Læsetid: 2 min.

Storhedsvanvid hos de liberale

Selv om det liberale tyske parti FDP er lille, har det store planer: 18 procent ved næste valg og måske også egen kanslerkandidat
4. maj 2001

BERLIN – Forudsætningen for at vinde er, at man selv tror på sejren. Den tro har Jürgen Möllemann, de liberales lokalformand i delstaten Nordrhein-Westfalen.
Ved delstatsvalget sidste år sikrede han FDP hele 9,8 procent af stemmerne; det bedste resultat i 46 år – et rent mirakel for et parti, der inden valget befandt sig under spærregrænsen.
Siden har Möllemann forkyndt sin vision: Ved næste forbundsdagsvalg i år 2002 får FDP 18 procent af stemmerne og stiller med sin egen kanslerkandidat.
»Det er vores store chance, hvis vi optræder selvbevidst og intelligent,« sagde han. Kandidaten skulle naturligvis hedde Jürgen Möllemann.
Möllemann gør det muligt – en flot vision, men nu er det alvor.
I dag samles de liberale til landsmøde i Düsseldorf, hvor bl.a. valgstategien skal vedtages. Samtidig har den grå formand Wolfgang Gerhard – efter et regulært kup – indvilget i at lade sig afløse af den unge himmelstormer Guido Westerwelle.

Nej tak til rival
Kuppet var kun muligt, fordi Westerwelle rottede sig sammen med Mölle-mann, og nu kræver Möllemand sin belønning i form af kåringen til kanslerkandidat. Men Westerweller bryder sig ikke om tanken om at have en rival placeret i skøddet.
»Med mine egne kræfter skal jeg lede partiet i Forbundsdagen, og jeg kan derfor ikke lade mig trække rundt ved næsen,« siger
Guido Westerweller.
For at underminere Möllemanns tilslutning skyndte han sig at finde en kandidat (Cornelia Pieper) til posten som partiets organisatoriske leder i det østlige Tyskland, hvor Möllemann nyder udbredt popularitet.
»Vi er ikke i FDP for at en eller anden kan blive kansler, men for at gennemføre en liberal politik,« slog Wester-welle fast i sidste uge – uden at nævne Möllemann ved navn. Om han selv vil være kanslerkandidat, holder han åbent. Andre, ledende partifolk er mere direkte:
»Det er beskæmmende at se, hvordan et helt parti står foran at underkaste sig en storhedsvanvittig Mölle-mann,« mener Walter Döring, der er partileder i Baden-Württemberg. Jürgen Möllemann tager fornærmelserne roligt.
»Jeg håber, han trækker dem tilbage. Med sit ordvalg rammer Walter Döring helt ved siden af,« siger han. »En stærk (mand som Wester-welle, red.) har brug for en stærk makker. Ligesom hos Terence Hill og Bud Spencer: Djævelens højre og venstre hånd.«
Ved seneste forbundsdagsvalg i 1998 fik FDP 6,2 procent af stemmerne. I dag står partiet til ca. syv procent i meningsmålingerne.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her