Læsetid: 3 min.

’Aids – det har jeg aldrig hørt om’

Uvidenhed og tabuer hæmmer indsatsen for bekæmpelse af hiv og aids i USA
27. juni 2001

USA
Knoxville – I det lille kontor, hvorfra dr. Jeannie Gillian leder Hope Center i Knoxville, Tennessee, har hun indtil nu rådgivet 558 aids-patienter, og hun fortsætter sin kamp mod en sygdom, som mange ikke mente gav plads til håb. De smilende ansigter på de mange patientfotografier i kontoret fortæller en anden historie. Der er en næsten håndgribelig følelse af håb i det rum – et håb, der kommer af, at nogen gør noget for aids-patienter.
Gillian grundlagde Hope Center for fem år siden som resultat af en undersøgelse, hun gennemførte i forbindelse med sin doktorafhandling.
»Jeg fulgte 35 patienter i en to-årig periode for at finde ud af deres erfaringer med håb,« siger hun. Selv hendes vejledere var betænkelige ved at lade hende gennemføre netop den undersøgelse. De var forbavsede over, at aids-patienter overhovedet havde noget håb.
Gillian, der har skrevet ph.d.-afhandling i medicinsk psykologi med speciale i hiv/aids, har nøje fulgt udbredelsen af aids over hele verden siden 1982.

Sønnen er hiv-positiv
Hendes pespektiv har ikke udelukkende været professionelt; hendes egen søn fik diagnosen hiv-positiv i 1992.
»Alle tror, at jeg gør det her på grund af ham, men sådan er det ikke, og det er det mest bizarre ved det,« siger hun. »Jeg tror, jeg intuitivt vidste, at vores familie var i fare, og det var den.«
Sønnen bukkede under for sygdommen efter fem års kamp. Gennem sin forskning og især gennem arbejdet på Hope Center har Gillian registreret en holdningsændring over for sygdommen.
Borte er de skilte, der advarede mod smitte via blod og kropsvæsker. Borte er mange af de former for socialt stigma, som sygdommen blev forbundet med i USA i begyndelsen. Dengang blev aids betragtet som en sygdom, der kun ramte narkomaner og seksuelle afvigere, og dens ofre mødte meget lidt sympati. I dag er tolerancen større, fordi sygdommen ikke længere opfattes som en bøsseepidemi. Det har dog ikke hjulpet Gillians arbejde, at den har bredt sig til heteroseksuelle kredse.
»Da de fleste af mine patienter var bøsser, var det lettere, for de vidste i det mindste, hvad det drejede sig om,« siger hun. »Nu da jeg arbejder med heteroseksuelle, har jeg hørt folk spørge: ’Hvad er aids? Det har jeg aldrig hørt om.’« I USA er det let at tabe problemets omfang af syne. I ugevis beskæftigede medierne sig med en gruppe medicinalfirmaers forsøg på at blokere for salget af kopimedicin i Sydafrika, mens der ikke blev talt nær så meget om de mange amerikanere, der står på venteliste til behandling.
»Mange er kommet til Tennessee for at dø hjemme eller for at få behandling, for vi har TennCare (et offentligt medicinprogram), selv om det i høj grad mangler penge,« siger hun. Trods de økonomiske problemer er behandlingen af aids-patienter ifølge Gillian bedre i Tennessee end i mange andre stater.
»Jeg kan slet ikke forestille mig, hvordan det må være at arbejde i et område, hvor der er 75.000 hiv-smittede som i New York,« indrømmer hun. »Det ville være så uoverskueligt.«

Manglende oplysning
Det skorter somme tider på oplysning om aids i USA. Når folk som den tidligere basketball-stjerne Magic Johnson, der fortalte om sin hiv-smitte for flere år siden, stadig ser ud til at være ved godt helbred, og når emnet ikke kan diskuteres til bunds i skolerne, kan man let få den opfattelse, at det drejer sig om en gammel historie. Gillian holder ofte foredrag for skolebørn, men hun har ikke lov til at fortælle dem om prævention eller sikker sex.
Amerikanerne snakker ikke åbent om seksuelt overførte sygdomme.
»Livet er seksuelt overført,« siger hun, fuld af foragt for den slags kulturelle tabuer. »Det er sådan, vi bliver til.«

*Seth Wharton er erhvervsjournalist i Knoxville, Tennnessee, USA

*Oversat af Birgit Ibsen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu