Læsetid: 3 min.

Billedkunstens lavmælte fortolker

North Art Magazines Hæderspris 2001 bliver i dag givet til kunsthistorikeren og kunstkritikeren Gertrud Købke Sutton
18. juni 2001

Hæderspris
Tonen er egenartet og fanger umiddelbart læseren, som må overgive sig til Gertrud Købke Suttons lavmælte oprigtighed. Der skal engang før anden verdenskrig have været en indpisker ved en af biograferne i Hovedbanegårdens nærhed, som uimodståeligt fandt et publikum ved at blande sig med folkemængden og hviske sine rekommandationer frem. Langt mere end markskrigeren med de hektiske superlativer kunne denne mand nænsomt så budskabet i de ikke umiddelbart opladte sind.
Informations læsere ved, at Gertrud Købke Sutton ikke har brug for imponere-posituren for at skaffe sig lydhørhed. Der er en ydmyghed hos hende over for den ypperste kunst, der lader maleren stå frem i lyset, uden at kunsthistorikeren skal gestikulere og råbe op for at få opmærksomhed. Denne naturlige ærbødighed over for den opgave, at bringe billederne over i sproget uden at forråde dem, gør hendes afkodninger af nutidskunsten og de store malere i det 20. århundrede til en uvurderlig hjælp, når værkerne vil forstås.

Indlevelse
Gertrud Købke Sutton gør sig ikke hastigt færdigt med de malere, der vækker resonans i hendes sind. Hun spørger insisterende billederne om deres mening, med en organisk fornemmelse for selv de mindste ytringer af pensel og farve. Der kan være en gartners omhu i hendes billedlæsninger, som når hun om den bolognesiske maler Giorgio Morandi skriver:
»I en periode fylder han sit lærred med så mange krukker, flasker, dåser og skåle, at de pakkes tæt og dramatisk i et snævert rum. De er som planter med hæmmede vækstmuligheder tvunget til at udnytte hvert lille svaj hos sidemanden til egen fordel ...«
En sådan sætning, der står at læse i Information fra weekenden den 19.-20. maj, gør en avis til et væksthus og læseren bliver delagtig i den erfaringsfylde, der ligger bag Gertrud Købke Suttons kunstkritik. Sjældent hæver hun øksen til hug, men holdning behøver man ikke spørge efter selv når den krydrede stemme sagte udtaler resultatet af granskningen.

Hæder
Man hædrer sjældent kunstkritikere – man elsker jo at hade dem, så det er uhyre glædeligt, at Gertrud Købke Suttons livslange arbejde med at gøre billedkunsten tilgængelig for andre nu belønnes med en af de priser, hun så inderligt har fortjent. North Art Magazines Hæderspris 2001 bliver i dag, mandag, uddelt til den kulturskribent ved Information, hvis virke bladet må lykønske sig varmest til. North Art Magazines hæderspris blev oprettet af en kreds af venner af bladets grundlægger og udgiver, Bent Petersen. Tidsskriftet blev grundlagt i 1976 og markerer senere på året sit 25-års jubilæum – kun et kort spand af år sammenholdt med Gertrud Købke Suttons virke for kunsten: Den 8. juli kan hun fejre sin 80-års fødselsdag.
Kollegaen Torben Weirup har skrevet en smuk motivering for tildelingen af North Art Magazines hæderspris, hvis indledning fortjener at citeres i hendes eget blad: Ord som ’afholdt’, ’respekteret’, ’kyndig’ og ’omsorgsfuld’ bliver indlysende rigtige, når tanken og talen falder på Gertrud Købke Sutton, ligesom betragtninger over ’alder’ bliver futile og kun kan erstattes af det præcise ’erfaring’.
Dagbladslæserne vil se frem til hendes næste indlevede møde med den nyeste kunst, hvor hendes hjerte slår varmt for mødet mellem natur og menneskeskabt værk i dialog med træer, søer og himmel. Og som Gertrud Købke Suttons gave til os andre i anledning af fødselsdagen vil hendes store bog om Giorgio Morandi blive lagt på bogelskernes gavebord senere på året.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu