Læsetid: 3 min.

Vendt og drejet

Tv-ugen bød på musikfest for tonedøve og kollektiv fortrængning i Italien
18. maj 2001

(2. sektion)

Fjernsyn
I den bedste mening satte jeg mig – sammen med 2.667.000 andre naive – foran skærmen lørdag aften for at overvære det, som af somme medier var blevet benævnt »årets største danske kulturelle begivenhed.« Jeg tænkte: ’Med al den foromtale må her sgu’ da blive en masse, man kan bagomtale, så jeg hurtigt kan få det overstået og komme videre med det, jeg nu ellers er i gang med.’
Men ak! Der var ikke meget at skrive hjem om. Bevares. Det var da flot klaret af tagkonstruktørerne og DR’s teknikere og lysfolk og Natasja og Søren, såvel som af DSB og HT og færdselspolitiet. Ingen af disse uundværlige medvirkende kunne imidlertid gøres ansvarlige for, at det stort set var umuligt at lodde nuancerne i aftenens musikalske numre, der generelt var rørt sammen, som om de var tiltænkt tonedøve. Jeg sad og ventede på min gamle fascination af at det, der foregår på min skærm, samtidig foregår et eller andet sted ude i virkeligheden – denne superaktualitet, som er tv-mediets sande natur. Men fascinationen udeblev på grund af de live-optrædende musikeres afhængighed af play-back, der som bekendt ikke er særlig live.
I programmet Viden Om lørdag eftermiddag kunne vi se, at det ikke havde været en uoverkommelig opgave, omend den havde været stor, at skaffe tag over hovedet til de 38.000 tilskuere plus de optrædende, der mødtes til euro-show’et samme aften. Men at skaffe tag over hovedet til 1.200 ekstra politiske asylansøgere fra Europas og omegns urocentre er åbenbart ud over denne nations formåen. Det er vanskeligt at blive enig med sig selv om, for hvem løsningen med at indkvartere de stakkels mennesker i jerncontainere er mest uværdig – for gæsterne eller for værtsfolkene? Kun en – 1 – ud af landets 270 borgmestre, den radikale Jørn Sørensen fra Holbæk, har vist civil courage når det drejer sig om vort fælles ansvar for en ordentlig behandling af asylansøgere. Hos Kurt Strand i Profilen gav han da også sine kolleger i bl. a. de 220 af landets kommuner, der ikke huser en eneste asylansøger, tørt på for manglende politisk lederskab! En fin betegnelse.

Fast standpunkt
For at føje spot til skade udfoldede det humanitære danske sindelag sig i ugens løb yderligere flamboyant da man besluttede, at dansk minestrygningsmateriel som befinder sig i Eritrea, hvor det kunne gøre stor gavn i verdens mest landminehærgede landskab, skal trækkes hjem til juni sammen med det danske FN-kontingent for at være til rådighed i de danske minefelter. Bravo! Endelig et fast standpunkt i det danske forsvar.
I anledning af det italienske valg havde public service kanalerne suppleret deres faste omkringfarende europarapportører, Jens Nauntofte og Ulla Therkelsen, med så kompetente folk som Uffe Østergaard, Jørgen Anton og Henrik Jul Hansen. Det overvejende indtryk, jeg sidder tilbage med efter adskillige fortrinlige redegørelser for det særligt italienske når det kommer til politik, er, at her har vi at gøre med en infantil og politisk uskyldig befolkning, der er så vænnet til svindel og humbug at den ikke kan se noget forkert i, at landets rigeste mand også bliver landets stærkeste. Virkelig rigdom betager åbenbart flertallet – også i Italien – så det totalt fortrænges, at ingen bliver rige uden, at det er gået ud over nogen – ofte mange - andre.

Selskabsleg
Aktiv dødshjælp er et såre alvorligt tema. I et nyt program, vendt og drejet på DR1, var det gjort til en selskabsleg, idet man havde inviteret to reklameselskaber (de vil helst kaldes ’-bureauer’) til at konkurrere om, hvem der kunne præstere den bedste kampagne for slukning af respiratorer. Det var ikke uinteressant, men vanskeligt at følge med i da man ikke kunne føle sig sikker på, om de forskellige reklamefolk talte indbyrdes, eller om de talte til en tv-medarbejder, der befandt sig ved siden af det ualmindeligt håndholdte kamera. Smarte skilte røg ind og ud i venstre side og orienterede os om, hvor vi var, hvem vi så på og deres titler, mens undertekster gled ind fra højre og forsvandt ud til venstre med oversættelser af den megen bureauslang. Forvirringen var total og forstyrrede desværre samtalerne, hvoraf noget faktisk kunne have manet til eftertanke. Men da en kvindelig ’kontaktchef’ erklærede: »Vi skal ikke fjerne al smerte. Livet er hårdt!,« var jeg ved at få ondt. Et af medicinens mange fremskridt er sgu’ da, at vi kan lindre fysiske smerter. Diskussionen, om vi skal have mulighed for det sidste puf når der alligevel ingen vej er tilbage, er knap nok begyndt.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu