Filmfestival
Oven på sidste års Guldpalmerus og de senere års store succes for dansk film var det lidt som at få en spand kold vand i hovedet, da det blev offentliggjort, at ingen danske spillefilm i år har fundet vej til den prestigefyldte festivals officielle program. Kun Anders Worms syv minutter lange filmskolefilm Fuldmåne vanvid har fundet nåde for festivalledelsens kritiske blik og bliver vist sammen med de øvrige Cinéfondation-film.
Flere danske film skal dog sælges på festivalen, heriblandt Gabriel Axels Laila, Tomas Gislasons P.O.V. og Åke Sandgrens dogmefilm Et rigtigt menneske, men ellers må man gemme sine spændte miner til nogle af de andre film i det officielle program. Og der er da også rigeligt med film at se frem til.
I hovedkonkurrencen dukker David Lynch op med sin Twin Peaks-agtige Mulholland Drive, Coen-brødrene, som også deltog sidste år med O Brother, Where Art Thou?, er tilbage med endnu en skæv komedie, The Man Who Wasnt There, Sean Penn deltager med sit dystre krimidrama The Pledge, og fra DreamWorks kommer den vældig underholdende, computeranimerede Shrek, den første animationsfilm i konkurrence i mere end 50 år.
Moulin Rouge
Mest spændt er jeg på australske Baz Luhrmans Moulin Rouge, der også åbner festivalen. Det er en farvestrålende fortælling om en ung mands kærlighed til den kvindelige stjerne på det berømte Moulin Rouge i Paris i slutningen af 1800-tallet. Ewan McGregor og Nicole Kidman spiller hovedrollerne, og John Leguizamo dukker op som maleren Toulouse Lautrec. Luhrman, der i Romeo+Juliet førte Shakespeares berømte tragedie op til vore dage med både fynd og klem, har fået bl.a. David Bowie, Lil Kim og Christina Aguilera til at levere ny og moderne lydende musik til filmen.
Også ældre og velrenommerede instruktører som Jean-Luc Godard, Jaques Rivette, Manoel Oliveira og Ermanno Olmi deltager i kampen om Den Gyldne Palme med nye film. Samtidig vender en håndfuld tidligere festivalvindere og -favoritter som Mosen Makhmalbaf, Aoyama Shinji, Michael Haneke, Shohei Imamura, Nanni Moretti og Alexander Sokurov tilbage og forsøger sig igen.
I sideserien Un Certain Regard ser især den utilpassede, amerikanske instruktør Abel Ferraras R-Xmas interessant ud.
I samme serie instruktørdebuterer skuespillerne Alan Cummings og Jennifer Jason Leigh med The Anniversary Party, independent-veteranen Hal Hartley kommer med No Such Thing, og den talentfulde new yorker Todd Solondz, der chokerede publikum og blev hyldet af kritikere verden over med sit familiedrama Happiness, er klar med endnu et sorthumoristisk blik på amerikansk hverdagsliv i Storytelling.
Dommedag nu
Udenfor konkurrencen lokker Francis Ford Coppola med en 50 minutter længere version af det mesterværk, som for 23 år siden skaffede ham Guldpalmen i Cannes, nemlig Dommedag nu. Coppolas søn, Roman Coppola, er ligesom den store instruktørs datter, Sofia hun debuterede med sidste års roste The Virgin Suicides parat til at springe ud som filminstruktør. CQ hedder hans første film.
Martin Scorsese, der for tiden arbejder med en gangsterfilm, som foregår i 1800-tallet, Gangs of New York, er endelig blevet færdig med den dokumentar om italiensk film, Il mio viaggio in Italia, som skulle have været vist i Venedig sidste år.
Efter at Jodie Foster måtte sige nej tak til at være formand for festivalens konkurrencejury, overgik hvervet til Liv Ullmann, der sidste år deltog med sin Bergman-filmatisering Troløs.
Ved sin side har forkvinde Ullmann bl.a. skuespillerinderne Julia Ormond og Charlotte Gainsbourg og instruktørerne Terry Gilliam, Edward Yang og Mathieu Kassovitz.
*Filmfestivalen i Cannes begynder onsdag den 9. maj, og Information er selvfølgelig på pletten fra dag 1