Læsetid: 3 min.

Træder i vande

Depeche Mode undgår på deres nye album stadig selvparodien, selvom gruppens S&M-tematik efterhånden føles en kjende slidt
14. maj 2001

Ny cd
Blandt den bølge af såkaldte technopopbands, der dukkede op i startfirserne, indtog Depeche Mode hurtigt en førerposition, som det er lykkedes gruppen at bevare i 20 gode år – længe efter nogen ved deres fulde musikalske fem tør benytte termen
technopop, selvom den sgu både er sprogligt korrekt og rimeligt dækkende. Selvom electropop også har sine fortalere, men skidt nu med det: Hvad vi end kalder udtrykket, styrer Depeche Mode altså på dét gebet.
Forsanger David Gahans grasserende og i medierne meget omtalte heroinmisbrug med obligatorisk tilhørende selvmordsforsøg har ikke formået at synke det gode skib Depeche Mode, og alt tyder på, at Gahan nu om stunder er så stoffri som en nyfødt baby. Den største åbenbaring i en Depeche Mode-fans liv var vel at gruppen omkring mesterværket Black Celebration i 1986 begyndte at bruge lidt guitar på de af electronica gennemsyrede plader – og det er gruppen faktisk vedblevet med siden.
Depeche Mode har som få formået at bevare positionen som et af branchens allermest konsistente – og velsælgende: 50 millioner solgte albums er det blevet til, mine damer og herrer! – navne, og for min død om jeg kan pege på et vaskeægte dårligt Depeche Mode-album. Dette skyldes især to ting: Sangskriver Martin Gore holder sit eget høje niveau – mens han tekstligt i det uendelige cirkler om S&M-tematikkerne dominans og underkastelse – og man har aldrig på fornemmelsen at deres plader er mindre end gennemarbejdede; der er ingen ’vi-smider-lige-en-plade-på-gaden-i-en-fart’-udgivelser at pege på. Tværtimod er de altid udsøgt indspillet, arrangeret og produceret, med lige sans nok for tidens tern til at man heller ikke kan skyde dem ’firser-retro’ i de sikkert stadig spidse sko. Denne gang har de således allieret sig med den trendy producer Mark Bell, hvis cred i høj grad skyldes samarbejdet med den islandske skrigeskinke, Björk.
Til gengæld kan gruppen med årene ikke frakendes en vis formalisme, og man er da heller ikke ved at tilte bagover af benovelse over Exciter, gruppens tiende reelle album – fraset de obligatoriske Greatest og Live og så videre. Exciter kommer ellers vidunderligt fra start med det træfsikre og arketypiske »Dream On« – pladens usammenligneligt bedste sang – hvor en fabelagtig Gahan-vokal backes inciterende op af en herlig blanding af synth-bas og akustisk guitar, der gør at man retter sig op i stolen og tænker, ’Det er da løgn det her, kan de virkelig holde dén standard hele vejen igennem?’
Næ. Det kan de desværre ikke. Af pladens 13 skæringer er det kun godt og vel halvdelen, som for alvor forløses, og selv blandt dem må det konstateres, at gruppen ikke for alvor vinder nyt land, selvom de sine steder aftvinger synthesizere og samplers nogle modbydeligt skrappe og nærmest ujordiske klange, som nok skal få underboen til at rotere i himmelsengen.

Træder vande
Blandt vinderne er den S&M-tintede ballade »Shine«, endnu en tour de force-præstation fra gode gamle Gahan, som på alle måder bliver ved med at vokse som sanger, den nervøst dirrende ballade om masokismens glæder på »When The Body Speaks« – med det prægnante åbningsvers ’To the soul’s desires/ the body listens/ what the flesh requires/ keeps the heart imprisoned’ – den helt rundtossede og fuldstændigt hedonistiske »The Dead Of Night« med sine rent ud monstrøse synth-linjer, der demonstrerer at Gore som én af de få – den eneste? – elektronisk baserede musikere besidder en basal forståelse for the blues (jep: THE BLOOZE, goddammit!) samt ikke mindst »I Feel Loved«, der endnu engang – igenigen – handler om dominans og underkastelse, hvilket betyder at titlen skal tolkes helt bogstaveligt … som i ’nu skal du få kærligheden at føle, min dreng.’ Måske er det felt ved at være tømt for inspiration, Martin Gore? Uden at forklejne indsatsen her kan man nu godt savne den tone af personligt tab og dyrekøbte erfaringer, der på forgængeren Ultra fra ’97 tydede på at gruppen var i færd med vokse – på både det melodiske og det tekstlige plan.
På Exciter er det fatisk kun det melodisk elegante »Breathe« og den melankolsk underspillede afslutningssang »Goodnight Lovers« som tager den tråd op, hvilket er lidt synd, men i sidste ende må det konstateres, at Depeche Mode mere træder vande end sætter nye rekorder i denne omgang.

*Depeche Mode: Exciter (Mute/Playground) Udkommer sørme i dag

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her