Læsetid: 3 min.

Taktfuld ligegyldighed

4. maj 2001

DEN 13. internationale Nikolai Malko dirigentkonkurrence har fundet sted i disse dage i Radiohusets Koncertsal. Unge dirigenter kæmpede om at vinde konkurrencen, for dermed at få det afgørende skub fremad.
Det var Nikolai Malkos enke, Berthe Malko, som efter maestroens død i 1961 foreslog en international dirigentkonkurrence med navn efter den russiske dirigent. Gennem radio og tv er konkurrencen blevet kendt i Danmark. Tvangsfodret med ord og billeder gennem public service-forretningen er den danske befolkning blevet med denne konkurrence, der har haft sine ups og især downs.
Hvor mange husker overhovedet de dirigerende vindere, der gennem Malkos konkurrence skulle kunne gøre sig til i forhold til det talenthungrende ind- og udenlandske musikliv? Hvad er der blevet af Ralf
Weikert, Avi Ostrowski, Winston Dan Vogel, Gotthard Lienicke, Philip Greenberg, Maximiano Valdes, Claus Peter Flor, Kazufumi Yamashita, Fabio Mechetti, Jin Wang, Jan Wagner og Seikyo Kim, som alle tidligere har vundet konkurrencen?
Den eneste vinder af konkurrencen, som man hører
om i en større sammenhæng, er Claus Peter Flor. Re-sten har mindre betydelige stillinger eller er helt forsvundet.

CARL NIELSEN-konkurrencen i Odense propfodres vi ikke med oplysninger om i Danmarks Radio, skønt den har højere kunstneriske kvaliteter og videre perspektiver. Den skævvredne konkurrence på orkesterområdet, hvor DR’s egne ensembler kan promoveres gennem DR på bekostning af resten af musiklivet, har nu ført til, at Sjællands Symfoniorkester har anmeldt Danmarks Radio til konkurrencestyrelsen.
Tror da pokker: Dagens børn og unge tror at Radiounderholdningsorkesteret er i stald på Ledreborg, idet informationen i tv, radio plus billethenvisning til Ledreborg ikke fejler noget.
Derigennem tror ubefæstede sjæle, at Hans Otto Bisgaard, Thomas Eje og ligesindede er sagen og sejt at synes om. De oplyses derimod ikke i nævneværdig grad om Sjællands Symfoniorkesters fremadrettede og visionære formidling gennem Alkunstprojektet med børn og unge, som virkelig burde være noget for public service-kanalen at rapportere om. Eller om Sønderjyllands Symfoniorkesters forbilledlige arbejde med at uropføre unge danske komponisters værker.

MENS DISSE linjer skrives, informerer Danmarks Radio fra Malko-konkurrencens anden dag. På adressen http://dr.dk/malko/dan/index.htm bringes historier med følgende indhold:
*Dagens resultat: Kun 14 deltagere videre til anden
runde.
*Radioens kendteste ansigt: Tv-værtinden Rie Koch
*Følg konkurrencen på Internet
*Radio fra Ringsiden
*Dagens Malko Reportage: Flirt på podiet
Danmarks Radio har danmarksrekord i at oplyse om stroppeløs violinvirtuos og dirigentflirt og i det hele taget fokus på alt det, der ikke har en kæft med sagen at gøre. Der er mere narrefisse i Danmarks Radio end noget andet sted i dansk kulturformidling – for nu at klinge med på en sprogbrug de formodentlig kan spille med på inde på Rosenørns allé. Der er ingen pølsepind der er for tynd til at Danmarks Radio har lyst til at få det til at ligne et festmåltid.
Markedsføringen af produkterne sker så i en stil og med metoder, der får lyttere til at bestille tid hos ortopædspecialisten for at få plads til krøllede tæer, denne ledersignatur inklusive. Dette så meget mere ulykkeligt al den stund at særdeles kompetente radiomedarbejdere gør et anstændigt stykke arbejde. De får bare ikke nok plads og midler og synlighed.
De synlige er dem, der kan smarte tricks og albue sig frem i DR-butikken. De er undværlige, fordi de kender alle magtens kanaler og afløb, gætter dens hemmelige domme og lever af dens smidige kommunikation. De har pudset deres gamle kræmmermentalitet op med den næstsidste psykologis landvindinger. De bedrager ikke af instinkt men af princip. De har travlt med at tale om samarbejde, for det ser godt ud, men i virkeligheden er de dødsdromskørere, der ene og alene tænker på at køre sololøb, koste hvad det måtte koste.

TH. W. Adorno skrev om den type vigtigper, der kun tror, han er noget, når han bliver bekræftet i den rolle, han spiller i kollektive sammenhænge. Hvis man vil til tops i dén geschæft, er det hensigtsmæssigt med størknet mellemmenneskelig forståelse.
I Danmarks Radios besluttende organer spørger de musikalske ledere ikke længere efter indhold, men efter synlighed og Navne. Navne eller stjerner, der kan dække over det faktum, at den interne kunstneriske opfindsomhed er vigende, at indhold og substans er erstattet af tout va bien-holdningens fiffige stupiditet.

beyer

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her