Læsetid: 6 min.

60’ernes åbne kunst

Altmuligkunsteren Leif Nylén fortæller om happenings og overskridelse i det svenske velfærdssamfunds rekordår
29. juni 2001

(2. sektion)

Den ny kultur
Det svenske band Blå Tåget reducerede i 1998 historien om en epoke til et omkvæd: »60’erne kom og gik/åbent som et øjeblik/oprør og forførelse/alt var ligesom i bevægelse.«
Trommeslageren i bandet var også eksperimenterende poet, og han arrangerede happenings på Moderna Museet i Stockholm. Han hedder Leif Nylén og blev med bogen Den åbne kunst, der udkom i 1998, sin generations kronikør.
Den åbne kunst betegner den overskridelse mellem kunstarterne, som vi i nutidens avancerede amerikaniserede lingo kalder crossover. Det er to ord for den samme æstetiske strategi, og lighederne er ikke til overse.
De forstår begge John Cage, Marcel Duchamps og Robert Rauschenberg som nogle af det 20. århundredes væsentligste markeringer. Den åbne kunst viste sig som happenings, og fluxus var et ideal.
Det lyder som noget, vi i dag ville kalde postmoderne, når Nylén i en samtale med Information beskriver opfattelsen af identitet og sandhed og konventioner i begyndelsen af 60’erne:
»Vi troede ikke på forestillingen om et autentisk jeg. Det var en konstruktion, som man kunne lege med. Konventioner var spilleregler, som man kunne overskride og erstatte med nye regler. Og der var bestemt ingen definitive sandheder. Hans Jørgen Nielsens begreb om attituderelativisme var sådan set dækkende for vores opfattelse af tingene.«
Flere happenings på Moderna Museet udfolder en æstetik, der ligner nutidige standarder.

Motorsavsmassakre
I 1964 optrådte Karl Erik Welin med et antikunst-manifest, som han kaldte Den Sidste Koncert. Bevæbnet med boremaskine, motorsav og koben mødte Welin det sorte flygel midt på scenen. Borede et hul, hvor han monterede en sprængladning, som blev udløst. Derefter angreb han de lakerede rester, inden han savede sig selv i benet. Welin endte ikke bare på hospitalet. Han endte også i det sovjetiske propagandaorgan Pravda.
Formodentligt, som Nylén bemærker, som skrækeksempel på dekadencen i den vestlige, borgerlige kunst.
Samme år, samme sted spillede David Tudor på lysstofrør under Rauschenbergs happening Shotput-Elgin Tie, da Rauschenberg pludselig viste sig fra oven.
Han klatrede ned fra et reb i loftet, og landede i en olietønde fyldt med vand placeret på en trækvogn. Bagefter blev vognen og den våde kunstner til den dyrevenlige skandinaviske offentligheds indignation trukket ud af rummet af en gigantisk malkeko ved navn Norma.
– Giver det mening i dag at fremhæve provokationen som æstetisk kriterium?
» Det er svært at sige. For os sluttede det i ’66 eller ’67. Det blev en konvention at komme til Moderna Museet og forvente det overraskende og det ubegribelige. Så havde det ingen sprængkraft længere.«
60’er-avantgarden revolverede omkring Moderna Museet. Det karakteriserer scenen, at ordet kunst ikke indgår i navnet. I modsætning til pendanterne i New York og Paris. Museet var åbent for andet end kunst og derfor også for popkunsten, som blev introduceret ved en udstilling i 1964.
I 1972 takkede Museum of Modern Art i New York Moderna Museet ved at donere en samling af popkunstens ikoner.
»Men da var 60’ernes åbenhed blevet afløst af 70’erne forbudskultur. Vi blev kritiseret for overhovedet at acceptere donationen, for at alliere os med fjenden: Den globale politimand.«
»Der en modsætning mellem 60’erne og så 68-oprøret. Marxismen og den materialistiske dialektik blev definitive sandheder for 68’erne. Da var min generation allerede på vej ud af ungdomskulturen igen. Vi var ved at blive 30 og så blev vi nyfrelste og marxister. Og samtidig prøvede vi at få det gamle med. Det udviklede sig desværre til 70’ernes kunstfjendske dogmatisme.«

Sprængkraft?
– I dag møder Moderna Museet meget kritik. Er det ikke længere muligt at opretholde et åbent rum?
»Jeg vil sige to ting om den kritik. I dag har hver kunstart sit eget hus. Filmens Hus, Dansens Hus osv. og så har de ikke samme behov for et fælles rum. Derudover er det jo simpelthen muligt, at kunsten bredt forstået ikke har den samme sprængkraft i dag. Jeg siger ikke, det er sådan. Men det er en mulighed.«
– I hentede sprængkraft fra opgøret med 50’ernes modernisme?
»Jeg begyndte at skrive poesi i slutningen af 50’erne og lærte hurtigt de modernistiske idiomer. Det var frem for alt Tomas Tranströmer, som var det store forbillede for alle os unge. Han var Gud. Man kan i Tranströmers modernisme lave det ene fantastiske billede efter det andet.«
»Men hvordan forholder det sig til den konkrete, hverdagslige virkelighed, vi lever i? Den forsvinder bort. Og vi ville ikke væk fra den virkelighed, vi ville ned i den. Starte der og forholde os der. Det modernistiske sprog var blevet en virkelighedsfjern klassicisme.«
»Der var to linjer i den radikale poesi fra starten af 60’erne: Der var den konkretistiske poesi, som slog sproget sammen og byggede det om. Og der var nyenkelheden, som nærmede sig hverdagssproget for at komme ud over den modernistiske kompleksitet.«
– Står avangarden ikke per definition uden for samfundet?
»Vi var ikke bohemer, og vi var ikke interesserede i, at digteren bare sad alene og skrev digte. Gruppen var helt central for os. Den traditionelle avantgarde udgav bøger på små forlag og havde undergrundsgallerier. 20’ernes avantgardist var en heroisk outsider. Det var en marginalkultur. 60’er-avantgarden var et løft ind i centrum. En slags velfærdsmodernisme.«

Ungdomskultur
– Hvad betød 60’ernes økonomiske boom?
»Det var rekordårene i den svenske økonomi, hvor man opbyggede velfærdssamfundet. Socialdemokratiet skabte nye kulturinstitutioner. De lancerede en ny uddannelsespolitik og nye studielånsmuligheder. Vores avantgarde var apolitisk. Måske fordi vi blev understøttet af socialdemokraterne. Man var solidarisk med samfundsideologien og oplevede den konkrete politik som noget positivt.«
»Da de begyndte med Vietnambevægelsen, stod vi og kiggede på. Det var ikke vores tog, som kørte. Og så vendte det meget hurtigt i 1968.«
– Kan man kaIde jer for apolitiske engagerede?
»Vi var apolitiske, men ikke asociale. Vi havde stærk interesse i samfundsudviklingen: massekulturen og massemedierne. Og så skal man huske på, at ungdomskulturen åbnede samfundet for os.«
»Tidligere startede en karriere som eksempelvis litterær kritiker på et studenterblad. Så kom man til et lokalblad og siden måske på prøve på en af de større aviser. Vi var fire unge fyre, der startede vores eget tidsskrift for ung litteratur. Pludselig blev vi kontaktet af det største svenske forlag Bonniers. De ville finansiere et tidskrift, som vi skulle lave. Og ovenikøbet betale os for det.«
»Efter et par år sad vi alle fire som toneangivende kritikere på de store aviser. Ungdommen var blevet attraktiv. Vores happenings på Moderna Museet var udsolgt. Vi konkurrerede med Nationalmuseet og Bergman på Dramaten.«
– Hvad inspirerede den åbne kunst?
»Det, vi lærte af at lave happenings, var at stille os på scenen uden instrumenter. Siden brugte vi legetøjsinstrumenter. Og så blev vi et orkester. Kunst krævede ikke længere, at man beherskede en bestemt teknik eller havde specifikke kundskaber. Det var vigtigt at overskride grænsen mellem amatør og professionel. Det blev tilladt at gøre, hvad man ville.«
»Gymnasielever kunne klippe og klistre fra aviserne og lave popkunst. Folk kunne lære sig selv at skrive en litteratur, der ikke var terapi. De nye medier var også vigtige. Man kunne lave lyddigte i radioen. Eller som John Cage installere mikrofoner på et askebæger.«
– Det er en demokratisk impuls, som er fortsat indtil i dag?
»Det er klart. I dag kan man lave musik på en computer uden at være i nærheden af et instrument. Folk kan tegne i grafiske programmer, og man kan på kort tid lære sig at skyde sine egne film. Det er en uhørt demokratisering, som åbner nye muligheder.«

*Leif Nylén: Den öppna konsten. Sveriges Allmänna Konstförening

FAKTA
Leif Nylén
Leif Nylén er født i 1941. Han var sammen med digteren Öjvind Fahlström og Karl Erik Welin blandt hovedpersonerne i den svenske 60’eravantgarde i Stockholm. Nylén udgav konkret poetiske digte i begyndelsen af 60’erne, som han siden forsøgte at kombinere med den nyenkle poesi. Han var desuden med i bandet Blå Tåget og med til at koordinere happenings på Moderna Museet i Stockholm, hvor han stadig sidder i bestyrelsen. Nylén skriver desuden på Dagens Nyheter.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu