Læsetid: 4 min.

At spinde på katten

I et varmt filmstudie i Lyngby samledes den danske verdenspresse for at høre mere om genindspilningen af ’Min søsters børn’
30. maj 2001

Bag kulissen
Det er en lun nat uden for et velbesøgt værtshus i Cannes. Den unge danske film-instruktør og skuespiller Tomas Villum Jensen fortæller med entusiasme i stemmen om den film, han om et par dage skal i gang med at lave hjemme i Danmark.
»Du må endelig komme forbi og besøge os, jeg tror sgu, det bliver sjovt,« siger han ivrigt og begynder smilende at udrede hvem, der skal spille hvem i hans version af Annelise Reenbergs komediesucces fra 1966, Min søsters børn.
Niels Olsen er faderen, Wencke Barfoed moderen, Lotte Andersen naboen, fru Flinth, og så skal Peter Gantzler spille Axel Strøbye – ja, altså, han skal spille onklen, Erik Lund, der har en doktorgrad i børnepsykologi, og som kommer på glatis, da han af sin søster bliver hyret til at passe hendes fem livlige unger. Et klassisk teori-møder-praksis-setup.
14 dage senere står en ikke mindre entusiastisk Tomas Villum bag en monitor i et saunahedt filmstudie i Lyngby og instruerer Peter Gantzler, mens en mindre hær af pressefotografer kigger ham over skulderen, og endnu flere sveddryppende journalister hænger ved hans læber og flittigt noterer på deres små blokke.

Frokost
Holdet skal i gang med at prøve på en scene, hvor Niels Olsen med et par kufferter i hænderne næsten falder ned ad trappen i det hus, han bor i sammen med sin kone og de fem unger. »Jeg bliver sindssyg af den trappe,« brøler han irriteret og går småbrokkende ud til sin kone i køkkenet.
»Det er fandeme som at være med i Big Brother,« udbryder han lidt efter, da scenen er slut, grinende og med Morgen TV’s kamerahold kravlende på ryggen.
Filmens to producenter, Thura Films Michael Obel og veteranen Lars Kolvig, der sammen ejer produktionsselskabet bag, Moonlight Filmproduction, vimser som et par bekymrede hønemødre rundt mellem journalisterne og kommer med små, forklarende kommentarer til det, der sker på settet.
»Vi kom godt i gang med En sang for Martin,« fortæller Kolvig om starten af det kun tre år gamle Moonlight, hvis første produktion altså var Bille Augusts seneste film. »Den har vi haft stor fornøjelse af. Og nu laver vi den her – det er jo noget helt andet, men ikke mindre sjovt.«
En halv time senere er det frokosttid, og så er der mulighed for at blive svalet lidt af og samtidig få lidt mere kød på historien om Min søsters børn, og hvorfor den overhovedet skal genindspilles.
»Det var mig, der fandt på det,« siger Michael Obel stolt. »Jeg er opvokset i en biograf i Jylland, og jeg er selv ivrig biografgænger sammen med mine børn. Når der ikke er noget for børn, begynder man at tænke i de baner. Jeg havde stor fornøjelse af de originale Min søsters børn-film (der blev lavet fire i alt, red.), og så var det bare at spinde videre på den kat.«

Fantasiløst
Man kan spørge sig selv, om ikke det er en smule fantasiløst sådan i bedste Hollywood-stil at genindspille en velafprøvet opskrift og sikker succes?
»Hvis ikke vi prøvede noget nyt, jo, så ville det være fantasiløst,« svarer Michael Obel, »men filmene kommer til at afspejle vores tid.«
»At gå ud og spille det, som de gjorde dengang, ville være fuldstændig tåbeligt,« mener Peter Gantzler, der synes vældig godt om Min søsters børn. »Ikke mindst fordi Strøbye er så god.«
»Filmene dengang var meget personfikserede – han kører virkelig på de høje nagler – og det er en spillestil, som de fleste kommer galt afsted med i dag,« forklarer Gantzler, der af Tomas Villum er blevet bedt om at spille sin onkelrolle så almindeligt som muligt. »Vi har børnene i centrum. Det er dem, jeg helst selv vil se på, og så må jeg jo bare forsøge at følge med.«
»Vi gider ikke lave en farce,« supplerer Obel. »Det er personer, som er enormt underholdende, men ikke karikerede. De er heller ikke realistiske, men alligevel genkendelige.«
»Det er en meget Alene hjemme-agtig humor,« fastslår Tomas Villum. »Det var vigtigt for os (Villum og manuskriptforfatter Søren Frellesen, red.) at få humoren bragt op til nutiden. Der er stor forskel på det, man smilede af for 40 år siden, og det man smiler af nu – det er ikke længere nok at glide i en bananskræl.«
»Jeg tror, at vi har gjort det på den rigtigste måde,« fortsætter han. »Det er måske lidt frækt at kalde filmen for Min søsters børn, for nogen vil sikkert forvente noget. Men vi har brændt alle broer til den gamle film.«
Og, slutter Gantzler, »hvis vi havde villet det samme, så kunne vi lige så godt have sendt den gamle film ud igen.«

*Min søsters børn får premiere senere på året

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu