USA’s forældede konflikt

Engang så det ud til, at USA og Libyen var uigenkaldeligt på kollisionskurs. Et dramatisk højdepunkt i konflikten indtraf, da præsident Ronald Reagan i 1986 besluttede at bombe Libyen i et forsøg på at likvidere oberst Muammar Gaddafi. Han slap uskadt fra angrebet, men hans adoptivdatter blev dræbt.
Libyens dødbringende svar var at anbringe en bombe om bord på et Pan American-fly, som sprang i luften over byen Lockerbie i Skotland. En libysk efterretningsagent blev for fire måneder siden kendt skyldig i denne terroraktion ved en særlig domstol, mens en anden blev frikendt.
Alligevel er det lykkedes de to lande – ganske vist meget langsomt – at forbedre det indbyrdes forhold. Iagttagere kan mene, at de har bevæget sig frem ad en unødvendig kringlet vej, men ikke desto mindre er situationen ganske anderledes end for ti år siden. Krig blev undgået.
Men fjendtligheden hænger stadig i luften. Så sent som i denne uge kom den åbent frem, da det blev kendt, at det tyske olieselskab Wintershall søger om tilladelse til at bore i områder, som tidligere tilhørte amerikanske firmaer, hvis virksomhed i Libyen har været indstillet siden 1986. Det har fremskyndet en debat, der under alle omstændigheder ville være opstået til august, når den amerikanske Kongres skal drøfte en forlængelse af loven om sanktioner mod Iran og Libyen. Denne lov pålægger strenge straffe til udenlandske firmaer, der investerer i de to lande.
Hvorfor holder USA fast ved sanktionerne? Efter at Lockerbie-sagen var afsluttet med et tilfredsstillende resultat, blev FN-sanktionerne ophævet uden modstand fra Washington. Gaddafis Libyen er stadig et ret utiltalende land, men regimet har faktisk ændret sig næsten til ukendelighed i løbet af de sidste tre år.
Med henblik på fremtiden vil et positivt engagement været et bedre overtalelsesmiddel end flere straffeforanstaltninger og udstødning af det gode selskab.

Washington har imidlertid et problem – et vedvarende og alvorligt problem: Amerikanerne er ikke gode til at beslutte sig for en fremtidsstrategi, når de har gennemført en politik med en succes.
Efter at have besejret Sovjetunionen og kommunisterne i Europa formåede de ikke at finde frem til en effektiv plan for gensidig atomnedrustning. Efter at have overtalt Nordkorea til at indstille udviklingen af atomvåben, har de forholdt sig passivt til de to Korea’ers ønske om at indlede en forsoningsproces.
I sagen om de irakiske masseødelæggelsesvåben udrettede USA med præsident Bill Clintons egne ord mere via FN’s særlige
Irak-kommission end i Golf-krigen. Alligevel har der ikke været vilje til at indgå en dialog med Saddam Hussein om at opbygge et mere åbent og positivt forhold.
Det er de samme reflekser, der fungerer, når det gælder Libyen. Efter flere årtier med militant politik synes Gaddafi nu at være ved at tilpasse sig internationale normer. Men Washington fortsætter med at opføre sig, som om intet var hændt.
USA udkæmper gårsdagens konflikt – dengang Gaddafi, fuld af oliepenge og revolutionens energi, troede, han havde fået et kald fra Gud til at undergrave Vesten, ødelægge Israel og destabilisere det sorte Afrika mod syd.
Beskyttet af Sovjetunionen og tiljublet mange steder i Den Tredje Verden, især på gaderne i arabiske lande, kunne han udskrive checks og sende våben til oprørere, løsrivelsesbevægelser og terrorister fra Filippinerne til Argentina.
Men bombesprængningen af et amerikansk fly var en tand for meget, og aktionen fandt sted på et tidspunkt, hvor der skete store forandringer i Sovjetunionen. Gaddafi var ikke Gorbatjovs kop te, og Moskva gjorde ikke noget forsøg på at hjælpe, da Libyen blev frosset ud.
Sanktionerne har gjort deres virkning: Verdensbanken anslår, at Libyen har mistet godt 18 milliarder dollar i olieindtægter. Gaddafi drog den bitre lære, at ikke engang olie kunne friste de større lande til at bryde embargoen. Det kom til splittelse inden for de herskende kredse, og det endte med, at høgene blev udrenset.

Kort efter at Gaddafi havde accepteret FN’s krav om at udlevere de to mistænkte i Lockerbie-sagen, sagde han: »Verden har ændret sig radikalt og drastisk. Metoder og ideer bør også ændres, og da jeg er en revolutionær og progressiv mand, er jeg nødt til at følge med i denne udvikling.«
I september sidste år holdt han en tale, hvori han proklamerede afslutningen på sin mangeårige anti-imperialistiske kamp.
Nordafrika-eksperten Ray Takeyh skriver i det seneste nummer af tidsskriftet Foreign Affairs, at der er tre udestående spørgsmål, som ifølge USA stadig gør en tilnærmelse umulig. Det er Libyens støtte til terrorisme, dets forsøg på at anskaffe sig masseødelæggelsesvåben og dets modstand mod den israelsk-arabiske fredsproces.
Men Takeyh hævder, at Washington overdriver disse problemer. Libyens støtte til terrorister er stort set ophørt. Der er ingen risiko for, at landet skal udvikle atomvåben, og dets kemiske våben er ikke særlig avancerede. Hvad angår Israel, leverer Gaddafi ikke længere våben og anden bistand til militante palæstinensere. USA må skifte stokken ud med guleroden. Europa har allerede ændret kurs – måske for hurtigt og uden at vente på erstatning til Lockerbie-ofrenes familier. Men alligevel er tiden inde til at slå en handel af: Sanktionerne bør ophæves til august, hvis der bliver udbetalt erstatning, og så kan USA opmuntre den amerikanske olieindustri til at vende tilbage til Libyen med fuld styrke.
Kampen ender ikke her. Libyen må presses til at underskrive traktaten om forbud mod kemiske våben. Resten af verden må sikre sig, at Gaddafi ikke bruger de nye oliepenge til våbenindkøb. Men det er normal international politik, og USA har – i samarbejde med Europa – mange incitamenter at tilbyde.
Slyngler kan godt rehabiliteres. Det kræver bare et vist mål af mod og forståelse for, hvornår tiden er moden.

*Jonathan Power er britisk journalist og kommentator med speciale i internationale forhold

*Oversat af Birgit Ibsen