Læsetid: 4 min.

Abortskib i rørte vande

I går sejlede det go’e skib Aurora lukt ind i en rasende storm, da det dokkede i Irland, hvor abort er forbudt. For skibet er et omsejlende gynækologisk operationsbord. Men aborter blev det ikke til
16. juni 2001

LONDON – Den hollandske læge, Rebecca Gomperts, er vant til storpolitisk kontrovers. Hun var læge på Greenpeace skibet Rainbow Warrior, som i 1985 blev sprængt til fiskeføde af franske statsagenter, da det lå i Auckland havn i New Zealand.
Siden har Gomperts ladet sig inspirere af Greenpeaces sejlende protester og har lanceret sin egen organisation, Women on Waves, som vil tilbyde abort til kvinder i lande, hvor det indgreb ellers er forbudt. For det sker fra en tidligere fiskerbåd, Aurora, hvor Gomperts har fået indrettet en mobil operationsstue. Operationsstuen kan også monteres på f.eks. en lastbil, så den kan bruges af kvinder i lande, hvor abort er tilladt men ikke til at komme i nærheden af – under krig for eksempel.
Women on Waves spreder også information og oplysning om prævention, ligesom et af formålene er at ruske op i de pågældende landes debat om abort.
Ikke mindst det sidste er til fulde mål lykkedes med organisationens Irlands-aktion. Efter dårligt vejr på vej over Nordsøen blev ankomsten lidt forsinket, men Aurora dokkede i Dublin i går. Her vil skibets aktivister uddele prævention og give information.
Men løfterne om, at eventuelt interesserede siden ville blive sejlet 12 sømil ud i internationalt farvand, hvor det irske forbud mod abort ikke længere gælder, og skibets medicinske team derfor kunne foretage indgrebet, holdt ikke vand.
Women on Waves sagde oprindeligt, at et hollandsk skib er underlagt hollandsk lov i internationalt farvand – det vil sige at abort er tilladt. Men aktivisterne måtte hale i land, efter at den hollandske justitsminister Albert Korthals havde belært dem om, at ifølge hollandsk lov skal man faktisk have en licens for at kunne udføre abortindgreb.

Beskæmmende
Talskvinden for Women on Waves, Joke van Kempen, erkendte i går, at skibet ikke har en sådan licens.
Auroras mission blev derfor i en beskæmmende kovending lavet om.
»Det, vi virkelig er her for, er at få opmærksomhed om den situation, som irske kvinder befinder sig i«, sagde talskvinden.
Det lykkedes. Skibets ankomst blev mødt med kraftige protester i Irland, hvor abort som udgangspunkt er forbudt. Efter en række retlige afgørelser er det dog muligt at få abort, hvis moderens liv er truet, eller hvis fostret ikke er levedygtigt.
Men mange irske kvinder ønsker at afbryde deres graviditet af andre årsager, og det skønnes, at over 6.000 irske kvinder om året tager til Storbritannien for at få foretaget abortindgreb, der er ulovlige hjemme. De kan ikke nøjes med at tage et smut over grænsen til Nordirland, som ellers hører til i Det Forenede Kongerige, for den britiske lov om accept af abort af socio-økonomiske årsager er ikke indført her.
Så det hollandske skibs ankomst har opflammet debatten om abort i Irland. Abort-modstandere har bebudet demonstrationer, og en af deres organisationer vil lancere et ’modskib’ til Aurora, som vil sejle rundt og tilbyde hjælp og støtte til tvivlende gravide, så de beholder barnet.
En af landets biskopper har også ladet sig inspirere af det maritime aspekt. Han har svoret at sejle med sin egen båd – The Little Bishop – ud i et forsøg på at blokere Aurora. Det er meningen, at abortskibet vil tilbringe 10 dage i Irland og lægge til i forskellige havne, og biskoppen planlægger sit angreb ved havneindløbet i Cork.

Uprofessionelt
Men forvirringen om muligheden for abort på skibet eller ej har fået uheldige konsekvenser. En række kvinder, som har søgt information om – britisk – abort hos irske klinikker, havde således aflyst deres aftaler i håb om i stedet at få hurtigere hjælp på abortskibet. De spildte måske værdifuld tid og må nu tilbage til de rådgivningskontorer, de lige havde aflyst aftaler med.
Sagen risikerer også at få konsekvenser for Women on Waves selv. Afsløringen af det tilsyneladende manglende kendskab til hollandsk lov får organisationen til at virke uprofessionel, og de uopfyldte forventninger til en hurtig og sikker abort risikerer at give bagslag.
Ikke mindst blandt de mange skuffede irske kvinder, der i går måtte lade sig nøje med et nok så stort medie-halløj og et par pjecer i stedet for det indgreb, de havde set frem til.

FAKTA
Abortvilkår
*I Vesteuropa er abort tilgængeligt efter ønske i de fleste lande.
*Men på Malta og i Irland er abort som udgangspunkt ulovligt. Det kan dog accepteres, hvis moderens liv er i fare, eller hvis fostret er ulevedygtigt.
*I Polen er abort kun tilladt for at redde moderens liv eller for at sikre hendes fysiske helbred. Abort er dog også tilladt efter voldtægt og i tilfælde af alvorlige fosterskader.
*I Storbritannien og Finland er abort tilladt af socio-økonomiske årsager.
*I Spanien og Portugal er abort kun tilladt til beskyttelse af moderens mentale helbred.

Kilde: Women on Waves

*Internethenvisninger:

Women on waves:
www.womenonwaves.org

Irish Family Planning
Association: www.ifpa.ie

Pro-Life network:
www.pro-life.net

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu