Læsetid: 5 min.

Verdi, færdig?

Traditionalistisk hittepåsomhed i dunkelt tænkt og total urimelig moderigtig
8. maj 2001

Maskeballet
Da tæppet går, sidder 14 mand på ét langt offentligt lokum i hele scenens bredde. Det vil sige, de 14 sidder på hver sin kumme, hvilket utvivlsomt er rekord for antal af wc-kummer på Det Kongeliges scene. Da ouverturen er omme, rejser disse 14 grisebasser sig. De burde nemlig vide et og andet om fækalier og hygiejne, eftersom de er klædt i moderne dyre jakkesæt med fine attachétasker – og læser Financial Times, mens de skider. Men de tørrer sig ikke i røven, hvilket også ville være temmelig overflødigt, da de bærer skridtbind, så man alligevel ikke kan se deres tissemænd.
Således er der måde med tyndskiden og alligevel nænsomme grænser for, hvad man byder et opera-publikken – uanset hvor pu-bertetsbelastet samt demonstrativ lydhør over for tidens snart mangeårige trend inden for operaiscenesættelser, man måtte være. Og dét er denne iscenesætter, fuck you! – for at sige det mildt.
Spanieren Calixto Bieito, assisteret af scenografen Alfons Flores og kostumedesigner Mercé Paloma har i Verdis vel nok mest sammenhængende og handlingsmæssigt strammeste opera tilsammen kreeret en subsexuelt orienteret handlingsgang i et klinisk scenisk high tech rum – periodisk spækket med flere fækalierelaterede rekvisitter.
At dømme efter denne isce-nesættelse, der har vakt berettiget vrede i Barcelona, er Calixto Bieitos stærke sider høfligt bemærket ikke
just tankens klarhed eller talent for fortællingens stringens. Vreden blev selvsagt udlagt som god gammel borgerlig forargelse. Det kan
Bieito selv være. Tilsyneladende har han kønsorganer på hjernen, hvilket kan bunde i voldsom bornerthed.

Kontrær logik
Hvis det så bare var de tekstkontrafaktiske forenede skiderier eller onani under snoreloftet eller mandevoldtægt eller personernes utidige raven sig selv eller andre i skridtet, ville det jo ikke gøre så meget, skønt det er distraherende nok i en handling, der ikke drejer sig om skideri, onani, mandevoldtægt eller skridtmanipulationer. Men iscenesætteren lader som antydet disse mentalitetsmæssige opdateringer – illusionsdræbende anakronismer – modarbejde et drama, der er betinget af visse kontrakter med publikum. Mest påfaldende brister alle forudsætninger, da kongen har sit fatale stævnemøde med Anckarströms hustru, Amelia. Se, sagen er jo den, at de netop ikke gør det frække, end ikke antydningsvis; et afgørende skel på Gustavs tid og på Verdis, om man gjorde det eller nøjedes med at snakke om det eller tænke højt i en passende arie. De to elsker hinanden, men kan på grund af byrd og social status, mændenes venskab, loyalitet og fanden og hans pumpestok ikke gå videre, efterdi de begge er ædle naturer med ansvarsfølelse – Amelia måske især. Derfor kan hun også med fuld ret betro sin mand, da denne i sidste akt ved attentatet har såret kongen livsfarligt, at der ikke var noget med noget dér ude på galgebakken, hvor hun var taget hen – i Armanitøj og pels – for at finde troldurt under en hængt. Sådan er jo moderne kvinder, det véd vi. Man kan ikke vende ryggen til, før de fiser ud på nærmeste galgebakke efter troldurt.
Det er ret afgørende for, at historien skal hænge sammen, at kongen og Amelia ikke går i høet sammen, som det sker her, hvor Gustav har labberne fast skruet om begge Aubade-barmkranens B-skåle og i øvrigt tager ladegreb til en baghyler. Helt hen i vejret.
Man kan selvfølgelig, hvad man vil – hvis man kan, som Rifbjerg siger.
Urimelighederne i Det kongeliges Maskeballet i denne – i betragtning af den dominerende mode – tradi-tionelle for ikke at sige gammeldags iscensættelse er i den grad mangfoldige bogstaveligt talt i hver scene, at en opremsning er håbløs. Hvorfor kører retspæsidenten rundt i elektrisk rullestol? Åh, jo, fordi retten er invalid i kongens stat. Men hvorfor har han toupé, og hvorfor river Oscar den af ham? Og hvorfor beskæftiger en moderne statschef sig med noget så tåbeligt som at udvise en troldkvinde og oven i købet overtale hele sin øverste administration forklædt som transvestitter til at tage ud og kigge på hende? Og hvorfor sker denne mandevoldtægt på galgebakken i det hele taget? Hvad er den dramatiske mening? At der ikke er hyggeligt på galgebakker? Javel, så. Eller er det under liget af den voldtagne, Amelia leder efter sin undergørende urt? Men han er jo lige blevet kvalt, og så hurtigt vokser troldurter på galgebakker heller ikke!!
Kendetegnende ved de store forestillinger, hvor en instruktør med kunstnerisk styrke har omplantet eller transplanteret en klassisk handling må bestandigt være om operationen hjælper, støtter og gør teksten mere vedkommende. Det sker, men langtfra så ofte som den hjernelamme mode præsenterer de rene tosserier. Gud ved om nogen efterhånden har modet til at undlade moderne konkretisering? Götz Friedrich turde, men han er død.

Gustav i underbukser
Det er en ærgerlig forestilling, for sangerne præsterer, hvad man kan forvente af en professionel opera i vore dage – og lidt til. Fremhæves skal Gitta-Maria Sjöberg som Amelia. En virtuos, varm sopran med nuancerigdom i hele registret. De to hovedsammensvorne, Anders Jakobsson og Christian Christiansen, leverer driftsikre grundtoner for vreden mod kongen, der dog synges noget blegt af svenskeren Lars Cleveman. Dennes instruktørbestemte status som lidt af et fjollet pjok i underbukser har givetvis ikke gjort partiet dramatisk nemmere. Som sædvanlig nyder man i mørket både spille- og sangmæssigt Guido Paevatalu som en myndig og fastholdt farlig Anckerström.
Endelig bør nævnes Inger Dam-Jensen, der har fået den utaknemmelige opgave at forsvare en totalt selvmodsigende page Oscar. Men stemmen fejler ikke noget.
Yves Abel stod i spidsen for Kapellet og musicerer grundlægende smukt. I passager svigtes også musikerne af iscenesættelsens tåbeligheder, hvilket afstedkom flere steders usync., hvis man kan sige det sådan. Det er trist, at man til anledningen må genkalde sig Victor Borges uforglemmelige bemærkning, da hans medbragte sopran på hans spørgsmål om, hvad hun vil synge, siger: »Noget af Verdi.« Hvortil Borge svarer: »Og jeg kan ikke vente, til hun er færdig.«

*Maskeballet. Opera i fire akter af Giuseppe Verdi. Libretto Antonio Somma efter Eugene Schribe. Operakoret og Det kongelige Kapel under Yves Abel. Iscenesættelse: Calixto Bieito, scenografi Alfons Flores

*Georg Metz er bestyrelsesformand for Den Anden Opera

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her