Aids har positive bivirkninger

NEW YORK – Det er svært at beskrive, hvordan det var at leve i New York i 1980’erne, da aids hærgede storbyens bøssesamfund som en epidemi, og det var almindeligt at se unge mænd blive kørt rundt i rullestol.
Angsten for det ukendte indskrænkede sig ikke til homoseksuelle. Alle var på en måde udsatte og for nogle blev seksuel abstinens en livsstil, mens andre valgte at ’holde sig på måtten’ i et parforhold. Folk i kvartererne Greenwich Village og East Village åbnede med rystende hænder hver dag The New York Times og slog om på siden over nekrologer. De vidste, at hvis en yngre mand indenfor mode- eller teaterbranchen var død, og årsagen ikke stod nævnt, så var det nok aids.

Aids var tabu
Indtil starten af 90’erne blev aids næsten aldrig nævnt i nekrologer. Sygdommen var tabu og højt stigmatiseret, selv i en så tolerant by som New York i 1980’erne. Ude i den amerikanske provins stod det værre til. Hiv-positive risikerede at blive udstødt af deres familie og kirke.
»Da min bror var ved at dø af aids i 1986, nægtede min mor at anerkende årsagen,« fortæller Michael Shernoff, én af New Yorks få psykote-rapeuter, der fra første færd i 80’erne bekendte sig offentligt som hiv-positiv.
Den dybe skam forbundet med at være hiv-smittet eller syg af aids finder man stadig i Amerika, men stigmatiseringen er stort set begrænset til de afro-amerikanske og spansktalende samfund, hvor sygdommen i de seneste år har antaget epidemiske proportioner. Halvdelen af de 40.000 nye hiv-smittede i USA hvert år antages at være sorte amerikanere.
Disse anekdoter fortælles, fordi udviklingslandene kan lære meget af de amerikanske erfaringer. Det var her i USA, at hiv/aids først blev diagnosticeret for 20 år siden – 5. juni 1981. Indtil da havde mange amerikanske homoseksuelle døjet med de typiske symptomer. Shernoff fortæller f.eks., at han havde syge patienter allerede i 1976.
»Vi anede bare ikke, hvad der var galt med dem, selvom det ikke undgik vores opmærksomhed, at symptomerne var begrænset til bøsser,« siger han.
Siden dengang har Shernoff begravet 150 patienter, otte nære venner og en partner. I alt har aids taget livet af 448.000 amerikanere.
I visse henseender befinder Botswana, Sydafrika,
Zimbabwe, Zambia og andre afrikanske lande syd for Sahara sig i samme situation som USA i 1980’erne. De amerikanske myndigheder var f.eks. sløve til at vågne op.
»Vi vidste allerede i 1987, at der var en aids-epidemi under udvikling i Uganda,« fortæller den amerikanske læge Seth Berkley, der siden har grundlagt instituttet International AIDS Vaccine Initiative i New York.
Intolerance og stigmatisering er dagligdag i mange afrikanske lande og hele verden over. Uvidenhed er én af de største hindringer at overvinde. I nogle fjerne regioner af Kina uddør små landsbyer af aids – uden at nogen er blevet testet for hiv. Ofrene ved ikke engang, hvilken sygdom de dør af og spreder derfor hiv gennem ubeskyttet seksuel omgang med folk fra andre landsbyer. Forebyggelse er næsten ikke-eksisterende i fattige lande. Det samme var tilfældet i USA i 1980’erne og stadig vies kun syv procent af forbundsstatens aids-budget på ti mia. dollar til oplysningskampagner og andre typer forebyggelse. I næsten alle udviklingslande – med Brasilien som undtagelse – er sundhedsforsorgen ikke udrustet til at behandle aids-patienter. Enten står der ikke nok midler til rådighed, eller også findes der ingen politisk vilje til at handle prompte over for en sygdom, der i løbet af kort tid kan frarøve samfundet uundværlige produktive kræfter.

Samfundet nøler
Sådan var det på sin vis også i USA i 1980’erne. Hiv-smittede og aids-syge kunne kun blive behandlet med den første livsvigtige medicin, AZT, i 1988, hvis de havde en privat sygesikring. Det betød, at op til en tredjedel af de hiv-smittede selv måtte betale. Aids-epidemien skulle blive en kolossal udfordring for det amerikanske samfund. I 1990 var det umuligt at forestille sig, at man ti år efter ville have gjort så kæmpe fremskridt. Det er en omstændighed, som man bør have in mente i dag, hvor epidemien har bredt sig til andre verdensdele og især de fattige lande i Afrika, hvor behandling og forebyggelse er sværest at gennemføre.
Listen over landvindinger i USA er lang og imponerende. I 1990 vedtog Kongressen en lov, Ryan White Care Act, ifølge hvilken forbundsstaten skal betale størsteparten af udgifterne til medicin og behandling af aids-patienter, der ikke har råd til at tegne en privat forsikring.
»Min indkomst er 40.000 dollar om året. Uden AIDS Drug Assistance Program ville jeg være død i dag. Jeg har ikke råd til at betale 10.000-15.000 dollar i medicin om året,« fortæller John Goodman, kunsthistoriker i New York og partner til Michael Shernoff.
Gratis sundhedspleje for en udsat social gruppe i det amerikanske samfund blev selvsagt ikke vedtaget uden et enormt politisk pres. »Det var kun i kraft af vores bastante krav om at være med i beslutningsprocessen på hospitaler, på forskningslaboratorier og i den politiske verden, at vi vandt denne kamp,« siger Goodman, der er mangeårigt medlem af den radikale gruppe Act Up.

Agressive kompagner
Det homoseksuelle samfunds aggressive kampagner gennem 80’erne og 90’erne er desuden kommet alle brugere af sundhedssystemet til gode.
»Patienter opfatter sig nu om dage som forbrugere udstyret med rettigheder. De kræver den bedste læge og behandling. Kampagnen mod brystkræft har taget sit manuskript direkte fra aids-kampagner,« siger Michael Shernoff. Ydermere har aids-epidemien tilskyndet den amerikanske forbundsstat til at investere mere i den bioteknologiske sektor og i udvikling af vacciner til bekæmpelse af dødelige sygdomme. I dag er det ovenikøbet lettere at få godkendt nye og relativt uprøvede livsvigtige lægemidler.
»Vi aids-syge er historiens største gruppe af forsøgskaniner. Vi indtager medicin, hvis virkning over en ti-års periode ingen kender på forhånd,« siger Shernoff.
En anden positiv bivirkning af aids-epidimien er en mærkbar holdningsændring over for homoseksuelle i det amerikanske samfund. »Det er ufatteligt, hvad der er sket. I begyndelsen var holdningen ambivalent. Folk sympatiserede med os som ofre, men de syntes stadig, at vores livsstil var afskyelig og moralsk forkert. Med tiden er disse indgroede fordomme veget til fordel for synspunktet, at vi havde ret – bøsser er mennesker med samme rettigheder,« mener John Goodman.

*I anledning af FN’s konference om aids i New York, der sluttede i går, sætter Information fokus på aids-situationen. Tidligere artikler blev bragt den 25., 26. og 27. juni