Læsetid: 2 min.

Socialdemokrater afviser asylcentre

En del socialdemokratiske kommuner har opsagt lejeaftaler med asylcentre. Det er blandt andet sket i Odense, hvor KL’s formand, Anker Boye, er borgmester
29. maj 2001

Det er i høj grad de socialdemokratisk dominerede kommunalbestyrelser, der opsiger lejekontrakterne med asylcentrene rundt omkring i landet for tiden.
Dermed handler de lokale politikere i modstrid med viljen hos indenrigsminister Karen Jespersen og miljø- og energiminister Svend Auken.
De to ministre sendte i sidste uge et brev ud til alle landets kommunalbestyrelser, hvori de opfordrede dem til at være med til at påtage sig ansvaret for, at der bliver fundet husly til de mennesker, der kommer til Danmark som asylansøgere. Brevet har dog ikke kunnet ændre på det faktum, at fire socialdemokratiske kommuner – Odense, Børkop, Søndersø og Aalborg – har afvist at forlænge lejemålet med Udlændingestyrelsen vedrørende eksisterende asylcentre.
De radikales kommunalpolitiske ordfører, Inger Marie Bruun-Vierø, mener, at kommunalpolitikerne sætter et dårligt eksempel for de øvrige borgere i kommunen, når de opsiger lejemålene med centrene.
»De skubber ansvaret fra sig og legitimerer en vi-er-os-selv-nok attitude,« siger hun. »Og de signalerer dermed, at det er i orden at have en negativ holdning til asylansøgere.«

Må lukke otte
Udlændingestyrelsen er i høj grad afhængig af kommunal velvilje, når den skal oprette et asylcenter eller forlænge lejemålet med et eksisterende.
Det skyldes, at styrelsen kun ejer grunden og bygningerne på et fåtal af de centre, som den råder over. Ved hovedparten af centrene har styrelsen lejet sig ind på enten grund eller bygninger - eller begge dele.
Og allerede nu ved Udlændingestyrelsen, at den skal nedlægge syv centre i løbet af det kommende år, fordi en række kommuner har afvist at forlænge lejemålet.
Det drejer sig om:
*Asylcentret i Søndersø. Bliver lukket 1. juli.
*Flygtningelandsbyen i Stubbekøbing. Bliver lukket 1. juli.
*Asylcentret i Helle Kommune. Bliver lukket 1. juli.
*Flygtningelandsbyen i Odense. Bliver lukket 1. januar 2001.
*Asylcentret i Brejning ved Vejle. Lukkes inden for et år.
*Flygtningelandsbyen i Aalborg. Lukkes inden for et år.
*Flygtningelandsbyen i Farsø. Lukkes i løbet af efteråret.
Derudover skal styrelsen også lukke asylcentret i Løjt Feriecenter i starten af sommeren.

Vi må tvinge dem
Til erstatning for de snart lukkede centre har Udlændingestyrelsen svært ved at finde nye, fordi flere kommuner afviser at stille grunde eller bygninger til rådighed for asylcentre. Således er styrelsen blevet afvist af blandt andet Næstved, Ringsted, Farsø og Bogense.
Inger Marie Bruun-Vierø forventer, at situationen meget vel kan ende med, at Svend Auken bliver nødt til at bruge sine beføjelser som minister til at gennemføre landsplansdirektiver, der vil tvinge kommunerne til at give plads til asylcentre.
»Tvang kan godt vise sig at være den eneste løsning,« siger hun.
»Vi står med et meget stort problem. Og det bliver ikke mindre i de kommende år. Vi vil jo blive ved med at modtage masser af flygtninge,« siger hun.
Socialdemokratiets kommunalpolitiske ordfører, Klaus Hækkerup, mener dog ikke, at det bliver nødvendigt at anvende tvang over for kommunerne.
»Vi har en god tradition for at forhandle os til rette her i Danmark,« siger han. »Og jeg forventer, at vi også kan løse denne situation gennem samarbejde.«
Anker Boye, formand for Kommunernes Landsforening og borgmester i Odense, var ikke til at træffe mandag.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her