Læsetid: 3 min.

Turister frem for flygtninge

Der er plads til 240 flygtninge på det tomme hotel Bogense Kyst. Men byrådet vil ikke ændre den lokalplan, der siger, at her skal bo turister
28. maj 2001

Bogense, Farsø, Stubbekøbing og Nykøbing Falster kommuner risikerer et statsligt indgreb, fordi de har afvist at oprette asylcentre med henvisning til deres lokalplaner.
Udlændingestyrelsen mangler omkring 1.000 pladser til indkvartering af flygtninge. 400 flygtninge er indkvarteret i containere i Holbæk. Alligevel siger kommunerne på stribe, at de ikke ikke har plads til flere flygtninge.
Det fik i sidste uge indenrigsminister Karen Jespersen og miljøminister Svend Auken til at sende et brev til kommunerne, hvori det understreges, at det efter planloven er muligt at sætte det kommunale selvstyre ud af kraft og udstede et landsplandirektiv om placering af asylcentre.
Brevet blev taget ilde op af kommunerne, som forsvarer det kommunale selvstyre. Den socialdemokratiske borgmester i Bogense, Arne Kruse, kalder brevet »et trusselsbrev«.
Og Nykøbing Falsters borgmester, Poul-Henrik Pedersen truer med at slæbe indenrigsminister Karen Jespersen og miljøminister Svend Auken i retten, hvis de fastholder kravet om, at kommunen opretter et asylcenter i det tidligere SiD Energicenter i Nykøbing.
I Bogense har Udlændingestyrelsen fået øje på Hotel Bogense Kyst, der har stået tomt siden november sidste år, og godkendt det som asylcenter med plads til 240 beboere. Udlændingestyrelsen mener, hotellet ville egne sig godt til familier, fordi det består af 63 små lejligheder med køkken. Og hotellets ejere ville gerne leje hotellet ud som asylcenter.
Men Bogenses byråd satte hælene i:
»Hotel Bogense Kyst er et led i kommunens turistpolitik. Derfor synes vi ikke, det er hensigtsmæssigt at lave det om til asylcenter. Det ville også kræve en ændring af lokalplanen for området. Hvilket et enigt byråd afviste,« forklarer borgmester Arne Kruse.

Gode penge
Et asylcenter ville ellers betyde gode indtægter for kommunen. Der ville blive skabt mellem 20 og 30 arbejdspladser, og centret ville give en årlig omsætning på omkring 20 millioner kroner i lokalområdet.
Men Arne Kruse foretrækker at tjene penge på turister, frem for på flygtninge:
»Turistpolitikken er en væsentlig del af byens fremtidige udvikling. Det vil også give indtægter at få flere turister hertil.«
»Hvis der bliver oprettet et asylcenter på hotellet, vil det lægge hindringer i vejen for udviklingen af vores turistpolitik. Derfor sagde vi nej.«
– Men lukkede hotellet ikke, fordi der ikke var nok turister til at det kunne løbe rundt?
»Det er jeg uenig med ejerne om. Det har aldrig været drevet rigtigt. Lokalplanen for det område er over 20 år gammel, så ejerne har vidst, hvad de gik ind til. Men det er nogle spekulanter med ondt i pengepungen, og de så deres snit til at få deres penge hjem på den lejeaftale med Udlændingestyrelsen. Jeg kunne da godt se på den lejekontrakt, som Udlændingestyrelsen tilbød dem, at det var en mere rentabel forretning end at drive hotel. Den var alt for god. Det undrer mig faktisk, at Udlændingestyrelsen har penge til at indgå sådan nogle kontrakter.«
– Hvor mange penge drejede det sig om?
»Det vil jeg ikke fortælle. Men den var i hvert fald god.«
Arne Kruse føler sig ikke sikker på, at sagen om hotel Bogense kyst er afgjort:
»Det som så har spøgt de sidste par uger er, at man i Udlændingestyrelsen og regeringen har et problem med alle de asylansøgere. Det sidste nye er, at vi nu har hængende over hovedet, at der kan blive iværksat et landsplandirektiv. Miljøministeriet kan diktere lokalplanernes udformning – og ad den vej tvinge os til at oprette asylcenter.«
Bogense kommune har 40 flygtninge i forvejen, og Arne Kruse mener ikke, at kommunen kan holde til et helt center:
»Det var planen for asylcentret på Hotel Bogense Kyst, at der skulle bo 240 asylansøgere. Det synes vi nok er temmelig mange i en by med 3.000 mennesker. Der har været meget fremme i pressen om problemerne med at integrere flygtningene, og det går vi jo også og lægger mærke til.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her