Nye cdér
Der er grund til at glæde sig over mere end sol og grønt dette forår. Også de unge etablerede navne i dansk jazz lader frodigheden råde på nye udspil, der samlet giver et billede af en national jazz med enorm forskellighed og fornemt format.
Tango Orkestret Henrik Sveidahl (sax og basklarinet), Christian Jørgensen (violin), Kaare Munkholm (vibrafon, marimba), Palle Windfeldt (guitar) og Carl Quist Møller (slagtøj) er her det verdensmusikalske islæt, der på original vis har taget livtag med den argentinske musik, primært med inspiration fra tangofornyeren Astor
Piazzolla. Med Tango, gruppens fjerde udgivelse, træder de ind i nyt terræn.
Krydret lyd
Ikke alene giver samarbejdet med den unge, argentinske bandoneon-spiller og komponist Marcelo Nisinman en tættere og mere krydret orkesterlyd med tilstedeværelsen af hans karakterfulde bandoneon-spil, Nisinman har også arrangeret samtlige ni numre, hvoraf kun tre er af Piazzolla (Nisinman står selv for to og resten udgøres af andre tango-komponister).
Gruppen er således et instrument i Nisinmans hænder, og mere end nogensinde før er musikken udtryk for en kompleks og sindrig arrangementkunst.
Det giver mindre plads til solistiske udfoldelser og rykker musikken længere væk fra det improvisatoriske
islæt, som knyttede gruppen til jazzen. Til gengæld er numrene arrangeret og udført med en vitalitet og et flow, der i perioden tager pusten fra én.
Smukt og sprælsk
Udgaven af Piazzolla-klassikeren »Adios Nonino« udføres smukt, sprælsk og overrumplende og er sjov at sammenligne med orkestrets tidligere udgave fra pladen Lo Que Vendra (1995).
Fra samme plade genbruges den humoristiske dialog mellem Møllers andekald og Sveidahls basklarinet på den centrale og over ni minutter lange »Pourquoi Tu Te Leves« af Nisinman, et nummer fuld af skæve indfald og ind-trængende musikalitet, hvor Jørgensen får lov at strække ud med en herlig violinsolo.
Musikken på Tango er suveræn, men også på vej til det elitære feinschmekkeri. Pianisten Mads Bærentzen henter sit musikalske brændstof i den amerikanske jazz, som allerede titlen på hans nye cd angiver.
Han står for en mere traditionel indstilling, end de øvrige to orkestre. Det kom allerede til udtryk på den i øvrigt fornemme debutplade StandArt (1999), hvor hans faste trio gennem en årrække, inklusiv Morten Ramsbøl (bas) og Kristian Leth (trommer), fortolkede en række standardmelodier.
En særlig kemi
På 785 Madison Ave har Bærentzen inviteret den unge, men allerede godt etablerede tenorsaxofonist fra New York: Eric Alexander. Han spiller forrygende med en overrumplende teknik og en bred tone, bl.a. på den funky »To The Doctor«, men kan også tage fint nuancerede midler i brug, som på Barrons »Sunset«, hvor han i pippende, skævt blæste fraser skaber sin egen poesi.
Bærentzens spil er kendetegnet ved stor bevægelighed og et særligt let og dynamisk anslag, der blandt andet bringer ham i familie med Kenny Barron.
Den musikalske klarhed, for eksempel udtrykt i hans spil på den selvkomponerede ballade »Minor Move«, er det, der skiller ham ud fra mængden og gør ham til et lovende talent.
Den særlige kemi mellem ham, Ramsbøl og Leth, skal heller ikke undervurderes i den sammenhæng; de udgør tilsammen en frugtbar enhed. Med 785 Madison Ave har de endnu en solid om end lovlig regelret plade i baggagen.
Fra glemslens kældre
Gruppen Once Around The Park vælder nu frem fra glemslens kældre med en for alvor original udgivelse, der ser stort på jazzens ofte fastlåste manerer. This Is The
Sound of Music er kun deres anden cd foruden den Grammy-vindende Unity fra 1997, men det er betegnende for gruppens slagkraft, at den trods kun to plader på omtrent ti år alligevel regnes blandt 1990ernes vigtigste yngre danske orkestre.
Denne position understreger og opdaterer de noget så eftertrykkeligt her med deres særlige hybridjazz, der nok kan dechiffreres for elementer af rock, free jazz, soul, Monk, Joe Zawinul og dansk folketone, men det afgørende er bandets fortættede og mørkt flimrende collagelyd, genkendelig på et sekund og skabt i et tætvævet samarbejde mellem Michael Findings skummende trommespil, Anders Christensens dumpe bas, Rune Funchs flertydige guitar og ikke mindst Nikolaj Torp Larsens grynede orgel-spil og spacede elektroniske effekter.
I front befinder sig Jakob Dinesen, hvis tenor-saxspil altid har lydt bedst med dette orkester.
Hans improvisationer på denne plade har stort, stort vingefang; hans indsats på »Vejle Fjord« må være et af de mest tændte og veludførte tenorsoloer i dansk jazz de senere år.
Numrene folder sig ud som små historier, f. eks. »Wanna Go AOTP?« med et ildevarslende og drillende tema, der minder om Pat Methnys »Au Lait« (fra Offramp, 1981), hvor først Funch i Bill Frisell-rus og derefter Dinesen leverer betagende solospil.
Pladen er en rig, strittende samling musik af den slags, som gør det værd at være jazzlytter. Hermed indstillet til en Music Award.
*Tangoorkestret & Marcelo Nisinman: Tango (Stunt)
udkommer i morgen
*Mads Bærentzen Trio feat. Eric Alexander: 785 Madison Ave (Music Mecca)
*Once Around the Park: This Is the Sound of Music (Stunt)
