Læsetid: 2 min.

Bag hans eller hendes blå øjne?

Om hinandens nødvendige forskel
22. juni 2001

(2. sektion)

Kopier
J.L. Borges har skrevet en historie om en forfatter ved navn Pierre Menard. I 1918 satte Menard sig ned og og genskrev kapitler af Cervantes’ roman om ridderen Don Quixote. Ord for ord. Menards genskrivning er identisk med Cervantes’ over 400 år gamle tekst. Men Borges påpeger, at Menards værk overgår Cervantes. Det der hos Cervantes er en simpel gengivelse af samtidens hverdagssprog, bliver hos Menard til en indfølt rekonstruktion af en arkaisk sprogbrug.
Pointen er banal: Den eksakte kopi sætter en forskel.
Jeg skal ikke kunne sige om popsangeren Sheryl Crow har læst Borges. Men hun synes at betjene sig af Menards metode som feministisk strategi. I 1999 begik hun en kopi af Guns ’n’ Roses-hittet Sweet child o’mine. I Guns ’n’ Roses’ version sættes kvinden ikke overraskende som passivt objekt for det aggresive maskuline begær. Hun afvæbnes som mandens søde barn. Med de der allermest blå øjne. Crow svarer ikke ved at sparke i nosserne. Hun skifter she ud med he og synger de samme ord. Og så er det hende, der kigger ind i de allermest blå øjne. Hun overtager det maskuline magtsprog og sætter det som kvindeligt. Hun afvæbner manden ved at omfavne ham. Og så er han det lille barn: sweet child o’ mine.
I forrige uge kom albummet Substitute, hvor forskellige musikere tolker sange fra herrebandet The Whos katalog. Crow kopierer Behind blue eyes, som starter i mandig ensomhed: »Ingen ved hvordan det er at være the bad man, at være den triste mand.« Og Crow synger langsomt og fraserer og dementerer implicit de første ord: Hun ved godt, hvordan det er. At være omme bag de blå øjne. Ved at gentage klagesangen ophæver hun den postulerede isolation. Den indadvendte, uopnåelige mand indhentes af den kvindelige vokal.
Nu er det jo ikke bare Sheryl Crow, der synger sange skrevet til en mand. Man kunne fremhæve kvindebandet The Cardigans genindspilning af Thin Lizzys manifestation af en invasion: The boys are back in town. Thin Lizzy peger brunstigt på kvinden som et dyr, der skal lægges ned: ’She was cool and she was red hot, I mean: she was steaming.’
I The Cardigans muntre gentagelse bliver den dampende kvinde til aktøren. Det er hende, der tiltrækker. Og hun synes da, det er meget hyggeligt og fredeligt, at drengene er tilbage i byen.
Suzanne Brøggers gør i essayet En køn historie – et kvart århundrede efter status over kvindefrigørelsen. Og spørger, om det ikke er separatismen snarere end feminismen, der har vundet. Frigørelsen har udviklet sig til et brud med relationen til manden.
I den almindeligvis mandsdominerede popbranche antydes en anden strategi. En feminin overtagelse af det maskuline magtsprog, som fastholder relationen til det andet. Og bestemmer kønnene som hinandens nødvendige forskel.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu