Læsetid: 4 min.

Tiden er inde, Nyrup!

8. maj 2001

DEN BORGERLIGE BLOK er ikke alene under pres på grund af Socialdemokratiets fremgang i meningsmålingerne. Den åbne konflikt mellem de to små midterpartier og Dansk Folkeparti – såvel som de indbyrdes spændinger mellem Venstre og de konservative – risikerer at skabe så meget tumult under det forestående valg, at det kan blive svært for de fleste vælgere at se, hvad der egentlig er det klare alternativ til Nyrup & co.
Usikkerheden omkring Kristeligt Folkepartis og CD’s fortsatte parlamentariske eksistens gør det reelt umuligt for Venstre og de konservative at fortælle vælgerne, hvad deres regeringsgrundlag vil indeholde, før valget er afsluttet. Og hvis de to små lukningstruede midterpartier ikke klarer spærregrænsen – hvad ingen efterhånden er i stand til at udelukke – står V og K alene tilbage med Dansk Folkeparti og dermed en ’sort’ koalition, som Socialdemokratiet havde held til at skræmme vælgerne med under den forrige valgkamp.
Formand Anders Fogh Rasmussens pragmatiske linje viser dog, at Venstre og de konservative satser på, at den gamle firkløver-regering med Kristeligt Folkeparti og CD kan genoplives efter det folketingsvalg, som måske bliver udskrevet allerede før sommerferien.

FIRKLØVER-KOALITIONEN vil imidlertid kun træde klart frem som et gangbart alternativ i vælgernes øjne, hvis Venstre og de konservative slækker lidt på parolerne: CD vil nemlig ikke være med til nye stramninger på indvandrerområdet, og Kristeligt Folkeparti er bestemt ikke lun på skattestoppet. Og når valgkampen først for alvor går i gang, vil CD og Kristeligt Folkeparti være nødt til at fremhæve deres eksistensberettigelse ved at stille en række yderligere kardinalkrav.
Venstre og de konservative står således i en svær kattepine:
*De kan enten satse på at fastholde en klar politisk profil i valgkampen – hvorved de risikerer at skubbe midterpartierne fra sig og derved får det borgerlige regeringsalternativ til at fremstå usikkert efter valget.
*Eller de kan forsøge at stryge midterpartierne med hårene – hvorved deres bedste salgsargument om »tid til forandring« udhules, og det borgerlige alternativ derved kommer til at fremstå vagt og ligegyldigt.

MIDTERPARTIERNE vil dog næppe stemme imod Anders Fogh som ny statsminister – skønt flere røster i CD’s bagland er begyndt at tale om, at partiet bør pege på Nyrup efter valget. Venstre og de konservative kan ikke desto mindre vælge at spille højt spil i forventning om, at Kristeligt Folkeparti og CD – hvis de overhovedet kommer i Folketinget – ikke har tilstrækkeligt mod til at give regeringen fire år mere. Èn ting er dog selve udnævnelsen af en ny statsminister.
Efter valget vil en eventuel borgerlig regering uundgåeligt at komme i massive vanskeligheder, hvis den ikke har parlamentarisk rygdækning til at føre sine løfter fra valgkampen om et skattestop og nye asyl-stramninger ud i livet.
Den borgerlige alliances største fjende er dermed sin egen indre splittelse, som kun vil vokse sig større i takt med, at afstanden mellem regeringen og de borgerlige bliver mindre uge for uge i meningsmålingerne.
I Venstre er der en voksende utilfredshed med de konservatives leder, Bendt Bendtsen, der ikke ses som den store statsmand.
Enkelte ser ligefrem ’Bambi-Bendt’ – som Ekstra Bladets chefredaktør, Hans Engell, så elskværdigt har døbt sin arvtager hos de konservative – som en dansk pendant til USA’s tidligere vice-præsident, Dan Quayle, der altid var god for en pinlig kommentar, der blottede hans manglende indsigt.
Venstres eneste trøst er, at de konservatives andre lederemner enten er afprøvede eller værre.

PROBLEMERNE for de borgerlige partier bliver heller ikke mindre af, at Socialdemokratiet har haft held med deres kampagne mod det stærkeste led i den borgerlige kæde: Formand Fogh. Han fremstår som en utilregnelig vejrhane, der må kæmpe med de samme troværdighedsproblemer, som Nyrup så småt er ved at have overvundet. Og ligegyldigt hvor slagkraftigt Fogh end kommer igen, kan Venstre ikke vinde valget alene.
Socialdemokratiet har derfor ikke overraskende valgt at sætte valgkampen så småt i gang. I de kommende uger vil ugebladene HER & NU og KIG IND bringe reklamer for Socialdemokratiet for et beløb på omkring en halv mio. kr. Satsningen er kopieret fra Dansk Folkeparti, som tidligere har brugt underholdningsmedier til at profilere sig i.
Og eftersom det netop er den voksende gruppe af partipolitiske analfabeter – for hvem argumentet om, »at vi ved, hvad vi har, men ikke hvad vi får«, er en sikker succes – der reelt vil afgøre valget, ja så er regeringen ved at bringe sig effektivt i stilling til en valgkamp, hvor resultatet igen er helt åbent. Det kan ende med, at de borgerliges sammenbrud igen giver Socialdemokratiet sejren.
Nu mangler Nyrup kun at udskrive valget. Dét kan ske allerede på tirsdag, hvor Folketinget har en stor debat om fremtidens velfærdssamfund. Og når selv de radikale står til svag fremgang, må det altså være blevet tid for valget. Kom nu, Nyrup!

lam

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her