De sceniske værker af alle tiders største operakomponist optager plads på
55 cder
Nye cder
Man kan ikke forestille sig en international operaverden uden Verdis musikalske skabelser. Komponisten tilhører en eksklusiv klub af tonekunstnere, der fylder alverdens operahuse med deres musik. Verdi er velsagtens den mest populære af dem alle, elsket af både publikum og kritik. Hans værker har ligefrem reddet operahuses skrantende økonomi.
Viva Verdi 1813-1901 er overskriften på plademærket Universals 100th. Anniversary Celebration-udgivelser. Det er Universals klassiske afdeling, som præsenterer det komplette Verdi-katalog fra mærkerne Deutsche Grammophon, Philips og Decca Classics. Universal udsender også den komplette Verdi Opera Edition i tre cd-bokse med i alt 55 cder, rubriceret i henholdsvis Tidlige værker, Store værker og Sene værker. Overskrifterne har overfladisk set karakter af en slags forlagsguide, som angiver, at de bedste ting er samlet i boksen med de store værker, og at de andre bokse i hvert fald ikke indeholder store værker. Sådan forholder det sig nu ikke. Verdis kunstneriske livsfrise folder sig smukt ud i hele det skabende forløb, naturligvis med særlig opmærksomhed omkring de tårne, som er fast del af repertoiret på alle større operahuse. Desværre er der ikke indlagt teksthæfter i denne specielle udgave. Til gengæld vedlægges en booklet på tysk med kunstnerfortegnelse, gennemgang af operaerne, trackliste osv. De absolut nødvendige oplysninger er altså i orden. Så det næste er bare at lade musikken tale i den nok så lange række af cder.
Hvad er opera?
De tidlige værker, gengivet i nogenlunde god lydkvalitet i bokssæt nummer et, rummer kimen til det storladne og de mesterlige karakterbilleder, som fremstår med fuld udtrykskraft i de modne værker.
Fra først til sidst har komponisten været bevidst om, at det musikalske drama ikke skulle kede publikum. Verdi søger den dramatisk virkning, det præcise udtryk og den affektbetonede handling. Selv om det sker inden for rammerne af operakonven-tionen, tilføjer han snart noget ekstra, og han tilspidsede forskellige områder i hvert nyt værk. Indtil La Traviata i 1853 kom der mindst en ny opera hver år komponistens hele livsværk og produktivitet er svimlende høj sammenlignet med de fleste af nutidens komponister.
De tidlige værker som f.eks. Oberto, Un giorno di regno og I Lombardi lytter jeg gerne til, men haster forventningsfuldt videre til den musikalske hovedret i bokssæt nummer to i håbet om at opleve en mere nutidig, smagfuld produceret lyd.
»Alle operaer handler om andre operaer. Opera handler om, at der er en tenor som prøver at komme i bukserne på en sopran, og en baryton som prøver at forhindre ham i det.« Siger komponisten
Niels Marthinsen. Selv om billedet er lidt vel firkantet og ikke holder hele vejen rundt, er der noget om snakken sådan meget generelt. Heller ikke Maskeballet i den nuværende opsætning på Kongens Nytorv mangler henvisning til nedre toilette. Men Verdis udgangspunkter er faktisk vidt forskellige: Patriotiske emner, emner med politisk sprængstof, historiske forlæg osv.
Musikalsk spindelvæv
I Macbeth smælder messing sejt ud, afløst af indsmig-rende strygere i piano. Nu er vi fremme ved den Verdi, der kunne få Luciano Berio til at udtale, at Italien uden Verdi ville være det samme som England uden Shakespeare. London Philharmonic Orchestra under Lamberto Gardelli. Macbeth sunget af Die-trich Fischer-Dieskau årgang 1971, da stemmen endnu havde det fortrinligt. Videre til Rigoletto og La Traviata. Joan Sutherland som Violetta. Ahh. Musikken bliver stadig mere raffineret, som et spindelvæv: Tæt, koncentrisk, transparent, velspundet og befæstet. Den trækker alt det ind i sig, som kryber eller flyver i nærheden. Materiale kommer flyvende til.
Verdi indretter sig hjemligt i sin musik, bliver sikker på niveauet, bliver klar over de genialske anstrøj, stoler på håndværket. Hvor han tidligere kunne acceptere musik grænsende til det sludrevorne, er der ingen eftergivenhed i de modne værker. Verdi etablerer her åndelig spændkraft og vagtsomhed over for tomgang og lunken atmosfære. Hårdheden over for kunstnerisk selvmedlidenhed og elimineringen af alt det, der kunne sætte sig som glat overflade, er fortsat virksom i de senere værker som f.eks. Maskeballet og Aida.
Nydelsen af Luciano Pavarotti som Riccardo i Maskeballet er uden huller sådan kunne man stort set blive ved på solistsiden i de sene værker. De forskellige kor på alle tre bokssæt er ikke altid lige overbevisende. Med klangen af Det Kgl. Teaters kor i ørerne, imponeres man ikke af alle udenlandske kor med uhomogen og dækket klang. Der er sikkert en fornuftig forklaring på, hvorfor man til udgivelsen har valgt så mange ældre indspilninger. Men det havde dog været skønt med flere nyere fortolkninger, med alt hvad det indebærer af bedre lyd og opdaterede fortolkninger. Det skygger dog ikke over oplevelsen af, at man som lytter føler sig beriget med nogle af denne verdens musikalske funklende perler ved udgivelsen af Viva Verdi-boksene.
*Viva Verdi 1813-1901. 100th Anniversary Celebration. Universal Classics. Tre bokssæt med i alt 55 cder. UMD 4617052 - 62 og 72
Blå bog
Rig og berømt
* Guiseppe Verdi (1813-1901). En af verdens betydeligste og mest beundrede operakomponister. La Traviata, Rigoletto, Trubaduren, Otello, Aida og Falstaff hører til de mest kendte af hans værker. Verdi var i levende live en mægtig skikkelse i italiensk musikliv, og hans betydning for udviklingen af musikdramatikken kan ikke overvurderes beyer
