Læsetid: 3 min.

Billedstorm på Venedig

Kunsten invaderer lagunebyen under Venedigbiennalen, som åbnede i går
11. juni 2001

Kunst
VENEDIG – Et nyt, omfattende familieliv begynder hvert andet år under Venedigbiennalen. Det er en fest med et fælles omdrejningspunkt for alle kunstelskere. Som min sidemand bemærkede i flyet herned: ‘Hvis det her fly går ned, bliver der et generationsskifte i dansk kunst.’
Luften svirrer af forventning. Igennem en lille uges tid vil vi have hinanden og dermed et fælles samtalerum, døgnlange dialoger om oplevelserne eller skuffelserne, udvekslet på torvene, i caféerne og i restauranterne. Det er en mega picnic. Og fuldmånen har tænkt sig at hænge sin gyldne skive ned fra himlen og smile til venezianerne og deres gæster.
Kunst giver altid rum for et fredeligt møde mellem mennesker. Den kan pejle det, som sker i verden, og i disse år er kunstnerne mere end i årtier optaget af verdens tilstand. I stedet for navlepillende og futile diskussioner om den nu skal være figurativ eller abstrakt, vil den gøre nytte og tilbyde sig som et stykke ‘social plastik’, der både viser tænder og hjælper, undersøger og gavner. Kunstnergeniet er gået under. Spørgsmålet er så, om kunsten med denne uddøen også er det. Det vil vise sig. Den schweiziske kurator, Harald Szeemann, har i år valgt det elastiske tema ‘Menneskehedens plateau’ og har givet plads til en kunst, der formulerer en ny utopi for en bedre verden. Og det lyder jo smukt.

Lyset og varmen
Venedig er en af de få italienske byer, som man kan trække vejret i. Det grå-grønne lagunevand glimter under os, da flyet smækker hjulene i den korte landingsbane og lyset og varmen når os som et sanseunder. Hvor de lever godt, de italienere!
Med denne skønhed, pragten i bygningerne, der er smukt ruinøse og aldrig overrestaurerede som derhjemme. Bygninger, som er organisk vundet frem igennem århundreder. Maden, luften, skønheden, vinen. Herlighedsværdierne og naturens venlighed kan gøre en nordboer svært misundelig, og efter få dages plasken og basken omkuld, er al stress og jag forduftet.
En ren Jens Haaning-installation mødte os i lufthavnen i form af en schæfer. Haaning udstillede i 1994 en installation med to schæferhunde, Watch Out i Galleri Nicolai Wallner. Fuldstændig samme fornemmelse som dengang. Og en fra det interimistiske selskab blev holdt tilbage i lufthavnen: Den franske fotokunstner ‘Le Colonel’, vakte som mørklødet, ‘forkert’ dansker det italienske politis mistanke. Han blev minutiøst undersøgt af schæfer og politi, og bagefter konstaterede han tørt, at ‘dansk luft’ og ‘italiensk luft’ ikke er så væsensforskellig.
På biennaleområdet næste dag møder man bl.a. en strikkende dame, let dekolleteret. Den norske performancekunstner Liv Reidun Brakstad kommenterer med sin vandrende ‘installation’ det mandlige køns dominans – også i kunsten. Hun vil forlene biennalen med kvindelig omsorg. Lidt senere møder jeg ‘manden med stenen’. Finnen Roy Vaara bærer en tung sten i en kæde om halsen. Den er af granit og på størrelse med hans hoved. Da han vil hilse, må han ligge på knæene. Han kommenterer åbenlyst kunsten som en byrde, og han beder Deres udsendte om at bære stenen! Heldigvis er jeg selv tynget af vægten fra de centnertunge kunstkataloger, at jeg slipper fri.
På vejen ud passerer jeg endnu en gang den danske pavillon, hvor jeg får lov at få et æble fra Henning Christiansens installation. Og så hjem i vaporettoen, hvor vi sejler direkte ind i en Turner-akvarel. Venedigs skyline tegner sig med, hvad italienerne kalder en sfumato-kontur, verden er som hyllet i en damp. Så smukt står himmel og vand i et, og himlen farves rosa.

FAKTA
Gyldne løver i Venedig
*Den tyske pavillon blev i lørdags hædret med en gylden løve og dermed kåret som det bedste nationale bidrag ved den 49. Venedig Biennale. Det er en labyrint af rum, skabt af Gregor Schneider. Der blev uddelt specialpriser til canadierne Janit Cardiff og George Bures Miller, franskmanden Piere Huyghe og til italierenen Marisa Merz. Juryens specialpriser til unge kunstnere gik til puertoricaneren Federico Herrero, fransk-albaneren Anri Sala, amerikaneren John Pilson og kunstnergruppem A1-53167 fra
Guatemala. De to gyldne løver til ‘Samtidskunstens mestre’ gik til amerikanerne Richard Serra og Cy Twombley. lb

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her