Læsetid: 5 min.

ATTAC bekymrer Jospin

Bevægelsen har en løbende dialog med Socialistpartiet, men præsidentkandidaten Lionel Jospin trues af den megen kritik fra venstre
25. juni 2001

ATTAC er en international bevægelse, men den er opstået i Frankrig, og den sætter sig spor i fransk politik på en måde, der kan indvirke på præsident- og parlamentsvalgene til næste år. For ministerpræsident Lionel Jospin er der tale om en ny udfordring fra venstre på et tidspunkt, hvor utilfredsheden til venstre for regeringen er blevet faretruende – som det viste sig ved kommunalvalgene i marts.
Det var en brat opvågnen for socialisterne, da de opdagede, at deres dårlige valgresultater i marts – bortset fra sejrene i Paris og Lyon – både faldt sammen med en voksende tilslutning til det yderste (bl. a. trotskistiske) venstre og med særlig lav valgdeltagelse blandt de dårligst stillede. Socialisternes vigtigste regeringspartner, Kommunistpartiet, var offer for de samme tendenser.
Pludselig opstod det mareridt, at Jospin kan tabe præsidentvalget og socialisterne nationalforsamlingsvalget – som følge af svigtende tilslutning til venstre. Det må huskes, at nogle få marginale procenter kan være afgørende for, om man opnår flertal eller ej. Regeringschefen – den formodede modkandidat til præsident Chirac – er således blevet meget følsom over for angreb fra venstre, og det er umuligt at overse, at nogle af disse angreb kommer fra ATTAC. Den svigtende opslutning bag regeringen konstateres efter en periode, hvor kampen mod hensynsløs liberal globalisering – ATTAC’s mærkesag – har været et hovedtema for bevægelserne til venstre for regeringen.
ATTAC (navnet har sin oprindelse i en forkortelse, der betyder foreningen for beskatning af internationale finanstransaktioner, dvs. den såkaldte Tobin-skat) har i løbet af de seneste tre år vundet indpas i det franske politiske landskab og har i dag 30.000 medlemmer i Frankrig.
For to år siden blev der oprettet en såkaldt koordinerende gruppe af parlamentarikere, der sympatiserer med ATTAC, og den har lige holdt generalforsamling. Her blev det besluttet at fortsætte kampagnen for Tobin-skatten og for de mål, der blev skitseret på det sociale forum i Porto Alegre.
Man vil presse Jospin til at »vælge mellem sin venstre og sin højre fløj,« sagde den socialistiske parlamentariker Yann Galut, primus motor i den koordinerende gruppe af ATTAC-sympatisører i Nationalforsamlingen. Han tilføjede, at Socialistpartiet havde ignoreret »de seneste tre års accelererende begivenheder siden Seattle og José Bové«.
Det er ikke helt rigtigt. Efter advarslen fra kommunalvalgene har kommissionen for »det socialistiske projekt for årene 2002-10« under ledelse af Martine Aubry holdt møder om globaliseringen, og den har bl. a. haft en ’høring’ med en af ATTAC’s ledere, Christophe Aguiton. Kort efter indkaldte Jospins kabinetdirektør og chefstrateg, Olivier Schrameck, selveste ATTAC-formanden, Bernard Cassen, til et to timer langt møde.

Men mens Socialistpartiets venstrefløj, organiseret i Socialistisk Venstre, sympatiserer åbenlyst med ATTAC, er afstanden stor mellem ATTAC og regeringschefen. Efter sit møde med Jospins topmedarbejder sagde Cassen, at der var tale om »konfrontations-dialog«, og han tilføjede: »Jeg har endnu ikke helt forstået, hvorfor han ville tale med os.«
I mellemtiden har Socialistpartiets sekretær for internationale anliggender anmodet om et møde med en talsmand for ATTAC. Problemet er, at partiet er dårligt orienteret om denne bevægelse og dens betydning på det politiske skakbræt. Paradoksalt fordi Jospin var en af de første, der udtalte sig til fordel for Tobin-skatten – nemlig allerede i sit valgprogram som præsidentkandidat i 1995! Siden er denne skat taget af programmet under pres fra de socialistiske finansministre, først Dominque Strauss-Kahn, derefter Laurent Fabius.
Jospin er med andre ord under pres fra både højre og venstre, og på det sidste har Fabius profileret sig som regeringens social-liberale sværvægter – mere liberal end social. Han har åbenlyst distanceret sig fra visse aspekter af den lov om »social modernisering«, som regeringen lige har fået vedtaget i Nationalforsamlingen. Fabius vender sig navnlig mod de forholdsregler – strammet efter pres fra kommunisterne – der skal gøre det dyrere og vanskeligere for virksomhederne at foretage masseafskedigelser.
Der er tegn på, at ATTAC bidrager til at destabilisere regeringen og splitte socialisterne. Partiets officielle talsmand, Vincent Peillon, finder ATTAC’s kritik af regeringen og Jospin uretfærdig, for det er den regering i den vestlige verden, der går stærkest ind for regulering, siger han – »den gør bare for lidt reklame for sine handlinger.« Socialistpartiet og ATTAC ligger tæt op ad hinanden på flere områder, hævder han, men ATTAC »indskrænker sig for ofte til symbolske kampagner og har en tendens til at mene, at det civile samfund ligger inde med sandheden, og at politikerne ifølge deres natur er kujoner.«

Partiets venstrefløj føler sig derimod på bølgelængde med ATTAC. Det gælder ikke blot Socialistisk Venstre, men også en gruppe under anførsel af tidligere partiformand Henri Emmanuelli, nu formand for Nationalforsamlingens Finansudvalg. En af lederne af denne gruppe, Pierre-André Imbert, har været med til at tilrettelægge den første bog, Attac har udgivet, Contre la dictature des marchés (40.000 eksemplarer). Den koordinerende gruppe af ATTAC-sympatisører tæller foreløbig 125 medlemmer af Nationalforsamlingen og ca. 60 senatorer. Disse parlamentarikere har løbende kontakt med ATTAC’s ledelse om lovforslag, der er til behandling, men formanden for den socialistiske gruppe i Nationalforsamlingen, Jean-Marc Ayrault, ser skævt til denne praksis og har i en note frarådet medlemmerne at tilslutte sig den koordinerende gruppe. Denne tæller iøvrigt også medlemmer fra de andre regeringspartier – kommunister, grønne og Medborgerbevægelsen.
Alt dette sker på et tidspunkt, hvor der er tydelige opløsningstendenser inden for den regeringskoalition, Lionel Jospin stablede på benene i 1997, det såkaldte »plurielle venstre«. Det hænger sammen med det kommende præsidentvalg, hvor partierne opstiller hver sin kandidat i første runde.
Det sidste nye dårlige varsel for Jospin er, at partiet De Grønne ved urafstemning har valgt at opstille Alain Lipietz som præsidentkandidat. Lipietz – kendt som Maastricht-modstander i 1992 – har i dag meget tilfælles med ATTAC, og han repræsenterer den fløj af partiet, der foretrækker en kritisk og uafhængig holdning frem for solidaritet med regeringen. Hermed tager De Grønne et skridt over i retning af den ekstraparlamentariske opposition til venstre for regeringen – den heterogene opposition, hvor man bl.a. finder trotskisterne og indflydelsesrige intellektuelle som sociologen Pierre Bourdieu, men hvor Attac nu spiller en central rolle.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu