Læsetid: 11 min.

Toppet for tidligt

Den seneste tids vending i meningsmålingerne har tydliggjort, hvor løst sammenflikket den borgerlige opposition står på tærsklen til valgkampen. Ingen har et klart bud på, hvad en genoplivet firkløver-regering skal kunne finde sammen om
12. maj 2001

Politik
Hvis det gamle firkløver igen skal spire under valgkampen, er de borgerlige partier nødt til at bruge en ordentlig omgang round up. For der er meget ukrudt på vej. De borgerlige partier har efterhånden formøblet et så stort forspring i meningsmålingerne, at en gentagelse af det knebne valgnederlag i 1998 toner frem i horisonten. De indbyrdes uoverensstemmelser mellem de borgerlige partier træder tydeligere frem for hver dag, den forestående valgkamp nærmer sig.
Den gamle firkløver-koalition mellem de konservative, Venstre, CD og Kristeligt Folkeparti har ikke længere en klar fællesnævner, der kan overbevise de mange vægelsindede vælgere om, at det er tid til forandring. Og det er efterhånden lang tid siden, at de fire partier dannede fælles front i Schlüter-regeringen fra 1982 til 1988. Dansk Folkeparti lurer samtidig i baggrunden og kan – når først valgkampen kommer op i gear – skabe så stor uenighed i den borgerlige lejr, at ingen rigtig ved, om de køber katten i sækken, når de stemmer på ét af de mange partier, der i dag træder hinanden over tæerne for at fremstå som det mest midtsøgende, borgerlige parti i Danmark. Ingen kan derfor udelukke, at Nyrup ender med at fortsætte fire år mere – efter en kontant og effektiv valgkamp.
Den nuværende regering, der er stabilt på vej frem i meningsmålingerne, har bevist i praksis, at Danmark ikke går bankerot, fordi venstrefløjen har været med til at stemme omfattende lovpakker hjem. De borgerlige midterpartier har nemlig som oftest siddet med ved forhandlingsbordet og været med i de fleste større initiativer. Med sine skiftende ministre har Nyrup rent faktisk ført en så moderat politik, at det ligefrem kan være svært for lederen af Kristeligt Folkeparti, Jann Sjursen, at begrunde, hvorfor der er behov for en ny regering. Han understreger dog, at de kristelige med garanti vil pege på Venstres formand, Anders Fogh Rasmussen, i dronningerunden efter valget:
»Jeg må indrømme, at jeg ikke har spekuleret over, hvad der egentlig er den politiske fællesnævner for firkløver-partierne i dag. For mig er det vigtigere at fokusere på, hvor forskellene er på den borgerlige fløj. Og her kigger jeg først og fremmest på udlændingepolitikken, ulandspolitikken og dele af miljøpolitikken. Her har vi en række kvalificerede uenigheder, hvis jeg skal udtrykke det diplomatisk,« siger Jann Sjursen, til Information:
»Men hvis firkløver-regeringen skal genoplives, er det ikke tilstrækkeligt, at Anders Fogh Rasmussen blot får opbakning til at blive landets næste statsminister. Kristeligt Folkeparti vil vurderer situationen meget nøje efter valget. Det afgørende bliver naturligvis, hvad de fire partier kan blive enige om at skrive i regeringsgrundlaget. For mig at se kunne en fælles platform f.eks. bygges op omkring dele af den økonomiske politik, erhvervs- og arbejdsmarkedspolitikken – altså de områder, hvor vi traditionelt er enige. Men jeg vil gerne understrege, at det slet ikke er aktuelt, at firkløver-partierne f.eks. skulle fremlægge et fælles valgoplæg,« siger Jann Sjursen.

Det første og største problem for den borgerlige fløj er, at de mangler et klart og sammenhængende projekt, der kan overbevise flertallet af vælgerne om, at der er brug for et politisk kursskifte. Og eftersom det er små 30 år siden, en dansk regering sidst blev væltet ved et Folketingsvalg, er man i den borgerlige lejr udmærket klar over, at det ikke er til stor hjælp, at man i de seneste år har ligget til en solid valgsejr i meningsmålingerne. Det er nu, det gælder, hvis vælgerne skal rykkes. Og den mudrede debat om et usikkert skattestop gør det næppe alene.
De borgerlige er oppe imod traditionen. I nyere dansk historie er det blevet en grundregel, at statsministerposten går på omgang – med jævne mellemrum og uden valg. Den socialdemokratiske statsminister, Anker Jørgensen, valgte således selv i 1982 at give plads til den konservative Poul Schlüter, som ti år senere lod Poul Nyrup Rasmussen komme til. Lederen af Kristeligt Folkeparti, Jann Sjursen, erkender også ærligt, at han og partiet generelt har haft et glimrende samarbejde med regeringen. Dog med én enkelt undtagelse:
»Vi har da haft et godt samarbejde med den nuværende regering på en lang række områder. Men dér, hvor Nyrup-regeringen har skuffet os mest, har været på det familiepolitiske område. Vi prioriterede forbedringer af orlovsordningerne højt, da vi selv sad i regering. Men siden Kristeligt Folkeparti trådte ud af regeringen, er det gået ned ad bakke på det familiepolitiske område. Og dét er den afgørende årsag til, at vi ikke kan pege på Nyrup,« siger Sjursen.
– Hvad vil i dine øjne være det største problem, hvis Nyrup får opbakning til at fortsætte?
»Jamen, det er familiepolitikken. Regeringen er kørt fast på det område. De vil hverken diskutere forbedrede orlovs- og barselsordninger, eller ret til deltid, som vi finder afgørende. Vi har prioriteret området under de sidste to finanslovsforhandlinger, hvor regeringen overhovedet ikke har villet snakke om det. Regeringen mener ikke, at der er råd – og de vil ikke være med til at trække folk ud af arbejdsstyrken. Og derfor mener jeg, at der reelt er lukket for nye tiltag.«
– Men der må da være andre områder end familiepolitikken, der får dig til at pege på Fogh?
»Nej, dét er altså det afgørende område. Og selv om jeg er udmærket klar over, at vi vil komme til at bøvle lige så meget med Anders Fogh som statsminister, må jeg erkende, at vi ikke længere tror på Nyrup, når det gælder vores mærkesag: Familiepolitikken. Vi tror, det vil være lettere at komme igennem her i forhold til Venstre, der jo taler så meget om valgfrihed,« siger Jann Sjursen, som gerne ser et hurtigt Folketingsvalg før sommerferien.

Det næste problem for den borgerlige fløj er, at de konservative er gået i stå. Efter i årevis at have brugt krudtet på at bekæmpe hinanden på de indre linjer, er man nu nået frem til en kompromis-kandidat på lederposten – Agent Bendtsen, Bendt Bendtsen – som kun de færreste har fidus til. Blandt mange borgerlige politikere opfattes den konservative leder som den største barriere for et regeringsskifte. De konservative er gået konstant tilbage ved hvert Folketingsvalg siden 1984. Og intet tyder på, at det kommende valg bliver vendepunktet. I de seneste meningsmålinger er de konservative gået yderligere tilbage. Den voksende frustration i Venstre og de konservative får nu kilder hos de konservative til igen at bagtale ledelsen under anonymitetens slør:
»Vi står bestemt ikke i verdens bedste position lige nu. Vores største problem er ubetinget, at mange folk opfatter Bendt som alt for svag i koderne. Hvis der overhovedet kommer en borgerlig regering, er det meget usikkert, hvor godt Bendt vil klare det. Jeg forstår faktisk godt, hvorfor mange Venstre-folk er utilfredse med os lige nu. Men det er jo en situation, som også skyldes, at Venstre er så dominerende i dag,« siger en centralt placeret kilde i Det Konservative Folkeparti.
»Dybt ind i partiets sjæl tror mange konservative stadig, at vi er det ledende borgerlige parti her i landet. Og dét giver altså Bendt et stort og voksende mindreværdskompleks. Han læser så hårdt på lektien, at han ofte mister overblikket. Når Bendt skal svare på spørgsmål fra vælgere, går han ofte i defensiven og bliver aggressiv. Han klarede det langt bedre, dengang han kun var socialordfører,« siger en konservativ Folketingskandidat.
Det Konservative Folkeparti kan heller ikke satse på hjælp fra udlandet, hvor valgkampen i Storbritannien mellem Tony Blairs New Labour og William Hagues konservative netop er blæst i gang. Her tegner det til, at de konservative bliver massakreret endnu engang. Hvis Nyrup vælger at udskrive valg på tirsdag, kan ja-partierne i Danmark risikere, at Folketingsvalget hvirvles sammen med den britiske valgkamp, hvor EU-temaet er dømt til at dominere. En uønsket debat, som i givet fald vil gøre det endnu sværere for den borgerlige fløj at samles om en fælles platform, da både de kristelige og Dansk Folkeparti vil kunne vinde vælgere på en konfrontationskurs. Men som en konservativ kilde ganske bramfrit udtrykker det:
»Det betyder ikke så meget for os, hvornår valget kommer. Vi vil være presset under alle omstændigheder.«

Det tredje problem for den borgerlige fløj er, at Dansk Folkeparti – trods målrettede forsøg på at distancere sig fra Fremskridtspartiets anarkisme – stadig er et utilregneligt parti, der kan gøre det umuligt for en borgerlige alliance at fremstå afbalanceret. Socialdemokratiet vil forsøge at genopføre deres skræmmekampagne mod den såkaldt ’sorte’ blok. Paradokset er imidlertid, at Dansk Folkeparti med sin dygtigt udformede social-konservative profil har nærmet sig Socialdemokratiet på bl.a. social- og sundhedsområdet. Hvis Dansk Folkeparti har lyst til at lave bal i den borgerlige – som de ægte ’arvtagere’ til Socialdemokratiet – kan denne overrumplende alliance både under og efter valget gøre det svært for Fogh Rasmussen at holde fløjene adskilt. Kun tiden vil dog vise, om Dansk Folkeparti er modent nok til at træde ind i rollen som et ansvarligt parti, der danner sikkerhedsnet for en borgerlig-liberal regering. Dermed risikerer Dansk Folkeparti nemlig at give slip på alle protestvælgerne. Fire år mere med Nyrup vil næppe heller være til skade for Dansk Folkeparti.
Problemet for den borgerlige fløj er dog umiddelbart, at Venstre har satset så voldsomt på nye stramninger af asyllovgivningen, at valgløfterne kan blive svære at indfri, hvis Venstre og de konservative ikke får flertal i Folketinget sammen med Dansk Folkeparti alene – som bl.a. CD’s Peter Duetoft har pointeret flere gange i den senere tid. Venstres politiske ordfører, Ulla Tørnæs, understreger imidlertid, at ambitionen stadig er at genoplive den gamle firkløver-regering:
»Vores mål er at danne en borgerlig-liberal regering, hvor Venstre og de konservative er selve aksen. Og vi har med glæde noteret os, at både Kristeligt Folkeparti og CD allerede har sagt, at de vil pege på Anders Fogh Rasmussen som landets kommende statsminister. Og for at anerkende dét, vil vi gerne give dem tilbuddet om at være med i regering. Så er det op til dem selv,« siger Ulla Tørnæs.
– Hvad tror du, I kunne blive enige om at skrive i regeringsgrundlaget for en ny firkløver-koalition?
»Så langt er vi slet ikke. Men det er min opfattelse, at der er bred enighed om, at skattetrykket på længere sigt skal nedbringes i det danske samfund. Jeg ser også en fællesnævner omkring uddannelsessektoren, hvor vi alle er interesserede i en øget kvalitet.«
– Men I vil jo stadig være afhængige af Dansk Folkeparti. Hvordan tror du, I kan skabe en platform, der på den ene side er så bred, at alle borgerlige partier kan være med, og som på den anden side giver mulighed for at indfri de løfter, I kommer med i valgkampen?
»Rolig nu. Dansk Folkeparti har tilkendegivet, at de vil være en del af en borgerlig-liberal regerings parlamentariske grundlag. Og hvis vi har flertal for vores politik sammen med Dansk Folkeparti, så vil vi selvfølgelige gennemføre den. Men vi har ikke i sinde at forhandle udlændingepolitikken med Dansk Folkeparti. Vi har blot den opfattelse, at Dansk Folkeparti vil støtte vores politik. Men det er oplagt, at det ændrer billedet, hvis Kristeligt Folkeparti og CD vælger at gå med i regeringen,« siger Venstres Ulla Tørnæs.

Det fjerde og foreløbigt sidste problem for den borgerlige fløj er, at Venstre har bevæget sig så langt ind mod midten, at de små, borgerlige midterpartier er blevet overflødiggjort. Og dermed kan Venstre ikke undgå at komme i politisk infight med de selvsamme partier, som siden hen skal bære Fogh frem som ny statsminister. De konservative har ligefrem erklæret, at de først og fremmest vil basere deres kampagne på at stjæle stemmer fra Venstre. Dét flytter jo ikke meget mellem fløjene
Forsøget på at kapre vælgere fra alliancepartnerne vil med stor sandsynlighed tage til i styrke under valgkampens løb. For første gang forsøger de to store politiske partier i Danmark, Socialdemokratiet og Venstre, for alvor at bygge deres valgkamp på erfaringerne fra henholdsvis eks-præsident Bill Clintons såkaldte permanent campaign-strategi og premierminister Tony Blairs third way-strategi. Socialdemokratiet forsøger under inspiration fra Clintons succes som the comeback kid at gøde jorden for en valgsejr ved at trække selve valgkampen i langdrag. Partiet har senest lanceret annoncekampagner i ugebladene Her&Nu og Kig Ind – en kopi af Clintons strategi efter demokraternes nederlag ved midtvejsvalget tilbage i 1994.
Venstre har under inspiration fra New Labour søgt målbevidst mod midten. Begge strategier har dog det grundlæggende problem, at Danmark i modsætning til både USA og Storbritannien ikke er et to-partisystem. Hverken Socialdemokratiet eller Venstre kan derfor tillade sig at fokusere lige så ensidigt på egne paroler, som de amerikanske demokrater og britiske Labour-folk hidtil har haft stor succes med at gøre. I forsøget på kopiere det britiske New Labours succes har Venstre muligvis også undervurderet betydningen af de små midterpartier i dansk politik. Hvis valget ender med, at CD og Kristeligt Folkeparti ikke klarer spærregrænsen – og Nyrup dermed fortsætter – vil Foghs hamskifte fra hulemand til julemand blive husket som en fiasko.
Men der er naturligvis lang vej endnu, og Nyrup kan let ende med at vente så længe, at pendulet svinger tilbage til de borgerlige. Hvis valget kommer hurtigt, kan den borgerlige fløj dog trøste sig med, at Socialdemokratiet heller ikke har et klart og sammenhængende projekt; at de unge radikale politikere stikker i hver sin retning; at Dansk Folkeparti hidtil har været den største hovedpine for Socialdemokratiet; og at de små borgerlige midterpartier med stor sandsynlighed atter vil klare spærregrænsen. Valgkampen er derfor åben.

MULIGE DATOER
Uanset hvornår Nyrup vælger at udskrive Folketingsvalg, er kampagnerne for længst sat i værk. Socialdemokratiet satser foreløbigt på en langtrukken udmattelseskrig mod Venstre. Billedet kan dog hurtigt vende, og de fleste top-politikere sover derfor med støvlerne på – som det hedder i Christiansborg-jargonen. Nyrup har tre muligheder:

*Han kan udskrive nyvalg nu på tirsdag, hvor Folketingets partier skal diskutere udfordringerne for fremtidens velfærdssamfund i en forespørgselsdebat, som bemærkelsesværdigt nok sker på foranledning af de radikale og Socialdemokratiet. De to regeringspartier vil således spørge sig selv om, hvordan de selv vil håndtere de udfordringer, det danske samfund står overfor i fremtiden. Den mest sandsynlige valgdato vil i givet fald være den 6. juni.

*Næste mulighed for Nyrup er i slutningen af september, hvor sommerferien er forbi, og der endnu er lang tid til kommunalvalget i november. Den sidste tirsdag i august fremlægger regeringen altid sit finanslovsforslag for det kommende år, og dét vil være en oplagt lejlighed til at sætte gang i valgkampen. Menuen vil stå på det fedeste valgflæsk og den mest sandsynlige valgdato være omkring den 26. september.

*Nyrups sidste mulighed er at trække pinen i langdrag og vente med at udskrive valget til begyndelsen af marts, hvor Grundloven kræver nyvalg. Denne mulighed foretrækkes bl.a. af de radikales leder, Marianne Jelved, som mener, at det er en uskik at afholde Folketingsvalg i utide.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu