Læsetid: 5 min.

Den unge Walters lidelser

Lederen af Italiens største venstre-fløjsparti, Walter Veltroni, kan trods åbenlyse personlige kvaliteter ikke blive statsminister-kandidat – men sagtens borgmester i Rom
10. maj 2001

Lederen af Italiens største venstre-fløjsparti, Walter Veltroni, kan trods åbenlyse personlige kvaliteter ikke blive statsminister-kandidat – men sagtens borgmester
i Rom

ROM – Udenfor larmer trafikken, der er kø ved sporvognsstoppestedet for den nye linie otte, og folk har travlt med at komme tilbage på arbejde efter den lange middagspause.
Inden for den den høje mur, der skærmer for larmen og udsynet til den brede hovedfærdselsåre, er der fredfyldt og sval skygge under platanerne på denne første rigtigt varme sommer dag. Der er bede med blomster, der er en bocciabane, hvor nogle ældgamle mænd med tungen i kinden slynger kuglerne afsted, og rundt om ved grønne haveborde af plastik på en grusplads sidder knap hundrede mennesker, mænd og kvinder, allesammen gamle, og spiller kort og lader knævren gå. I hjørnet af pladsen et gulkalket slidt hus på hundrede kvadratmeter med et lille kontor, et par toiletter og en sal med falmede guirlander i loftet. Det er kvarterets center for ældre. Oprettet for nogle år siden på privat initiativ, men støttet af kommunen. Et værested uden megen prunk og pjat og med umage stole omkring bordene. Her er rart.
De mennesker, der sidder her, ser ud til at have det rart. Om lidt får de besøg af unge Walter, der er centrum-venstrefløjens borgmesterkandidat ved det valg, der finder sted på søndag samtidig med parlamentsvalget.

Unge Walter
Borgmesterstolen blev ledig, efter at den hidtidige borgmester siden 1993, Francesco Rutelli, blev forfremmet til statsministerkandidat. En partifunktionær fra Venstredemokraterne står og stritter med noget valgmateriale, som de gamle ikke synes interesserede i lige nu, hvor de spiller, og da unge Walter kommer ind med et lille følge ad en låge i hjørnet bag bocciabanen, skal de fleste lige have hevet de sidste stik hjem. Han dasker lidt rundt mellem bordene og småsludrer, indtil kvinden med valgmaterialet råber ud over pladsen: »Vil I have, at han siger noget?«
»Ja,« råber de gamle og slår kreds om unge Walter. De kalder ham ved fornavn, og de er dus med ham.
»Jeg vil hellere have, at I spørger eller fortæller, så skal jeg nok prøve at svare,« siger han.
Der er kommet mange grå stænk i hans hår, som krøller ned over ørerne, hans øjne bag de uindfattede briller med titaniumstel er opmærksomme og venlige, og hans blå jakkesæt virker ikke alt for fint. Unge Walter er blevet 45 år, men hans ansigtstræk er stadig ungdommeligt blødt rundede.
Men hvad laver Walter Veltroni egentlig her? Han er leder af venstrefløjens absolut største parti, der indtil 1991 var Italiens kommunistparti. Han var sammen med Romano Prodi initiativtager til den Oliventræs-koalition, der vandt valgt i 1996, og nu prøver at gøre det igen. Han var kulturminister og vice-statsminister i Prodi-regeringen, og der burde være alle forudsætninger for, at det var den velbegavede og hæderlige Walter Veltroni, der kandiderede til at blive statsminister og ikke den opportunistiske og nærmest partiløse, jævnaldrende Rutelli.
»Her er fint om sommeren, og vi er glade for at være her, som du ser, men om vinteren er der slet ikke plads nok inde i huset,« er der en mand, der siger.
Walter Veltroni vil ikke love et større hus, men han kan godt se problemet.
»Og slet ikke når der er høreprøver!« Det er en meget ivrig tandløs mand, der har mast sig helt hen foran borg-mesterkandidaten. »Det er helt galt, når der er høreprøver.«
Veltronis blik flakker et øjeblik. Hvad helvede snakker manden om? Han har ikke set den gule seddel på opslagstavlen ved siden af kontoret, som fortæller, at der er gratis høreprøver i centret hver torsdag, og det foregår åbenbart inde i salen samtidig med knæver og kortspil. Han aner ikke, hvad han skal stille op med problemet, og det siger han, men han lover, at han straks vil få Telecom Italia til at sætte en telefon op i stedet for den mønttelefon, som selskabet har pillet ned på grund af angst for tyveri og hærværk.
»Selvfølgelig skal I have en telefon. Telecom har også en social forpligtelse, så det skal jeg nok sørge for,« og så klapper alle de gamle, trækker små kameraer op af deres tasker og lader sig fotografere sammen med ham, mens en kvinde holder i hans jakkeærme og giver sig til at fortælle ham om sine børnebørn.
Der er hjemmebagt sandkage, sød brusende prosecco-vin eller Fanta til alle, og da unge Walter går igen efter at have småsludret lidt mere, genoptages spillet ved bordene og på boccia-banen.
Det har været en god dag. De kan godt lide Walter. De er hans kernevælgere og havde hellere set ham som statsminister end nogen anden.

Juventus-fan fra Rom
Walter Veltroni er en atypisk politiker. Han er romer, men holder i fodbold med Juventus fra Torino. Han har været aktiv i PCI, kommu-
nistpartiet, siden han var rigtig ung og har gjort karriere i partiet som først byrådsmedlem i Rom, siden som chefredaktør for partiets dagblad L’Unità og som leder af det efter Massimo D’Alema, da denne midt i valgperioden afløste Prodi som statsminister.
Men Veltroni er også uddannet på filmskole, har lavet film og skrevet bøger om film og politik, og hver uge kunne man i ugetillægget til dagbladet La Repubblica læse hans kyndige og velskrevne vurderinger af ugens film i tv, indtil han blev minister.
Atypisk for en kommunist har hans politiske forbilleder fra ungdommen været Kennedy-brødrene, han er vild med USA, og man trak lidt på smilebåndet, da han en gang kom til at sige, at han elskede Nutella.
Men til statsminister kan han ikke blive valgt. Lige så lidt som D’Alema vil kunne blive det. Med sin ofte kompromissøgende politik over for de kristeligt-demokratisk ledede regeringer fra 1948 til Murens fald var PCI af gavn om ikke af navn et slags so-
cialdemokrati og er det i hvert fald nu.
Men på trods af, at Ven-stredemokraterne konkurrerer med Berlusconis Forza Italia om at være Italiens største parti, vil en politiker derfra, om end nok så fremragende, ikke kunne få et flertal bag sig. Sådan er det bare. Derfor opfandt man i 1994 den katolske centrumpolitiker og økonom Prodi som sin kandidat, og nu Rutelli.
Derfor har Berlusconi et vinderkort på hånden, når han siger, at Rutelli er »en de har lejet«, og at især D’Alema er koalitionens egentlige leder, »der skjuler hånden, når han har kastet stenen«.
D’Alema blev statsminister uden valgudskrivelse, og Berlusconi har ret, når han siger, at det aldrig ville være sket, hvis man havde spurgt folket.
Og det samme gælder for Walter Veltroni, der tilmed er meget flinkere og langt mindre arrogant.
Det er centrum-venstre-fløjens største handicap, at den har en kandidat, som ikke repræsenterer dens største parti, men blot er en mand, som hele den brogede koali-tion kunne blive enige om – og som ikke har en Prodis personlige gennemslagskraft og troværdighed.
Men til borgmester i Rom kan unge Walter godt blive valgt. I lokalstyret har man lang tradition for, at kommunister er gode, og sådan er det også bare. Ret ulogisk, men meget italiensk.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu