Læsetid: 12 min.

I spring – fra link til link

Når vi bevæger os på Nettet, så bliver vi altid sendt videre. Via et link bliver vi sendt til det næste, som vi enten ved noget om i forvejen – eller reagerer på med nysgerrighed. Det er jo det, der er typisk for nettet. Men er det så usædvanligt, eller afspejler det blot den menneskelige måde at tænke, fortælle og associere på, spørger forfatteren Ib Michael
25. maj 2001

Essay
Af Aniara, Sang 79

Vi kom från Jorden, Doris land,
klenåden i vort solsystem,
det enda klot där Livet fått
ett land av mjölk och
honung.
Beskriv de landskap som
där fanns,
de dagar som där grydde.
Beskriv den människa
som i glans
sit släktes likdräkt sydde
tills Gud och Satan hand i
hand
i ett förstört, förgiftat land
kring berg og backar
flydde
för människan: askans
konung.

Harry Martinsson

Harry Martinson skrev sit store digt Aniara i 50’ernes Sverige – et fremsynet værk, som jeg ikke tror, mange læser mere. Det er en episk digtsamling, hvor man følger et rumskib og dets besætning på vej væk fra jorden. Rumskibet er på vej mod stjernebilledet Lyren, fordi noget er gået galt – Jorden er ødelagt, rumskibet er blevet slået ud af kurs, og de ombordværende emigranter eller flygtninge fra ’Doris dale’ kan ikke stoppe gyroen, som driver skibet frem. De ved nu, at denne færd først vil ende om adskillige tusinde år, nemlig når rumskibet er blevet forvandlet til én stor flyvende sarkofag med kurs mod stjernebilledet Lyren.
Fortælleren ombord hedder Mimaroben. (Själv har jag inget namn. Jag tillhör Mima/ och kalles därför endast mimaroben). Han passer en krystalkuglelignende genstand, en slags elektronisk skærm. Den er godt nok rund, men over denne skærm manifesterer der sig ting og sager, billeder og informationer efterhånden som de flyver gennem rummet. Der er hele tiden nye oplysninger på vej ind over skærmen; en elektronisk indretning ombord, Mimen, som skærmen hedder, kan opfange alle mulige informationer, der flyder rundt i universet.
Jamen, det er da et fuldstændigt perfekt billede på cyberspace han skaber der! Og typisk for billedet er, at efterhånden som tiden går, og efterhånden som der fødes nye generationer ombord på rumskibet – i et lukket kredsløb, der er dømt til at uddø – så udvikler denne Mime, forvaltet af Mimaroben, sig i stigende grad til en kult, en religiøs kult, hvis oprindelse ingen længere synes at mindes. Således at man samles foran en krystalkugle, der i stigende grad er fuld af uforståelige billeder og informationer. Den sårbare elektronik ender med at brænde sammen, og til sidst tilbeder man selve kuglen.
Det er det, vi skal passe på. Der er derimod ingen grund til – og det skal være min pointe – at gå i panik fordi vi pludselig har en skærm foran os i stedet for et stykke papir.
Når vi bevæger os på Nettet, så bliver vi altid sendt videre. Via et link bliver vi sendt til det næste som vi enten ved noget om i forvejen, eller reagerer på med nysgerrighed. Det er jo det, der er typisk for Nettet. Men er det så usædvanligt? Nej, for Internettet afspejler et hundrede procent den måde, som den menneskelige hjerne og bevidsthed fungerer på, og som den menneskelige hjerne associerer på – nemlig i spring. Den menneskelige hjerne bevæger sig igennem links, man husker som i en kædereaktion. Det kan være en duft, eller en genstand éns øje falder på, og så er der allerede gået en proces i gang. Så det, man ser på Internettet, er bare endnu en fantastisk projektion af den menneskelige bevidsthed.

Men ellers må man jo sige, at over 90 procent af alt hvad der findes derude, simpelthen er sex. Ergo må det være, hvad vi tænker på langt det meste af tiden. Hvis Internettet er mind mapping – og nu skal jeg så ikke kunne sige, om jeg udelukkende taler på hankønnets vegne, eller om der findes kvinder, der vil være i stand til at præstere et andet internet. Alt, hvad der før var forbudt, er nu pludseligt tilgængeligt for enhver. Man kan sidde i enrum og snage i børneporno, og hvad man ellers måtte være interesseret i. Og – take it or leave it – det er altså, hvad den menneskelige bevidsthed indeholder. Der er mere end fem milliarder sider derude, og ingen har overblik over mere end en brøkdel af det.
Men når det er sagt, bliver der ikke desto mindre tilstrækkelig mange procent tilbage til, at verdenslitteraturens samlede hovedværker – forudsat de er over 70 år gamle – allerede flyder rundt derude. Det er med andre ord ikke noget problem for mig, der sidder et eller andet sted i verden med en mobiltelefon og en lille computer, at downloade Moby Dick, hvis jeg har brug for at citere den. Der er ingen grænser for hvad jeg kan finde, og det gør mig helt uafhængig af tid og sted. I dag kan man kan gå online over alt – hvilket jeg altsammen oversætter til stor og salig frihed. Og hvis det fremover foregår under Sydkorset, skal jeg i det mindste undlade at skrive om det.
For det første ser jeg ikke nogen ny og farlig konkurrence i det her. Jeg ser et redskab, som kan anvendes med stor inspiration og stor klogskab. For mig er bare redskaber. Det kunne ligeså godt være en griffel, jeg skrev med. Og jeg finder først og fremmest et højst anvendeligt arbejdsredskab i hele nettets struktur og opbygning. Der er er heller ingen grænser for den viden, man kan søge – så længe man husker på, at det vigtigste ved al viden er at kunne forholde sig kildekritisk til den fremfor at æde det hele råt.

Jeg vil citere Jan Kjærstads essaysamling Menneskets Felt: »Det moderne menneske er ikke fragmenteret, men hænger sammen på en anden måde end gennem et centrum. I stedet for at lede så desperat efter et centrum, burde man måske hellere forsøge at trække en ny større omkreds op.«
Den omkreds eksisterer allerede, den omkreds er Internettet. Den er så stor, at man forgæves vil søge efter dens centrum, men det betyder så til gengæld, at man med velberåd i hu kan udvælge fra den stadig større omkreds og så forsøge at samle det, så det ikke bliver så fragmenteret. For ellers er der ingen fortælling at fortælle, ellers er der ikke foretaget det vigtige fravalg af information. Den virkelig suveræne leksikonbruger, og den virkelig suveræne encyklopædist, viser sig i sit fravalg af information.
Den form for viden, jeg inddrog dengang jeg skrev Kejserfortællingen, var viden, jeg havde opsøgt personligt, altså hvor jeg havde været ude at satse noget. Jeg havde satset et verdensbillede, nemlig mit eget, og jeg var kommet i en situation, hvor jeg stod konfronteret med et andet verdensbillede som virkede totalt omstyrtende for mit eget. Og derfor er fortællingen i Kejserfortællingen først og fremmest en opløsning af traditionelle årsags- og virkningsforhold. I kategoriernes sammenbrud skrives historien.
Jeg havde været præsenteret for et verdensbillede, som lever i bedste velgående blandt regnskovens indianere. Det er deres måde at komme i forbindelse med Det store Internet på. Da de ikke har computere, bruger de forskellige hallucinogener i junglen. Blandt andet en heksebryg af lianer, natém eller ayahuascar, som hele beretningen i Kejserfortællingen kredser om. Det er i lige så høj grad muligt via bevidstheden selv at komme i kontakt med det, der er i bevidstheden, og det er jo ikke så overraskende. Igen lader vi os forblinde af de ’mimer’, vi sætter mellem os og vores bevidsthed.
Når det var så verdensomvæltende en oplevelse, skyldtes det måske at bevidstheden viste sig at rumme nogle klare links til en form for tænkning, som jeg overhovedet ikke var forberedt på. På trods at jeg – ligesom alle andre – havde den i mig i forvejen. Jeg forstod pludselig deres tale om, hvorledes planter og dyr havde ejere. De brugte de spanske termer los dueños de la selva eller ’dem, der ejer junglen’! Ja, det er jo så – i imperialistisk forstand – normalt den hvide mand og olieselskaberne. Men det var altså ikke os, de mente. Det, de tænkte på, var principperne bag planter og principperne bag dyr: Det store Internet, der havde konfigureret alle disse analoge, omvandrende organismer i form af jaguarer, slanger, dyr og planter af forskellig slags.

Og det er ved gud spændende at høre en regnskovsindianer fortælle om den store slanges ide, hvad det er man oplever, hvis man ser den store slange i sin vision. Lad os bare kalde det hallucination, for det er slet ikke det, der er afgørende. Man ser normalt slet ikke det, der er i ens bevidsthed. Det er det kraftfelt, shamanen behersker. Der er også roden til sygdom og dårligdom, nødvendigheden af at omstrukturere sit liv. Sådan bruger de det selv. Måske er det ikke så overraskende – det hele er et spørgsmål om bevidsthed. Alt skabes af bevidstheden, og alt vender tilbage til bevidstheden.
Hvad jeg kalder kategoriernes sammenbrud omtaler Kjærstad som: »Et kompliceret samspil af distance, perspektiv og stemmer, et væv af dokumenter, myter, vismænd og fortællere.« Jamen, det er jo et eller andet sted litteraturens gebet, at have alle disse felter, alle disse adskilte felter af viden og så kunne linke dem sammen til nye gammelkendte fortællinger. Litteraturen er i sig selv ét kæmpestort internet, ét kæmpestort cyberspace som har været til rådighed for menneskeheden nu igennem flere tusinde år.

I begyndelsen af 1300-tallet skrev Dante som bekendt sin komedie. Selv kaldte han den La Commedia. Det var nemlig den menneskelige komedie han mente, men ca. 200 år efter hans død blev den døbt om til La Divina Commedia, for nu var manden jo en litterær helgen, og så skulle det ikke længere være Den Menneskelige Komedie, men Den Guddommelige Komedie.
Det første, der slog mig i Ole Meyers store nyoversættelse var ligheden med Aniara, som Martinson i sin undertitel kaldte En revy om mennesket i tid og rum. Også Dante starter med at forholde sig til cyberspace. Han er faret vild i skoven, han befinder sig et sted midtvejs på sin bane gennem livet, og han aner ikke, hvad der sker, hvor han skal hen, eller hvad der skal ske. I originalen, som jeg fandt på Nettet, er det nærmest uoversætteligt genialt, for her hedder det: Nel mezzo del cammin di nostra vita/ mi ritrovai per una selva oscura … Det geniale ligger i verbet ritrovai, genfandt jeg mig, befandt jeg mig som før – nemlig i en sjælelig tilstand af himmel og skærsild og helvede, hvilket unægteligt er mere syret end den gængse indledning lader formode.
Her griber han så cyberspace i form af Vergil, en gammel latinsk digter, der længe havde været død, også på Dantes tid. Han tager Vergil, som man må formode, at han har læst og ladet sig inspirere sig af, ved hånden og lader ham føre sig igennem sin samtid, igennem stadier af himmel, helvede og skærsild. Med andre ord sjælens udviklingsstadier for et menneske på vej gennem livet.
Og allerede her griber Dante ud efter noget som findes i forvejen, nemlig litteraturen. Og når jeg skriver Rosa Mundi, så er det inspireret af Dantes Commedia, den menneskelige komedie. Det er en digtsamling, der bevæger sig igennem de samme stadier, og derfor tager jeg min døde yndlingsdigter ved hånden, den svenske digter Gunnar Ekelöf og lader ham være min chaperone, min guide, igennem disse stadier.

Når man har skrevet i mange år, så får man efterhånden en stigende bevidsthed om, at det fascinerende ved litteraturen simpelthen er, at den findes. Det er ikke nødvendigt, at man har læst det hele – vi har heller ikke sniffet alle fem milliarder sider igennem, der flyder rundt ude i cyberspace. Det vigtige er at det findes, og at det er tilgængeligt for vores bevidsthed. Når vi har brug for det, så findes det. Som et ekkorum gennem litteraturen – fra Ekelöf, Martinson, Rimbaud, Dante og helt tilbage til Vergil og grækerne.
Der er et cyberspace i litteratur som i al den tid, den har eksisteret, har linket sig sammen i menneskelige bevidstheder. I den forstand kan man overhovedet ikke kan skrive en linie uden at citere nogen. Man kan enten prøve at gøre det til et princip, som man prøver at skjule, men det bliver man en dårligere kunstner af, eller man kan sige: Dante er med mig, denne linje hugger jeg: Er du skygge eller mand, så tal! Hvilken fantastisk linje, det er mit link. Det jeg tænder på. Og så skriver jeg videre ud ad mit eget spor. Fordi min egen bevidsthed er i fuld gang med at omforme de selv samme ting til det udtryk, som er mit. Så jeg kan roligt stjæle det. Det ligger der, lagt ud det litterære netværk, jeg dobbeltklikker på Er du skygge eller mand, så tal – og der er bid.
Jeg føres ud ad et cyberspace, ad et informationsspor, hvor der bare er bingo hele tiden. For sådan føles det når link efter link antændes i en kædereaktion. I gamle dage kaldte man det inspiration. Og uden den bingo er det hele jo ligegyldigt, uden den bingo er det, at man sidder og surfer og keder sig ganske gudsjammerligt, også på Nettet. Men når der er bingo, når bevidstheden smelter sammen med det, som den prøver at sige, så er det, fordi der er en vilje til stede i forvejen. Der er en vilje til at finde noget bestemt, og det er derfor, folk søger på Nettet. I gamle dage gjorde man nøjagtig det samme ved at sidde og gennembladre leksika, ved at sidde og slå op her og der og hele tiden lade sig føre af henvisninger ind i selve artiklen frem til det næste. Så det er på ingen måde en ny ide vi står overfor.

Med hensyn til Internettet er der allerede sket meget. Nu investeres der pludselig ikke så meget i det, men det holder jo ikke op med at eksistere af den grund. Den store optimisme omkring hvorledes virksomheder kunne udnytte Nettet, er aflyst af et pludseligt styrtdyk i aktierne. Det store spørgsmål i vores type samfund er: Kan samfundet i dag samle sig omkring en række virtuelle værdier? Eller kan det kun, som feudalsamfundet, samle sig om jordbesiddelser og visse deraf følgende samfundsstrukturer? F.eks. industrisamfundet, der samler sig omkring det at producere, og så skaber værdier i samfundet ad den vej. Er vi kommet til en korsvej, hvor de, der kun tænker i kroner og øre, bliver hægtet af? Hvor skal indtægterne komme fra på Nettet?
Jamen herregud, der var en gang da man kunne indløse sedler i Nationalbanken mod deres værdi i guld. Det blev allerede suspenderet under Første Verdenskrig. I 1931, efter Det Store Krak, afskaffede man det helt. I virkeligheden afskaffede man dengang økonomien uden nogen lagde mærke til det. En moderne økonom fortalte mig, at international likviditet dybest set er en tillidssag – og det er næsten så virtuelt som det kan blive!
Det ser jeg som vores store chance for at komme videre: At vi bliver tvunget til i sidste ende at have en økonomi, der indretter sig efter helt nye vilkår, inklusive en ny definition af begrebet copyright. For det stopper ikke her: At vi har vores programmer i vores pc. Det ender med, at vi downloader lige det program, vi står og skal bruge. Det ender med, at vi har nogle små flade ting som, så snart vi er online, har den totale adgang til alt det der findes.
Så kan vi downloade aviser, hvide hvaler og verdenslitteraturens hovedværker på skift og skippe det igen, lægge det tilbage, hvor det hører hjemme. Vi kan downloade vores tv–programmer, vores film osv. Kan det virkelig passe, at bare fordi vi ikke kan finde ud af, hvordan vi skal tage penge for det, så skal det ophøre med at eksistere? Eller kunne det være – og det er det spørgsmål jeg gerne vil slutte med – at det snarere ender med vi omstrukturerer vores vaneforestillinger om, hvad økonomi overhovedet er?

Ib Michael er forfatter

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu