Århus Kommune har bevilget 390.000 kroner til udviklingen af et væksthus ved navn KaosFabrikken i Århus midtby, der skal hjælpe unge, kreative talenter til at blive selvstændige iværksættere og bygge bro mellem erhvervslivet og kulturen. Samtidig skal stedet være med til at fastholde unge talenter fra Århus og omegn, så de ikke flygter til hovedstaden.
Ideen er undfanget af Kaospiloterne, men KaosFabrikken bliver et uafhængigt sted med egen bestyrelse, fortæller projektkoordinator Julius Nørbo, der forventer, at man allerede til december kan slå dørene op til det nye sted, selv om hverken finansiering eller beliggenhed er endelig på plads.
»Kaosfabrikken vil sikre, at kreative iværksættere som designere, grafikere, kunstnere, DJs og andre kreative får optimale vækstbetingelser. Det sker ved at skabe et miljø med fysiske arbejdsrum, hvor iværksættere og nystartede virksomheder kan få opfyldt deres behov for netværk, inspiration og kompetance- og forretningsudvikling,« siger Julius Nørbo og fortæller, at der er to hovedfokusområder. Dels skal man medvirke til, at kreative unge får skabt en forretning og levevej ud af deres ide, og dels at skabe synergi mellem erhverv og kultur inspireret af amerikanske firmaer.
En hånd til Ericsson
»Det etablerede erhvervsliv kan komme ind og blive inspireret og få nye ideer til at blive innovative og skabe nye produkter og miljøer, som fremmer medarbejder-glæden og udvikler deres kreativitet ved, at de bliver inspireret af den måde, miljøet er på her,« fortæller Julius Nørbo og giver et eksempel på, hvordan Kaospiloterne inspirerer erhvervslivet.
»Ericsson har omkring 150 mennesker, der sidder og arbejder på, hvordan fremtiden ser ud for digitaldelen. Alligevel kom de og bad os give bud på, hvordan det digitale hjem ser ud år 2005. De bud, de får, er absolut værdifulde for dem, fordi der kommer nogle helt andre vinkler, end professionelle og skolede reklamebureauer og øvrige grupper, der skal lave fremtidsscenarier, kan give, fordi professionaliseringen kan betyde, at der bliver lukket døre,« fortæller han.
»Det her er et multikompetancemiljø med mange forskellige kreative fagområder, hvor der bliver udviklet løsninger, som er radikalt anderledes,« siger han.
Århus Kommunes støtte på 390.000 kroner skal aflønne to projektkoordinatorer, der skal få de få de formelle ting på plads.
»Vi har givet tilsagn om udarbejdelsen af det endelige koncept og handlingsplan, som skal gøre det grydeklart, så man sparke det i mål bagefter, men det sidste spark er dyrt,« siger Erhvervschef i Århus Kommune Michael O. Bruun, der bestemt ikke vil afvise, at Århus Kommune støtter det færdige projekt.
Politisk afgørelse
»Det er byrådet der bestemmer, men vi vil gerne se, at KaosFabrikken kan skrue et fornuftigt budget sammen og få lavet en finansieringsplan og nå lidt dybere ned i at kunne sandsynliggøre, at det vækstlag af kulturelle iværksættere findes, som vi tror de gør, og så vil vi navnlig gerne have etableret en egentligt organisation, før vi kaster det ud på det helt dybe vand,« siger Michael O. Bruun.
Både erhvervschefen og Julius Nørbo henviser til, at Erhvervsministeriet har udtrykt stor interesse for projektet, fordi det allerede er planlagt at etablere et tilsvarende væksthus på Holmen i København som led i regeringens Kultur- og erhvervspolitiske redegørelse år 2000.