Læsetid: 12 min.

Stilhed før storm

I det frankofone Québec – franskhedens sidste forpost i Nordamerika – næres drømmen om selvstændighed ved mistilliden til globaliseringen
5. maj 2001

Selvstændighed
QUÉBEC – Der er noget besynderligt uvirkeligt ved at ankomme til hovedstaden i denne
fransktalende canadiske provins efter ti dages
påskeferie i den franske provins, nærmere betegnet i provinsbyen Besançon i Franche-Comté.
Den første reaktion er forbløffelse og forvirring. Nej, det skyldes ikke jet-lag. Man befinder sig midt i Nordamerika og skal tale fransk for at blive forstået af folk på gaden. Vé den gæst, der af vanvare fletter nogle engelske ord ind i en konversation. Ofte forstår quebecere det ganske enkelt ikke. De fleste taler ikke nær så godt engelsk som et tilfældigt udsnit af danskere på gaden i København. Tværtimod.
I modsætning til andre steder i verden oplever man næsten aldrig i Québec, at folk sådan rent frivilligt og af høflighedsgrunde skifter til engelsk, hvis et fransk ord eller udtryk ikke ligger klar på tungen. De venter, gerne med stor tålmod, indtil man husker eller forsøger at omformulere sig på fransk.
»Mit franske er ikke særlig godt,« fortæller den canadiske journalist Glenn Wheeler, medredaktør på ugemagasinet NOW i Toronto. »Men jeg bliver nødt til at begynde på fransk, når jeg skal bestille fra spisekortet i en restaurant. Når tjeneren hører, hvor galt det står til, forbarmer han sig og skifter til engelsk, men de er ikke meget for det.«
Stilen her er også anderledes end i det engelsktalende Canada og USA, hvor man straks er på fornavn med fremmede. Folk tiltaler hinanden med en høflig distance og bruger formen vous (De) og monsieur eller madame. Merci er ligesom i Frankrig et udtryk, der konstant bliver anvendt i omgangen med andre.
Man tager sig gerne tid til at udveksle høfligheder og er rede til at gå i dybden med konversationen. Travlhed mærkes ikke rigtigt i Quebéc, der huser en halv million indbyggere. Tempoet er behageligt langsommere end i resten af Nordamerika, dog ikke så sendrægtigt som i en fransk provinsby. Vi er trods alt i Den Nye Verden.
Mænd og kvinder går til dagligt op i at klæde sig ordentligt. Amerikanere (i USA) kan gøre det til en dyd to dress down – at optræde i så uelegant eller dagligdagstøj, som det nu er muligt. Historisk set kan man tolke denne stil som et uartikuleret – og for mange ubevidst – oprør mod Den Gamle Verden, Europa. For nogle amerikanere er det bare cool at være uformelt klædt på under festlige lejligheder.
Omvendt i Québec. Her føler man sig hensat til et latinsk land. Mest overraskende er det at opleve mænd tænke selvstændigt på mode. Såvidt det kan bedømmes, findes der ikke en foretrukken uniform. I USA klæder næsten alle forretningsmænd med respekt for sig selv i en grå eller mørk habit, hvid skjorte og rødt slips – som kan være gult, men så heller ikke mere. I Québec er variationen så stor som i Frankrig.

Det franske køkken har i et vist omfang overlevet i den gamle koloni, selv om der rent faktisk findes restauranter i Québec, der specialiserer sig i la cuisine québécoise. Turister, der tør begive sig ind på den slags spisehuse, får serveret fed og tung mad. Da franske nybyggere ankom i det 17. århundrede til den militærstrategisk vigtige klippe langs St. Lawrence-floden, hvor Québec by blev grundlagt, savnede de frygteligt det daglige glas vin.
Trods mange velmente forsøg lykkedes det aldrig at dyrke vinranker i det kolde klima, og de få, der en enkel gang fik vindruer ud af strabadserne, fremstillede en så godt som smagløs hvidvin. På øen l’Île d’Orléans fremtryller en lokal vinbonde stadig druer, men på herberget Le Canard Huppé – hvor man spiser aldeles fortrinlig fransk mad – smager vinen ikke af noget, med mindre man beder om at få tilsat nogle dråber cassis.
»Det er ikke så mærkeligt. I januar og februar bevæger sølvet i termometret sig aldrig op over minus 20 grader om dagen,« fortæller Pierre, der er specialist i at udvinde sirup fra provinsens ahorntræer.
For amerikanske turister kan det være næsten umuligt at opstøve ’amerikansk’ mad i denne franske provins.
Nuvel, man kan af og til støde ind i McDonald’s og Kentucky Fried Chicken (Poulet Frit Kentucky) i forstæderne og på landevejene; men i Québecs gamle by ligger der kun én McDonald’s, og ejeren er blevet forment at sætte det sædvanlige gul-røde skilt op. Facaden er holdt i en afdæmpet stil og afstemt med den dominerende bygningsarkitektur på hovedstrøget rue Saint Jean.
Under de nylige demonstrationer mod et frihandelsområde i Nord- og Sydamerika forsvandt McDonald’s fuldstændigt i tre dage. Træplader dækkede hele facaden, så det var lidt af en overraskelse at se sløret falde dagen efter, topmødet var ovre.
På Grand Allée Est uden for den gamle bys mure ligger en Burger King midt imellem fornemme franske caféer og restauranter. Det bekommer ikke en engelsk-canadisk tv-reporter fra provinsen Manitoba.
»Det er altså bare for meget. Sidste gang jeg var så irriteret over synet af en Burger King, var på Champs Elysée i Paris,« udbryder han.
»Ja, det er frygteligt,« bemærker Michelle Demers, en fransktalende turistguide. »Men byrådet har heldigvis vedtaget meget strenge retningslinier for, hvordan fast-food restauranter præsenterer sig arkitektonisk, men reglerne gælder desværre kun inden for bymurene.«

Ansigter i Québec er et nøje studie værd. Heller ikke her kan man lade være med at tænke på en fransk provinsby. Den lokale købmand på rue St. Jean har ansigtstræk, der minder om bestyrerens i et supermarché i Besançon. De unge kvinder påmaler samme mængde make-up og i næsten samme stil som deres franske kønsfæller.
Alt i alt kan det ikke undre, at man i Frankrig anser Québec for den eneste og sidste forpost for fransk kultur og sprog i Nordamerika. Denne frygt deles naturligvis af de syv mio. indbyggere i Québec, hvoraf 95 procent taler fransk, men kun 30 procent nedstammer fra moderlandet Frankrig.
Faren for at drukne i et menneskehav af engelsktalende nordamerikanere og deres kultur er allestedsnærværende og overhængende. Man kan blot erindre, hvordan det gik for de franskmænd, der koloniserede egnen omkring Mississippi-floden og døbte det Louisiana. Selv om de i det 18. århundrede blev afstivet af franske indvandrere fordrevet fra Nova Scotia i det britiske Canada – også kendt som arkadierne – overlevede kun brudstykker af fransk kultur og næsten intet af sproget i den amerikanske sydstat. I dag taler ingen fransk i Louisiana.
Ja, Québecs kulturelle og sproglige egenart skal for alt i verden bevares. Det ønske deler Frankrig og provinsens befolkning utvivlsomt, men her ophører enigheden, thi i Québec er forkærligheden for de ’arrogante’ franskmænd så godt som ikke-eksisterende.
Hvis man vil stå på god fod med disse ’fransk’-amerikanere i Den Nye Verden, gør man klogt i at undlade at nævne alle de mange iøjnefaldende paralleller mellem livet i Ville de Québec og en fransk provinsby som Besançon. Man kan lige så godt fra begyndelsen erkende, at Québec er lige så lidt af et halehæng til Frankrig, som USA er til Storbritannien.

Québec er en selvstændig nation med sin egen kultur og sine egne traditioner udviklet over 400 år. Det springende punkt er, om Québec-folket en dag
føler sig nødsaget til at løsrive sig fra resten af Canada og danne en selvstændig stat for at overleve i et angelsaksisk menneskehav, hvor kun syv ud af 310 millioner taler fransk som modersmål.
Det spørgsmål er mindst lige så relevant i dag som for 30-40 år siden, da den moderne separatistbevægelse i Québec først gang fik luft under vingerne.
»I 1960 støttede kun tre procent af befolkningen uafhængighed; i den seneste meningsmåling fra oktober 2000 er andelen 40 procent,« fortæller Patrick Bariteau, lektor i antropologi på Université Laval i Québec.
For Bariteau og et voksende antal Québec-borgere giver det ikke længere mening at ’tænke’ Québec som en en-sproget og etnisk homogen nation, hvorpå man vil bygge en stat.
»Nej, det skal være et politisk projekt,« mener Bariteau, forfatter til flere essays og bøger om emnet.
Det betyder helt konkret, at alle borgere og indvandrere blot skal acceptere, at fransk er det fælles sprog – og intet mere. Etnisk set kan en quebecer være indvandret fra Afrika, Asien, Latinamerika eller Europa. Det afgørende er, at man deltager i demokratiet, gør dets værdier til sine egne og betragter Québec som sit fædreland. Kun et sådant projekt vil kunne sikre denne franske øs overlevelse i det amerikanske ocean.
Men misforstå det ikke – fransk er her ensbetydende med en anden type samfundsprojekt end den angelsaksiske kapitalisme. En tænker som Bariteau ser de skandinaviske velfærdsstater som en model, der med variationer kan inspirere udformningen af en selvstændig Québec-stat.
»Når vi engang bliver selvstændige – og det vil ske – vil vi forsøge at indgå alliancer med små nationer i andre verdensdele, især i Europa, der befinder sig i samme situation som os. Det er den eneste måde, vi kan gøre modstand mod den nyliberale verdensorden,« mener quebecer-antropologen.
Men hvor udbredt er accepten og forståelsen af denne strategi blandt almindelige mennesker? Det er ikke let at sige. Iagttagere af demonstrationerne og aktivismen under det nylige topmøde i Québec om skabelsen af et toldfrit område på de to amerikanske kontinenter, fandt det bemærkelsesværdig, at et stort flertal var fransktalende.
»Jeg er så stolt over de unge mennesker, der gik på barrikaderne,« fortæller Anne-Louise Fortin, en bibliotekar med tre voksne døtre. Hun bor i et kvarter, der var indhyllet i tåregas i tre dage og nætter.
»Jeg er nu overbevist om, at mine børn vil leve op til deres pligt som borgere i et demokratisk samfund og handle.«

Siden den sidste folkeafstemning i Québec om løsrivelse fra Canada i 1995 har man ikke set så mange mennesker demonstrere på gaderne. Dengang stemte 49,4 procent for selvstændighed og 50,6 procent imod, hvilket vakte en sensation i hele verden – ikke alene i engelsktalende Canada.
Efter manges mening drømmer mindst halvdelen af befolkningen stadig om at få deres eget land; det ses af meningsmålingen fra oktober 2000, hvor 40 procent af de udspurgte udtrykte ønske om uafhængighed. Når de fik et valg mellem national selvstændighed og en fortsættelse af status quo – begrænset suverænitet som enhver anden provins i Canada – voksede støtten til uafhængighed til 50 procent.
Årsagen til dette tilsyneladende paradoks er let at forklare. De ti procent håber stadig, at de andre canadiske provinser en dag vil gå med til, at forbundsstaten afgiver mere suverænitet til Québec. Et sådant forslag blev sidst drøftet i 1987 under en konference i lac Meech mellem lederne fra Québec og de ti andre canadiske provinser og udmøntede sig i en aftale, der blev ratificeret af alle provinsparlamenter undtagen i New Foundland.
Af forfatningsmæssige årsager faldt hele projektet derfor til jorden.
Den 23. juni 1990 erklærede Québecs daværende premierminister, Robert Bourassa, højtideligt: »Engelske Canada bør med tydelige bogstaver forstå, at uanset, hvad man siger og gør, er Québec allerede i dag og vil altid være en fri og særegen nation, der kan tage ansvaret for sin egen skæbne.«
Den 24. juni, Sankt Jans nationaldag i Quebéc, deltog 500.000 mennesker i en fredelig protestdemonstration i Montreal. Det ydmygende nederlag førte direkte til folkeafstemningen i Québec i 1995, hvor Canada undgik med en hårsbredde at blive opløst som forbundsstat.
Seks år senere synes nationalisternes agitation for Québecs uafhængighed at være stilnet af. Men det kan med lethed være stilheden før stormen. Lige under overfladen lurer utilfredsheden med status quo.
»Jeg har et udmærket forhold til canadierne,« beretter bibiliotekaren Anne-Louise Fortin uden at nævne, at hun formelt set selv er canadier. »Men hvorfor må jeg ikke være herre i eget hus. Jeg befinder mig bedst i mit eget land. Vi er et folk og en nation.«
Hendes kammerat Wahmed Ben Younes, en berbisk indvandrer, forudsiger slet og ret, at Québec snart vil blive opslugt af det engelske Nordamerika, med mindre uafhængigheden bliver erklæret meget snart.
»Québec modtager 25.000 indvandrere hvert år og langt de fleste er ikke fransktalende. Javel, de skal sende deres børn til fransk skole, men engelsk eller andre sprog er deres modersmål – ikke fransk,« konstaterer han.
»Det er blot et spørgsmål om kort tid – så er antallet af quebecere, der identificerer sig med fransk sprog og kultur, faldet til under halvdelen, og så kan du godt skyde en hvid pind efter at vinde en folkeafstemning,« påpeger den berbiske indvandrer, forfatter til en nylig udkommet roman om sin barndom i Algeriet.

Ligesom antropologen Bariteau mener Ben Yunes, at uafhængighedsbevægelsen har desperat behov for et politisk projekt for Québec som samfund.
»Det nytter ikke at gennemføre atter en afstemning. Folk skal vide, hvad det er for et samfund, de stemmer for at oprette. Desværre er vores ledende politikere i det liberale parti og Québec-partiet bange for at foreslå noget som helst, der kan lede tankerne hen på løsrivelse og uafhængighed,« mener den berbiske intellektuelle, der er gift med en quebecer.
Initiativet kan kun komme fra folket, og det vil sige fagforeningerne, kooperativerne, forretningslivet og NGO-grupper.
»For 30-40 år siden var det civile samfund stærkere end nu, hvor amerikaniseringen sniger sig ind på os. Men på det seneste er disse grupperinger begyndt at arbejde sammen om mange ting. Fagbevægelsens pensionsfonde investerer f.eks. etisk og råder i øvrigt over den største risikovillige kapital i Québecs erhvervsliv,« fortæller lektor Bariteau.
Informationsniveauet om ’globaliseringen’ af markedsøkonomi og kultur ligger på et usædvanligt højt niveau i Québec. Det er altså ikke for ingen ting, at én af den internationale bevægelses kendteste talspersoner, Naomi Klein, (forfatter til bogen No Logo om branding) er canadier. I Québecs mange små boglader prydes vinduerne med bøger om globaliseringen skrevet af fransk-canadiske akademikere. Selv ikke i Frankrig finder man et så bredt udvalg.
I boghandlen Librairie du Nouveau Monde i Québecs gamle bydel kan man f.eks. finde en bog med titlen Le mondialisation de la pauvreté, altså globaliseringen af fattigdom. Den er skrevet af quebecer-professoren Michel Chassudovsky fra University of Ottawa i Ontario, som i øvrigt bidrager til ATTAC-organet Le Monde Diplomatique i Paris.
Der sælges også en bog om ’de unge og globaliseringen’ skrevet af to akademikere i Québec. Det falder derfor naturligt at stille den unge mand ved kassen et relevant spørgsmål. Er det muligt for unge i Québec både at være kritikere af den nyliberale verdensøkonomi og tilhængere af national selvstændighed?

Svaret falder prompte.
»Selvfølgelig,« siger André Bilodeau, der straks bekræfter, at han deltog i demonstrationerne mod ’skændslens hegn’ – det sikkerhedshegn, der var opstillet omkring topmødet i weekenden.
»Blandt studerende er der langt flere nationalister end i middelklassen og den politiske elite. Det er, fordi vi ved, at vort eget land – med dets kultur og traditioner – vil være bedre i stand til at beskytte sig mod det amerikanske hegemoni fremfor som en provins i engelsktalende Canada,« bedyrer den unge mand, som var det en selvfølge, at en venstreorienteret kritiker af globaliseringen også er nationalist.
André tilføjer: »Hvorfor kan man ikke være lille og sig selv. Det bevarer ens identitet.«
Man kunne sige – hvis Québec-canadierne kan holde stand mod kommercialiseringen af snart sagt alt mellem himmel og jord, må det da være muligt for andre mere fjernt beliggende folkeslag og nationer. Hvor der er mennesker, er der altid håb.
»Mine børn elsker alt, hvad der er amerikansk – Coca-Cola, burgers, legetøj, videospil. Det er ikke til at få dem revet væk,« fortæller Patrick Bariteau. Men de kan ikke fordrage at besøge USA. De kan simpelthen ikke tage den amerikanske mentalitet.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her