Læsetid: 2 min.

Vand er bedst

Badeanstalten er en varm komedie fra det moderne Beijing
10. maj 2001


En yuppie har fortiet sine familieforhold over for sin kæreste. Han har en retarderet bror, der bor sammen med faderen, og hans nye kontakt med denne fortrængte familie, der lever fjernt fra hans nuværende hjem, får ham til at tage sine livsværdier op til revision. Og da faderen dør, falder det i yuppiens lod at tage sig af den svage bror.
Lyder dette plot bekendt? Ja, det har unægtelig påfaldende ligheder med Søren Kragh-Jacobsens dogmefilm Mifunes sidste sang, men stammer ikke desto mindre fra filmen Badestalten, produceret i Den kinesiske Folkerepublik samme år som Mifune.
Men det er ikke den eneste overraskelse i Badeanstalten. Filmen er en lun, elskværdig hverdagskomedie af en art, man ikke forventer fra Zhang Yimous og Chen Kaiges hjemland, hvor de historiske og ofte højkulørte dramaer normalt står først på listen over filmiske eksportvarer.

Helse og harmoni
Selv om intrigen altså er velkendt nok, opleves rammerne som originale – og egentlig er selve scenen for det meste af handlingen, nemlig badeanstalten, også det væsentligste.
For det er her, at Mr. Liu og hans barnlige, svagt begavede, men elskelige bror Erming har deres virke og pusler om en samling lettere excentriske pensionister og utilpassede sjæle, som har behov for at få deres kroppe og især sjæle renset godt igennem. Vandet bringer helse og harmoni, og så kan Liu og Erming tilmed massere og klaske på de udstrakte kroppe, så det lyder som en hel trommesolo, og gnide dem igennem, så velværet breder sig gennem hele legemet.
Badeanstalten er ikke et smart sundhedscenter, men et gammeldags, traditionsbåret, selvskabt fristed for kvarterets mænd med tid tilovers til en væddekamp mellem fårekyllinger, øvelse af O sole mio under bruseren og almindelig hyggesnak af den art, man ikke kan købe for penge.
Filmen får en vemodig tone midt i den megen klukkende morskab, fordi badeanstaltens dage er talte – også i Beijing hersker byfornyelsens love uden smålig hensyn til den slags livsværdier, der ikke kan måles og vejes.
Man kan glæde sig over, at filmens diskrete konservatisme er sluppet igennem censurens nåleøje, for Badeanstalten er en indtagende lille film, der kun undtagelsesvis smører for tykt på, når den vil vise bademesterens gode gerninger og helbredende vandkunst.
Man føler sig i godt selskab i denne lille verden, hvor kunderne tager sig tid til hinanden. Sønnen Erming er – som Rud i Mifune – en hellig dåre og spilles sødt af den buttede Jiang Wu, der dog er noget mere udvendig end Jesper Asholts Rud.
Endnu bedre er Zhu Xu som faderen, der ved, at både han selv og hans elskede anstalt synger på sidste vers. Og Pu Cunxin har den påkrævede følsomme eftertænksomhed som broderen, der lægger sit liv om.

Succesrigt selskab
Filmen er produceret af Imar-selskabet, der ledes af den emigrerede amerikaner Peter Loehr og især sigter mod det unge publikum. Og instruktøren Zhang Yang, der tidligere har lavet succesen Spicy Love Soup, er en af Kinas pionerer hvad angår musikvideoer.
Men Badeanstalten er nu hverken særlig amerikansk, ungdomsorienteret eller musikvideo-smart. I stedet minder den i al beskedenhed om, at Kina har visdomstraditioner, der rækker et par årtusinder bagud.

*Badeanstalten. Instruktion: Zhang Yang. Manuskript: Zhang Yang, Liou Fendou, Huo Xin, Diao Yinan og Cai Xiangjun. Kinesisk. (Vester Vov Vov)

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her