregistre etc. Hvis læseren troede sig i salveten, hvad anderseniana angår, må han og hun altså tro om igen, det er som ofte sagt: »Andersen – und kein Ende!«
Nogle af H.C. Andersens breve til Jonas Collin har været trykt før, men få af sidstnævntes.
Det rådes der bod på her, hvor man ikke alene får brevskriverierne, men også uddrag af Andersens dagbøger, hvor han skoser, tilbeder, foragter, hader, anråber og knuselsker den medrejsende, der på en underlig, men ganske forståelig måde samler hele det collinske spektrum i sin person.
Det havde ikke været nemt mellem Edvard og H.C. (hvad man kan læse sig til i Bodil Wambergs De er den jeg elsker højest – venskabet mellem H.C. Andersen og Edvard Collin (1999)) og forholdet til den gamle etatsråd var også kompliceret, han var både »far« og »fader«, tænk bare på, at det var ham, der satte digteren i skole hos den slemme rektor Meisling i Slagelse og sjældent lagde skjul på sin bekymring for Andersens »underlighed« og »snobberi« sikkert uden at fatte, at den var del af eller i hvert fald forudsætningen for genialiteten.

Ville have fået fingeren
Alt det havde Jonas d.y, fået ind med moder- for ikke sige fadermælken, man snakkede om digteren derhjemme, man har fornemmelsen af, at man af og til ikke snakkede om andet, og der blev næppe lagt skjul på, at rent klassemæssigt var collinerne på et betydeligt højere stade end skomagersønnen fra Odense, hvis mor vaskede folks tøj i Odense å og drak brændevin af flasken.
Jonas Collin d.y. var begavet, men i forhold til H.C. Andersen først og fremmest ung. Når man læser om deres menage, er det da også iøjnespringende, hvordan den 23-årige næppe kan blive andet end småtosset, når den skrækslagent hypokondre digter hele tiden er over ham og projicerer sin egen rædsel for sygdom og død og røvere over på den unge mand, der må slå fra sig for overhovedet at få plads til sig selv.
I den grad er Jonas i trodsalderen, at det for Andersen tit må tage sig ud som uartighed, og han kalder ham da også en flab eller simpelthen »Bøtte«. Jonas vil i byen, Jonas gider ikke altid lytte til den ældre mands jeremiader, havde det været i dag, hvor respekten for alderdommen kan ligge på et meget lille sted, kan man sagtens forestille sig, at han havde givet ham fingeren.

Tager Andersen i skole
Men det gjorde man ikke, de var ubønhørligt henvist til hinanden, og i Granada gik det helt galt, det kom simpelthen til et opgør, der er en Ionesco værdigt: Fra København modtager H.C. Andersen et brev fra en ukendt student (det viser sig senere, at det er Johan Krohn, ophavsmanden til bl.a. Peters Jul, der skrev), og da brevet ikke blot ikke er frankeret, men også indeholder nogle småpjattede kommentarer til Andersens behov for breve (og opmærksomhed) går han amok og opfører flere på hinanden følgende scener, der ikke bliver mindre eksplosive, da Jonas – meget fornuftigt – beder ham slappe lidt af og ikke tage det hele så helvedes højtideligt. I et senere brev tager Jonas Collin H.C. Andersen i skole på en måde, som ikke kan kaldes venlig, og det er indlysende, har været temmelig studs, han opponerede helt mod sædvane, da en guldmedalje-afhandling, han skrev til universitetet, ikke blev belønnet, og der er også en del kommander-sergent over ham, når han sender Andersen på sneglejagt til forøgelse af den samling, han som zoolog har etableret. Som bekendt havde digteren sans for storke, og det er ikke svært at se det store skalbilken vadende i moserne på Basnæs, Holsteinsborg og Lerchenborg som en anden Marabou for at imødekomme sin unge vens lidenskab.

Kunsten vinder
Men digterens triumf ligger naturligvis i kunsten, hvor få kan røre ham, og da han kom hjem fra rejsen satte han disciplineret og inspireret til at skrive I Spanien, hvor ikke en antydning af den pinagtige føljeton slipper ind, men til gengæld al den sensualisme og humor og herlighed, som er dette genis privilegium. Værsgo, siger han, stig om bord, så kører vi, og da han sidder i karossen på vej mod Pyrenæerne fra Perpignan, skal der ingen heibergsk lorgnet til at se komikken:
»Jeg sad i en Coupe hos en Moder og Datter, begge To spanske og med utilladelig store Crioliner; vare de kommet til Skagen, Moderen alene havde dækket hele den nordlige Deel af Grenen; jeg syntes jag sad på Kanten af en Ballon, der fyldtes.« Det kunne hverken senior, brormand eller lillebror have fundet på, om de så stod på hovedet. Ej heller den lystige frimodighed i forgabelsen, der udløser disse linier og rim: Ved Husets Mur stod en Hæk af Geranier, Der sad hun på Trappens Marmorsteen, Saa ung, saa deilig, hun solgte Kastanier, Sad med Blomst i Haaret og med bare Been. Hun saae med to Livsens Øjne på En, Var man ei en Iismand, strax blev man en Spanier.
Et sted langt inde vidste både Edvard og Jonas d.y. godt, at deres rolle var vandbærerens – og den kan være belastende. Nøgternt skriver Jonas til sin brevven: » Kjære Andersen! Du synes vel sagtens, at jeg er en løierlig Kamel, fordi jeg ikke skriver til Dig, men jeg kan anføre saa mange Grunde for min Taushed, at ogsaa Du vil forstumme. Da dette imidlertid ville stride mod min Hensigt (thi jeg venter tvertimod et langt Brev) Pro primo have jo vi Smaafolk ikke nær saa megen Grund eller Opfordring til at skrive Breve som I store, for medens I forud vide, at Jeres Breve tidligt eller sent findes af en Peder Hjort, der udødeliggør hvert Bogstav, I skrev, saa vide vi Andre, Plebeierne i Aandernes Rige, at vore Breve høit regnet ville blive anvendte til Fidibusser, når begge Sider ere beskrevne, og til Smørrebrødspapir, naar den ene Side er blank.«
Læg mærke til at Jonas er dus med Andersen, hvad hans far aldrig blev, fordi han ikke ville være det. Jonas’ forklaring er da også, at han kun tillader denne intimitet, fordi han ved, at faderen sårede digteren dybt gennem sin afvisning!
Jonas Collin d.y. blev efterhånden Jonas Collin den voksne, og da H.C. Andersen blev syg og ofte var hjælpeløs og skulle til at dø, kom den besværlige dreng, der nu var mand, ham til undsætning.
Se, det kunne være et eventyr, men det er faktisk den rene skære virkelighed, hvilket egentlig er ganske tilfredsstillende.

*Kirsten Dreyer: H.C. Andersen og Jonas Collin den yngre – En brevveksling 1855-1875. 327 s. Ill. 298 kr. Museum Tusculanums Forlag. Udkommer i morgen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu