Læsetid: 4 min.

Viborg mod lydmuren

Viborg var reelt uden chance i Champions League-finalen mod slovenske Krim Ljubljana
14. maj 2001


Håndbold
Viborgs håndboldkvinder kom aldrig i nærheden af Champions League-trofæet, da holdet lørdag aften tabte med 19-25 til det slovenske hold Krim Ljubljana. Viborg mødte op med alle odds imod sig efter 22-22 i den første finale, og i den slovenske heksekedel kunne Viborg intet reelt stille op.
Viborg fandt aldrig storspillet frem, og da hverken Heidi Astrup eller Katrine Fruelund fik ordentlig gang i skudarmen, havde Ulrik Wilbeks tropper intet at komme efter mod et slovensk mandskab, som havde lidt flere variationsmuligheder at spille med.
Astrup blev dog Viborgs topscorer med otte mål, men de seks var på straffe, mens Christina Roslyng scorede spektakulære fire gange i et slovenske støjinferno.
Trods nederlaget har det været en forrygende sæson for Viborgs håndboldkvinder. Især set i lyset af de mange skader, som har indskrænket holdets normale bredde. Med Rikke Skov, Rita Borok og Merethe Hansen på skadeslisten stillede Wilbek kun med tre deciderede bagspillere lørdag. Vibeke Nesse, Astrup og Fruelund fik dog til dagens opgør hjælp af Karen Brødsgaard, som aflastede som højre back.
Den ihærdigt kæmpende Brødsgaard fik overraskende masser af spilletid og startede inde på back-pladsen, hvor hun blev de første 18 minutter, indtil Vibeke Nesse kom på banen. Men det var ikke i højresiden, tingene skete. Viborgs angreb foregik for det meste ind over midten med oplæg til Astrup eller Fruelund. Især Fruelund havde svært ved at honorere dem efter fortjeneste. Hun virkede ved siden af sig selv, og i det hele taget lavede Viborg for mange tekniske angrebsfejl – i modsætning til hjemmeholdet.

Dolers syv mål
Mens Viborg hurtigt gik frem for at mandsopdække Branka Mijatovic, som de havde succes med i den første kamp, så tog den vævre og slidstærke stregspiller Deja Doler over. Hun scorede således hele syv mål i første halvleg efter gang på gang simpelt, men effektivt at have snydt Viborgs midterforsvar.
I målet fik Susanne Munk Lauritsen chancen fra start og havde et par gode redninger heriblandt et straffekast, men herefter gik hun lidt i stå, og Heidi Tjugum kom på banen. Hun kom heller ikke ind i kampen, og blev atter kort inden pausen afløst af Susanne Munk Lauritsen, der stod sin sidste internationale kamp uden at imponere.
I den anden ende stod Krims uortodokse rumænske keeper Luminita Hutupan solidt, men ikke så demoraliserende godt som i første finalekamp. Hun blev helt menneskelig, da Fruelund fik først hul på bylden med Viborgs første kontramål et minut inden pausen, hvor Krim førte med 13-10.
Mens det rumænske dommerpar var en skandale i den første finale i Århus, så var det tyske par Lemme og Ullrich mere konsekvente og uddelte adskillige gule kort fra kampens start. I starten af anden halvleg var hjemmepublikummet dog ikke helt tilfreds med et straffekast, som Viborg fik tildelt og kastede papir på banen med efterfølgende pibekoncert. Men Astrup scorede igen sikkert på straffekastet, uberørt af den oppiskede stemning.
De to hold fulgtes ad i de første ti minutter efter pausen, hvor hjemmeholdet fortsat førte med tre mål 17-14. Viborgs scoringer blev delt ud på flere hænder, og både Majken Larsen og Karen Brødsgaard kom på scoringslisten. Men så begyndte jyderne at sløse lidt med afslutningerne og kunne takke Munk Lauritsen for, at der ikke gik flere mål ind i eget net. Gradvist begyndte hendes rutine at gøre udslaget.

Stillingskrig
Der fulgte en stillingskrig midt i halvlegen, hvor hjemmeholdet førte med 19-16 med et kvarter tilbage. Det stod 20-17 ti minutter før tid, hvor Viborg stadig havde en chance for at nå op. Men hjemmeholdet forivrede sig ikke, spillede klogt og øgede føringen til en afsluttende forspring på seks mål.
Viborg-træner Ulrik Wilbek tog finalenederlaget med oprejst pande:
»Vi kunne ikke skifte ud og havde simpelt hen ikke flere ressourcer til sidst. Vi prøvede indtil kampen sidste 4-5 minutter, men havde ikke mere at gøre godt med,« lød det fra Viborg-træneren, som dog erkendte at de spillere, han havde at råde over, ikke spillede op til deres allerbedste.
»Ikke alle spillede op til deres optimale. Men havde vi en skytte mere, havde det set meget bedre ud, og vi kunne være med til det sidste. Vi gjorde det godt fysisk, taktisk og i forsvaret, men vi kunne ikke trylle i angrebsspillet. Men jeg er meget tilfreds med, at spillerne bevarede moralen, selv om vi var bagud,« sagde Ulrik Wilbek.
Men som Karen Brødsgaard konstaterede: »Vi er jo stadig de pæne piger – vi skal til at være lidt mere brutale for at klare os i det her spil.«
Viborgs spillere tog ikke hjem fra Slovenien for at holde sommerferie. I aften kommer fynsk-hollandske GOG til Viborg Stadionhal for den tredje og afgørende kamp om DM-guldet. ritzau/tobi

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her