Læsetid: 3 min.

UCK forsøger at få støtte i Danmark

En repræsentant for befrielsesbevægelsenUCK i Makedonien søger støtte til den væbnede kamp blandt herboende albanere og udtrykker skuffelse over EU og NATO
19. maj 2001

»Der bliver hverken fred eller en seriøs og frugtbar dialog, når dannelsen af en koalitionsregering først og fremmest sigter på at isolere os,« siger Musa Xhaferi.
Som repræsentant for den Nationale Befrielsesbevægelse, UCK, i Makedonien besøgte han forleden Danmark for at få opbakning til den væbnede kamp. Ikke fra den danske regering eller politikere, men fra herboende albanere, som i stort tal kommer fra netop de landsbyer i det nordlige og vestlige Makedonien, som har været under beskydning af det make-donske militær.
Flere hundrede herboende albanere viste deres støtte til Musa Xhaferi, da de mandag på Rådhuspladsen i København demonstrede til støtte for UCK’s deltagelse i forhandlingerne om en løsning på konflikten i Makedonien.

Skuffet over EU
Musa Xhaferi, der er bosat i Schweiz, er politisk repræ-sentant for UCK i Vesteuropa. Han vender sig mod, at det internationale samfund vil marginalisere UCK, som man anser for at være en terroristorganisation. Han er tydeligt skuffet over EU og NATO’s opbakning til den makedonske regering og fordømmelsen af UCK.
»Vi har ikke angrebet civile, vi er ikke terrorister, og vi har ingen illusioner om at ændre Makedoniens græn-ser. Vi anerkender Makedoniens grænser,« siger Xhaferi og afviser al tale om, at UCK’s mål er et Stor-Albanien.
Han afviser også, at UCK er involveret i kriminalitet, eller at oprøret styres udefra, fra Kosovo, som den make-donske regering hævder.
»Vi får ingen hjælp fra Kosovo. Det udelukker NATO’s kontrol med grænsen mellem Kosovo og Makedonien.«
Den støtte, UCK får, kommer – i stigende omfang – fra den albanske befolkning, som ifølge Xhaferi udgør mere end en en tredjedel af Makedoniens befolkning. Han afviser, at UCK i Makedonien som sin forgænger i Kosovo får massiv økonomisk støtte fra albanske migrantarbejdere i Vesteuropa. Ganske vist findes der en fond, National Frihed, der samler ind til UCK ligesom under Kosovo-krigen. Men Xhaferi understreger, at der kun er tale om humanitær bistand.
»Efter kampene ved Tetova lovede regeringen at forbedre albanernes rettigheder,« siger Musa Xhaferi, der ikke tror, at det nødvendigvis vil nytte noget, at den nye regering kommer frem til at give albanerne deres rettigheder. »Hvem skal forsvare de rettigheder?« spørger han retorisk og antyder, at UCK ville kunne spille en anden rolle i fremtiden.
Xhaferi vil ikke udtale sig i detaljer om UCK’s militære situation.
»Jeg kan ikke sige præcis, hvor mange mand UCK har under våben, men op mod 20.000 er et godt bud,« siger Xhaferi, som bekræfter, at den militære struktur ledes af den 60- årige Gezim Ostreni, som indtil sidste måned var stabschef i Kosovos Beskyttelses Korps, der er den afvæbnede afløser for UCK i Kosovo. Han kommer – som alle i UCK’s ledelse – oprindelig fra Makedonien. Den politiske struktur ledes af Ali Ahmeti.
Musa Xhaferi studerede oprindeligt økonomi ved Pristinas universitet i Kosovo, men måtte efter sin deltagelse i de studenterdemonstra-tioner, der i 1981 for første gang rejste kravet om et selvstændigt Kosovo, søge asyl i Schweiz, hvor han har arbejdet bl.a. som lærer.

*Tue Magnussen er projektkoordinator på Rehabiliterings- og Forskningscentret for Torturofre

FAKTA
Den Nationale Befrielseshær, UCK
*UCK i Makedonien blev stiftet i efteråret 2000 og påtog sig fra marts 2001 ansvaret for væbnede episoder med det formål at fremme det albanske mindretals sag i Makedonien.
*Albanerne i Makedonien udgør officielt 22,9 procent, men hævder selv, at de udgør mere end en tredjedel af Makedoniens 2,2 millioner indbyggere.
*I forrige uge dannedes en koalitionsregering, der også omfattede de to albanske partier i det makedonske parlament.
*Den makedonske regering har afvist forhandlinger med UCK.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu