Telefusioner på spring

I går besluttede Københavns Fondsbørs at sætte Tele Danmark Communications på observationslisten. Årsagen er ikke, at det forleden blev hævdet af Media Watch, at TDC’s nye logo er beslægtet med et fra en amerikansk pornohjemmeside.
Nej, forklaringen er, at der er vedholdende rygter om, at TDC’s amerikanske hovedaktionær, SBC Communications, vil sælge sine aktier, og det har skabt uro om selskabets aktier på børsen. Den 16. maj meddelte det norske teleselskab, Telenor, at det forhandlede med SBC om at overtage TDC. I sidste uge sprang svenske Telia ind på arenaen, og tirsdag hævdede den svenske internetavis ekonomi24.se, at Telia satser på en kæmpefusion af både TDC og finske Sonera.
Nordic Telecom skal kæmpen døbes. Med en børsværdi på godt 290 mia. kroner og en omsætning på over 100 mia. kroner vil den kunne ånde Europas største teleselskaber i nakken. TDC og Sonera ejer til sammen aktieposter i 20 forskellige teleselskaber og operationer i de europæiske lande,
og de passer som fod i hose ind i Telias aggressive ekspansionsstrategi.
Interessant nok er TDC og Sonera med i projekter for den tredje højhastighedsgeneration af mobiltelefoni (UMTS) i så forskellige lande som Norge, Holland, Tyskland, Polen, Belgien, Østrig, Schweiz, Italien og Spanien. Samles det hele under en nordisk hat, så vil det være et selskab, der rykker med op i førereliten af mobilselskaber, hvor det britiske Vodafone og franske
Orange hører til de tunge spillere.
Det giver et solidt vækstpotentiale i fremtiden, hvor konkurrencen bliver skærpet, og der er færre nytilkomne kunder at erobre. Men på kort sigt er UMTS forbundet med masser af risiko. For UMTS-teknologien er forsinket, og den har sat den europæiske teleindustri på den anden ende.

Sidste års dyre auktioner for UMTS-licenser, der til sammen kostede Europas teleselskaber omkring 1.000 mia. kroner, har efterladt alle aktører med en dyb gæld, og aktiekurserne er styrtdykket siden højdepunktet sidste år. Netop finske Sonera hører til de hårdest ramte, og aktien er faldet fra kurs 90 til kurs 11 – årsagen er dels, at selskabet købte en tysk UMTS-licens sammen med spanske Telefónica for alt for dyre penge, og dels at det ejer 37 procent i det tyrkiske mobilselskab Turkcell, der forbløder på grund i landets valutakrise.
En af hindringerne for dannelsen af Nordic Telecom er, at den svenske stat ejer 70 procent af Telia, og at den finske stat ejer 53 procent af Sonera, mens den danske stat som bekendt har solgt sine aktier i TDC. Men den svenske rigsdag har netop besluttet, at man er villig til at nedbringe statens ejerandel, og det kan åbne døren for fusionen.
Og i går meddelte en talsmand fra det norske Telenor (som bl.a. ejer mobilselskabet Sonofon), at de ikke er hægtet af samtalerne, og at ’alle taler med alle’. Så måske drømmer Telenor endda om at komme med til et nordisk bunkebryllup.

Alle må til at indstille sig på, at hvis ikke de fusionerer på tværs af grænserne, så bliver de nok mast i den hårde konkurrence på det snart helt liberaliserede europæiske telemarked. Fra den 1. januar skulle der ifølge en enig EU-beslutning åbnes op for konkurrence på de lokale samtaler, som hidtil har været sikre profitmaskiner for de gamle telemonopoler. Liberaliseringen af de lokale samtaler går stadig sløvt i flere EU-lande, men den tid, hvor selskaberne kunne opkræve høje monopolistiske lokaltakster, er ved at rinde ud. Samtidig skal de europæiske teleselskaber slås med kolossale nyinvesteringer til de nye UMTS-netværker på samlet omkring 600-1.000 mia. kroner, og den byrde kan mærkes. Og risikoen koster på aktiemarkedet.
Aktiekursen i Europas største teleselskab, Deutsche Telekom, er faldet med 65 procent siden sidste år, og dets store gæld på 490 mia. kroner tynger ned.
British Telecom (BT) er faldet lige så meget, og briterne slæber også rundt på en kolosal gældsbyrde. De store kursfald i de to selskaber gør ondt på de mange folkekapitalistiske småsparere, som købte aktier i de nationale teleselskaber, da staterne begyndte at privatisere dem.
BT har fyret 115.000 af de 250.000 medarbejdere, som det havde, da det blev privatiseret af Margaret Thatcher i 1984. BT’s gevinster ved fyringerne skabte først basis for en international ekspansion, men i de sidste par år er meget blevet sat over styr. Selskabet har i dag en gæld på 330 mia. kroner, og ambitionerne om at blive verdens førende teleselskaber med alliancer over Atlanten og i Asien, ligger i ruiner. I Spanien måtte BT meget betegnende sælge sin aktiepost i Airtel til den aggressive modstander på det britiske marked, Vodafone, der i løbet af få år er blevet verdens stærkeste mobilselskab.
Sidste års vilde eventyr med køb af dyre UMTS-licenser i Storbritannien og Tyskland kom til at koste dyrt for BT.

BT har solgt ud af sine aktier i mobilselskaber i Spanien, Asien og Stillehavet for en værdi af knap 60 mia. kroner, og i denne uge har det solgt en af sine internetdøtre, Yell.com, for 20 mia. kroner. Ambitionen er at nedbringe BT’s gæld til godt det halve fra starten af år 2002. Men indtil da er alle ekspansionsplaner skruet ned på vågeblus.
En anden, der foreløbig har måttet arkivere sine drømme om ekspansion er det franske selskab for teleudstyr, Alcatel. Indtil tirsdag var der rygter om, at det ville købe den amerikanske konkurrent Lucent. Som en af USA’s førende teknologiudviklere og som leverandør til de nye UMTS-netværker har Lucent fået rigtig mange tæsk efter, at sidste års spekulationsbobbel er eksploderet. I december 1999 var Lucents vurderet til 275 mia. dollar på børsen – i dag er selskabet kun 23 mia. dollar værd.
Alcatel slap bedre ud af det med et kursfald på 60 procent siden sidste år, og det gav franskmændene mod til at byde ind på Lucent. Det satte gang i rygtebørsen. Men tirsdag brød forhandlingerne mellem de to sammen med et brag, og i går meddelte Alcatel, at dets teledivision får tab på over 20 mia. kroner i andet kvartal. Det sendte selskabets aktier endnu længere ned.
En tumultarisk periode med aktieuro venter forude for teleselskaberne. Men det betyder ikke, at fusionsbølgen er overstået. Tværtimod vil det ikke overraske, hvis ideer som Nordic Telecom slår igennem og fører til et europæisk marked domineret af fem-seks store giganter. Deutsche Telekom, France Telecom/Orange og spanske Telefonica vil høre til i teleeliten sammen med mobilspecialisten Vodafone. Hvis British Telecom kommer helskindet ud af sin øjeblikkelige eksistenskrise vil de også kunne konkurrere. Det er sværere at forudsige, om Nordic Telecom eller en anden regional gruppe er stærk nok til at klare sig i det selskab.